Utopien er død, utopien længe leve!

Forleden blev jeg interviewet af Nanna Mogensen til et radioprogram om utopier. Vi gik rundt på Assistensens kirkegård, blandt gravsten og egern, og hun spurgte mig til vores liv i skoven, hele vores projekt med at bygge og bo off grid i vildmarken, i kontakt med naturen, i kontakt med hinanden. Hun citerede mig for noget jeg havde sagt dengang, jeg havde proklameret det dengang: “jeg kommer aldrig hjem!”
“men det gjorde du jo?” spurgte hun nysgerrigt og åbent på den måde som nogle journalister kan. Nogle journalister kan konfrontere men uden at det bliver ubehageligt. Måske fordi de har en dybere intuitiv forståelse af, at samtalen simpelthen bare bliver mere interessant når vi ikke må søge i retræte i flosker, paroler, mottoer. I situationen kunne jeg ikke rigtigt svare andet end “ja”. For det gjorde jeg jo. Jeg kom hjem til det samfund jeg egentlig foragter, det overforbrug, den materialisme og den kapitalisme som jeg oprigtigt mener suger sjælen ud af folk. Jeg kom hjem til byen. Jeg kom hjem til systemerne.

“ja” gentog jeg “min utopi døde… men er det på en måde ikke pointen med utopier?”

Lige siden samtalen har jeg gået rundt og tænkt meget over utopiernes natur, også fordi VOLUSPA jo udkommer liiiige om lidt (vi går stadig og venter på trykkeriet, det har været en lidt omstændig proces). VOLUSPA (Vølvens spådom) handler om Ragnarok men den handler også om den lykkelige, gyldne tid EFTER Ragnarok, et helt vidunderligt landskab, en helt perfekt utopi… inden det hele går igang igen, hele processen, cyklussen mellem skabelse og ødelæggelse.

Jeg er altså optaget af utopier for tiden af disse to grunde; samtalen på kirkegården og det sidste afgørende arbejde med VOLUSPA.
Den tredje gang er at mit private liv nu igen ligger i ruiner. Det er sket indenfor den sidste uge. Alting er faldet sammen, imploderet og jeg skal reorientere mig, jeg skal vel finde mig en utopi, jeg må vel til det igen.

Om utopier ved jeg, fordi jeg er gammel, at de ikke er realistiske, det er ikke virkeligheden.
Der er ingen utopier der kan vare for evigt og der er ingen utopier der er lige så gode og smukke og fuldendte som de er i tanken.
Der kommer altid mudder, der kommer altid modstand, de ligger i virkelighedens natur at den er modsætningsfuld og fuld af friktion; men det er utopien ikke.

Utopien er frelsen. Utopien er himmerige. Utopien er en fantasi, en kognitiv metode til at åbne for hjernens kreativitet. Utopien er en forestilling om det bedre, en forestilling som kan give os håb og overbevisning, en forestilling som kan hjælpe os med at definere hvad vi stræber mod, men jeg tror ikke på at der på noget tidspunkt i menneskehedens historie har eksisteret en utopi som varer for evigt.

Jeg mener altså at utopier er flygtige i deres natur.
Jeg mener at det er utopiens job at dø.

“Jeg vil hellere vende spejlet og pege det tilbage på lytteren, seeren eller læseren” sagde jeg til Nanna Mogensen mens vi gik rundt på stierne “fordi hvilke forventninger er det lytteren, seeren eller læseren har til de mennesker der udlever utopierne, hvordan er det, de vil have at vi skal være og hvorfor?”

En af de helt store ting jeg selv har bemærket at lytteren, seeren eller læserne vil have fra de mennesker der “gør noget andet” eller “udlever drømmen” er - ufejlbarlighed.

Vi må ikke tvivle. Vi må ikke være ulykkelige. Vi må ikke tage fejl. Og vi må ikke forandre os. Som små insekter fanget i rav bliver vi en slags totem for folks drømme, små amuletter for deres egne fantasier, utopier.

Jeg siger, og jeg sagde også dengang “nej”.

