Nu tænker jeg lige noget. Nu skriver jeg lige noget mens jeg tænker det. Det er svært at skrive det ned, fordi det også er grimt eller skamfuldt eller snavset eller åndssvagt. Måske jeg bliver misforstået. Måske jeg kommer til at lyde vred. Måske kan jeg slet ikke tillade mig at sige det, for hvem fanden er jeg egentlig og jeg kan da bare holde min mening for mig selv og hvem har overhovedet ringet mig op? Pas din egen butik, du ved.
Men det jeg mærker, når jeg læser med her, er en underlig og måske usund higen efter din (Andreas) opmærksomhed. Jeg tjekker andres kommentarer og ser hvad du svarer og så skammer jeg mig over at det betyder noget. Hvorfor betyder det noget?
Og så tænker jeg på om hele ideen med at skabe et levende projekt imellem læser og forfatter også er en uopnåelig utopi og hvornår du vil dræbe den, for det er vel dig der kan og skal det (?). Jeg tænker noget om magtforholdet, og at jeg godt kan forstå det, når du siger, at du bare er et menneske. Men du er også en jeg ser op til. Er det egentlig ubehageligt? At have fans? Det er ikke sådan, at jeg har valgt at være det, men det blev jeg altså. Fan. Det kom vel på en måde bare listende i takt med at jeg læste og lyttede til dine ord. Så dig holde oplæg og i fjernsynet. Og deri opstår vel også en magt? Jeg giver dig magt (sorry?). Jeg sætter mange spørgsmålstegn fordi jeg ikke ved det og fordi jeg bare skriver mens jeg tænker og jeg har Merkur i tvillingen så ordene vælter ofte ud og går i flere retninger og alting er på en måde altid sandt på samme tid.
Nu skammer jeg mig over at have skrevet så mange ord og faktisk være lidt i tvivl om jeg egentlig mener det hele, men nu er det her. Jeg tror der var et lille stykke af mig i en form for nutid uden at skulle genskabe eller reflektere over tyngden af ordene. Her er jeg. Bare et menneske.
Tak for at dele. Radikalt ærligt i øjeblikket. Interesant observation. En del af det levende projekt. Som mos der gror frem et sjovt sted. Hmm
Jeg syntes vi skammer os for meget. Lad os bare kigge på det sammen, også skammen og være her med det et øjeblik som træer der står i skoven. Folket der bor i Kalahari ørkenen siger at vi er en drøm der drømmer os selv anyway. Det behøver slet ikke være så tungt. Jeg elsker litteratur fordi man får lov til at se hvordan det er inde i andre mennesker. Så kan vi her i kommentarfeltet sidde og vinke til hinanden fra vores forskellige ever changing moods. 🏵️👋
Hej! Tak fordi du er derude. Herinde. Og lytter. Det er rart at læse dine ord og se ind i spejlet. Tak for at nævne mosset. Og skammen. En følelse jeg øver mig i ikke at være bange for (skamme mig over). Jeg vinker til dig🌾
Hmm, nu blev jeg så lige inspireret af dine ord og dit mod, til at skrive nogle tanker, som på en måde kredser om noget af det samme, men fra den anden, nej en anden side af elefanten.
Og som jeg ikke har skrevet tidligere, fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg egentlig har det med det eller hvad jeg vil med det og fordi det måske bare er lidt meget meta og er det mon prætentiøst?
I hvert fald. Efter dette projekt er startet, har jeg haft nogle tanker om, hvor meget hver af os - nok mest mig - skal fylde. Her. I den her proces.
Det er lidt ligesom at være til koncert f.eks. Hvis folk er “nærige” med deres energi, så bliver det et knoklearbejde for musikerne. Og det påvirker hele oplevelsen for alle.
Det bliver jo sådan set stadig en energi-udveksling, men det bliver mere som tovtrækkeri.
Er jeg til sådanne koncerter, prøver jeg altid, at være gavmild med min energi.
Altså, klappe, huje, synge med eller hvad situationen lige kalder på.
Men! Det er en balancegang.
For man kan også få gjort det på en måde, hvor det virker forceret eller opmærksomheden bliver flyttet over på en, på en måde der ikke er hjælpsom.
I dette projekt har jeg tænkt noget af det samme.
Hvor meget skal man fylde? Hvornår er det gavmildt? Hvornår overtager man? Hvornår tager man plads fra andre? Hvor meget er hjælpsomt til processen. Hvornår fodrer man ilden, så den ikke går ud? Hvornår kvæler an den?
Christina. Hej. Jeg lytter! Jeg læser! Jeg tænker ting om det, du skriver. Jeg er herude et sted. Jeg ser, at du giver noget af dig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive noget langt tilbage. Gengælde din gavmildhed og give noget den anden vej. Jeg kan ikke nu. Lige nu mærker jeg kun, hvordan noget klumper inden i mig når jeg skal skrive, og det kan ikke helt blive til rigtige menneskeord. Men jeg er her. Og jeg lytter og jeg læser.
Hej Sofie. Jeg skriver ikke med et krav eller forventning om, at du skal skrive noget (langt) tilbage. På den måde er det der gavmildhed også noget med mod… altså, at man tør give noget, uden nogen garanti for, at der kommer noget tilbage. Man kan ikke altid forvente at ekkoet ekkoer.
Men tak fordi du forsøger under alle omstændigheder!
Klump løs. Det kan sandsynligvis også et eller andet.
Det er faktisk lidt svært for mig, hvis jeg ikke skulle svare dig. Men måske er det nogle gange det rigtige at gøre. Jeg ved ikke. Ville du hellere ikke have haft svar?
Og foretrækker bestemt ikke, at du ikke svarer/svarede.
Det var blot for at udtrykke over for dig, at det er ok ikke at have et (langt) svar. I min optik.
Fordi du skrev, at du var ked af, at du ikke havde et langt svar. Jeg læste ind i det, at du var hård ved dig selv og forsøgte at formilde. Samtidig med at dit svar fik mig til at reflekterer over, hvordan det ville være ikke at få svar.
Det giver helt vildt god mening! Meget interessant at du ser mig være hård mod mig selv. Det tror jeg egentligt er rigtigt, selvom jeg ikke havde lagt mærke til det, eller været klar over det, mens jeg skrev. Tænk at du kan sidde langt væk og se noget ægte og sårbart i mig, som jeg ikke vidste, at jeg lagde det frem! Det føles næsten magisk ✨
Der ligger en podcast "Drømmenes kaptajn", som er et supersmukt portræt af den idealistiske utopist. Kløvedal siger et sted i podcasten, noget i stil med, at den tid, det samfund og den kulturarv han er født ind i, også er rammen for det priviligerede liv han har levet på Nordkaperen. Og at det var vigtigt at have et udgangspunkt at vende tilbage til. Han fortæller om folk han har mødt, fra den vestlige verden, der har slået sig ned i fjerne langbortistanner, at det ikke var lykkelige mennesker. Og det var grunden til at han selv valgte at vende hjem til Danmark. Hjem- ud - hjem. Ligesom i eventyrene. Hjem i sig selv.
Nu tænker jeg lige noget. Nu skriver jeg lige noget mens jeg tænker det. Det er svært at skrive det ned, fordi det også er grimt eller skamfuldt eller snavset eller åndssvagt. Måske jeg bliver misforstået. Måske jeg kommer til at lyde vred. Måske kan jeg slet ikke tillade mig at sige det, for hvem fanden er jeg egentlig og jeg kan da bare holde min mening for mig selv og hvem har overhovedet ringet mig op? Pas din egen butik, du ved.
Men det jeg mærker, når jeg læser med her, er en underlig og måske usund higen efter din (Andreas) opmærksomhed. Jeg tjekker andres kommentarer og ser hvad du svarer og så skammer jeg mig over at det betyder noget. Hvorfor betyder det noget?