Jeg vil fandme ikke reduceres til lytteren, seererens eller læserens projektion. Jeg vil ikke være et glansbillede. Jeg vil være en krop i den her verden. Og jeg er grundlæggende, så helt enormt grundlæggende, imod det ufejlbarlige.

Jeg tror på kraften i at være tilstede.

Jeg tror på kraften i at være en krop i den verden.

Så ja, der er nogle der blev skuffede over at jeg “kom tilbage” og nogle der måske føler sig svigtede over at jeg nu bor i den by jeg ville væk fra, væk fra maskinen, væk fra larmen og cementen. Jeg kan retfærdiggøre og forklare men det er faktisk ikke dét, det handler om, det handler om en følelse.
Hvorfor er det så provokerende at disse utopister, som jeg selv tilhører, viser sig bare at være mennesker?

Det handler om vores forhold til utopier i den her kultur, tror jeg.

Jeg tror vi bliver nødt til at tale om vores forhold til utopier i den her kultur.

Utopien som en ekspapisme. Og- shit, nu siger jeg det- utopien som en yndlingsbeskæftigelse for de rige, altså den vestlige kultur, den vestlige kultur og dens kedsomhed.

Når man er i en krisesituation som jeg for eksempel er i lige nu- det kan faktisk ikke blive mere kriset, det er så kriset at jeg får krisehjælp- er man ikke super optaget af utopien. Altså: drømmen om hvordan det skal ende, hvor man skal hen, hvad der skal ske, hvad man kunne tænke sig. I en krisesituation handler det mest bare om overlevelse. Man skal i sikkerhed. Man skal finde et krat at gemme sig, en grotte- lige nu er der i mit liv kviste og stier på kirkegårde, der er murbrukker og gammel plastic- man skal finde en hule og i hulen skal man kunne lægge sig og slikke sine sår, man skal falde i dyb søvn og man skal være en krop i den her verden.
Bare en krop i den her verden.

Dybe åndedræg. Nogle udstrækningsøvelser. God mad.

Så her sidder vi i vores samfund og er ulykkelige og vi keder os (jeg baserer dette udsagn på trivelsrapporter) og vi får allemulige uforklarlige sygdomme mens vi lever i den kognitive dissonans som det er, at vi er RIGE.

Vi drømmer os væk (jeg baserer dette udsagn på procastination)

Vi forestiller os utopier; folk der bor primitivt i en skov og er i kontakt med naturen og dem selv, folk der flytter til Ærø eller hvad ved jeg, folk der rejser jorden rundt i en van. Disse folk udfylder en funktion. De fodrer os med utopi.
Utopi til vi brækker os.

Forleden sendte nogen dette billede til mig. Det er mig fuldkommen og hundrede procent opslugt af en utopi og igang med en utopi, igang med at gøre utopien kropslig, bygge den- men også igang med at indse, at der er forskel på det vi FORESTILLER os og DET SOM ER.

Har jeg mistet mine overbevisninger fordi jeg har mistet min utopi?

Nej.

Hverken nu eller dengang jeg mistede min utopi om skoven. Hver gang mine utopier dør lærer jeg noget nyt og noget dybt og noget vigtigt. Jeg ser det som en spiral, jeg borer mig dybere og dybere ned i virkelighedens materiale. For hver gang det sker; jeg skaber en utopi, jeg realiserer en utopi, utopien dør… lærer jeg noget vigtigt, jeg fatter mere og mere og mere, jeg kan mærke det i kroppen, jeg kan mærke det som noget konkret. Jeg kan mærke det lige nu.
Jeg har været her før. Jeg ved hvordan det er når en utopi dør. Jeg er blevet en slags ekspert i utopisk død.

Jeg græd. Jeg var ulykkelig. Jeg kunne ikke få mine idealer og min virkelighed til at hænge sammen, jeg havde lyst til at have det på en anden måde end jeg havde det og min ven sagde “hvis dine idealer og din virkelighed hele tiden støder imod hinanden er det dine idealer der er noget galt med. Virkeligheden har altid ret”