Og så tænker jeg på om hele ideen med at skabe et levende projekt imellem læser og forfatter også er en uopnåelig utopi og hvornår du vil dræbe den, for det er vel dig der kan og skal det (?). Jeg tænker noget om magtforholdet, og at jeg godt kan forstå det, når du siger, at du bare er et menneske. Men du er også en jeg ser op til. Er det egentlig ubehageligt? At have fans? Det er ikke sådan, at jeg har valgt at være det, men det blev jeg altså. Fan. Det kom vel på en måde bare listende i takt med at jeg læste og lyttede til dine ord. Så dig holde oplæg og i fjernsynet. Og deri opstår vel også en magt? Jeg giver dig magt (sorry?). Jeg sætter mange spørgsmålstegn fordi jeg ikke ved det og fordi jeg bare skriver mens jeg tænker og jeg har Merkur i tvillingen så ordene vælter ofte ud og går i flere retninger og alting er på en måde altid sandt på samme tid.
Nu skammer jeg mig over at have skrevet så mange ord og faktisk være lidt i tvivl om jeg egentlig mener det hele, men nu er det her. Jeg tror der var et lille stykke af mig i en form for nutid uden at skulle genskabe eller reflektere over tyngden af ordene. Her er jeg. Bare et menneske.
Tak for at dele. Radikalt ærligt i øjeblikket. Interesant observation. En del af det levende projekt. Som mos der gror frem et sjovt sted. Hmm
Jeg syntes vi skammer os for meget. Lad os bare kigge på det sammen, også skammen og være her med det et øjeblik som træer der står i skoven. Folket der bor i Kalahari ørkenen siger at vi er en drøm der drømmer os selv anyway. Det behøver slet ikke være så tungt. Jeg elsker litteratur fordi man får lov til at se hvordan det er inde i andre mennesker. Så kan vi her i kommentarfeltet sidde og vinke til hinanden fra vores forskellige ever changing moods. 🏵️👋
Hej! Tak fordi du er derude. Herinde. Og lytter. Det er rart at læse dine ord og se ind i spejlet. Tak for at nævne mosset. Og skammen. En følelse jeg øver mig i ikke at være bange for (skamme mig over). Jeg vinker til dig🌾
Hæ...- det kan jeg også godt genkende. Tak for dit mod.
Måske er det sådan med rigtige fans, at ligesom rigtige venner, tør de sige det, der er ubehageligt at sige, men som er vigtigt at få sat ord på?
Hej kære sumpheks. Ved ikke helt hvordan jeg svarer, men jeg vil gerne svare noget. Det er rart at du også kan genkende det.
En ny følelse af sammenhold spirer.
Hmm, nu blev jeg så lige inspireret af dine ord og dit mod, til at skrive nogle tanker, som på en måde kredser om noget af det samme, men fra den anden, nej en anden side af elefanten.
Og som jeg ikke har skrevet tidligere, fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg egentlig har det med det eller hvad jeg vil med det og fordi det måske bare er lidt meget meta og er det mon prætentiøst?
I hvert fald. Efter dette projekt er startet, har jeg haft nogle tanker om, hvor meget hver af os - nok mest mig - skal fylde. Her. I den her proces.
Det er lidt ligesom at være til koncert f.eks. Hvis folk er “nærige” med deres energi, så bliver det et knoklearbejde for musikerne. Og det påvirker hele oplevelsen for alle.
Det bliver jo sådan set stadig en energi-udveksling, men det bliver mere som tovtrækkeri.
Er jeg til sådanne koncerter, prøver jeg altid, at være gavmild med min energi.
Altså, klappe, huje, synge med eller hvad situationen lige kalder på.
Men! Det er en balancegang.
For man kan også få gjort det på en måde, hvor det virker forceret eller opmærksomheden bliver flyttet over på en, på en måde der ikke er hjælpsom.
I dette projekt har jeg tænkt noget af det samme.
Hvor meget skal man fylde? Hvornår er det gavmildt? Hvornår overtager man? Hvornår tager man plads fra andre? Hvor meget er hjælpsomt til processen. Hvornår fodrer man ilden, så den ikke går ud? Hvornår kvæler an den?
Hvor meget er for meget? Hvor meget er for lidt?
Det blev et lidt langt skriv.
Fylder jeg mon for meget?
Jeg er ægte forelsket i denne tråd. Hvor er det smukt! Jeg tænker og tænker og vender tilbage!
Christina. Hej. Jeg lytter! Jeg læser! Jeg tænker ting om det, du skriver. Jeg er herude et sted. Jeg ser, at du giver noget af dig selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive noget langt tilbage. Gengælde din gavmildhed og give noget den anden vej. Jeg kan ikke nu. Lige nu mærker jeg kun, hvordan noget klumper inden i mig når jeg skal skrive, og det kan ikke helt blive til rigtige menneskeord. Men jeg er her. Og jeg lytter og jeg læser.
Hej Sofie. Jeg skriver ikke med et krav eller forventning om, at du skal skrive noget (langt) tilbage. På den måde er det der gavmildhed også noget med mod… altså, at man tør give noget, uden nogen garanti for, at der kommer noget tilbage. Man kan ikke altid forvente at ekkoet ekkoer.
Men tak fordi du forsøger under alle omstændigheder!
Klump løs. Det kan sandsynligvis også et eller andet.
Det er faktisk lidt svært for mig, hvis jeg ikke skulle svare dig. Men måske er det nogle gange det rigtige at gøre. Jeg ved ikke. Ville du hellere ikke have haft svar?
Jeg er bestemt glad for dit svar!
Og foretrækker bestemt ikke, at du ikke svarer/svarede.
Det var blot for at udtrykke over for dig, at det er ok ikke at have et (langt) svar. I min optik.
Fordi du skrev, at du var ked af, at du ikke havde et langt svar. Jeg læste ind i det, at du var hård ved dig selv og forsøgte at formilde. Samtidig med at dit svar fik mig til at reflekterer over, hvordan det ville være ikke at få svar.
Giver det mening?
Det giver helt vildt god mening! Meget interessant at du ser mig være hård mod mig selv. Det tror jeg egentligt er rigtigt, selvom jeg ikke havde lagt mærke til det, eller været klar over det, mens jeg skrev. Tænk at du kan sidde langt væk og se noget ægte og sårbart i mig, som jeg ikke vidste, at jeg lagde det frem! Det føles næsten magisk ✨
Troels Kløvedal har sagt noget i retning af: “Lykke er der hvor forventninger og virkelighed mødes”
På samme måde sagde min tidligere traumeterapeut at “Størrelsen på ens ulykkelighed er afstanden mellem hvor du er og hvor du drømte om at være”
det lyder meget rigtigt.... :-)
Der ligger en podcast "Drømmenes kaptajn", som er et supersmukt portræt af den idealistiske utopist. Kløvedal siger et sted i podcasten, noget i stil med, at den tid, det samfund og den kulturarv han er født ind i, også er rammen for det priviligerede liv han har levet på Nordkaperen. Og at det var vigtigt at have et udgangspunkt at vende tilbage til. Han fortæller om folk han har mødt, fra den vestlige verden, der har slået sig ned i fjerne langbortistanner, at det ikke var lykkelige mennesker. Og det var grunden til at han selv valgte at vende hjem til Danmark. Hjem- ud - hjem. Ligesom i eventyrene. Hjem i sig selv.
Andrea. Jeg sender dig gode tanker og energi. Det lyder som en rigtigt svær tid og en hård kamp. Tak for at tage den.
Ja lige nu er det lidt en hård nyser.... men sådan er det jo. Op og ned
<3