Vi så det allesammen, vi så det med vores egne to øjne, vi så tech bro´s stå og heile, vi så dem overtage the wasington post, vi så den orange klovn mobbe, true og nedværdige en europæisk statsleder i aktiv krig, vi så foråelsen iblandt os selv, vores egne politikere, vi så dem sige, at adopterede børn ikke er “rigtige” børn, det vil sige hvide, danske, flæskestegsfarvede.
Jeg tænker, at det giver mening. Både det du skriver der kommer fra hoften og i dine bøger. Jeg tænker, at vi bliver splittet for alle vinde lige nu og vender os mod hinanden, og at dét er farligt. Den kollektive udmattelse gør os sløve og udsatte og så tror jeg virkelig på, at det er i de små fællesskaber vi skal starte, være offline, under radaren, udvise blød nysgerrighed. Jeg tror også på, at der findes flere dimensioner og at meget såkaldt psykisk sygdom sker når skærmene mellem dimensionerne flimrer. Vi skal bruge de der syn og syner til noget. Jeg elsker at læse dine ord for tiden. De flyder og rammer. Jeg kæmper stadig med en skriveprop, fordi alting hænger sammen, og hvor starter man så…
Den ydre og den indre kamp sker simultant. Sådan er det. Det er et både og, sygt og sundt, rent og fordækt. Og vil man gå mod lyset, må man lyse. Det gør du på mange måder, selvom det lyder alt for håbløst nykristent, nu jeg ser mine ord, men jeg tror også vi efterhånden har brug for at tro på det banale, på eventyrene og sprækkerne, og vide og dermed fortælle, at vi godt kan det.
Jeg mærker vreden og afmagten, jeg oplever at landskabet indeni mørknes og stivner i sort hvide krystalliske strukturer rå sten og blændende hvidt som is.
En lille dreng indeni som ikke kender til nuancer og kompleksitet skriger i sin ensomhed, der skal stråles noget varmt, rødt og blødt i hans retning
Nu er jeg klar !
Verden mørknes, nu skal vi gennem jernskoven.
Det er nu vi skal grave skattene dybt ned i mulden og skjule visdommen dybt i vores hjerner, gå under jorden, ind i skyggerne, klippe kablerne, slukke alle apparaterne. slette harddiske og makulere manuskripter
Nej ikke nu, ikke endnu !
For ja, der er mange af os nu, flere og flere, øer, åndehuller og fællesskaber og hov!, det er lang tid siden jeg har betragtet mig selv som en af os, os som skal beskytte det bløde i undergrunden, i jorden og landskabet så det bliver ved med at eksistere.
Jeg vil vælte rundt og grine, have det sjovt så der er kræfter og lyst til at stå op igen i morgen
Elske nogen og livet
være lysvågen og opmærksom
Det er modstand!.
At ligge på gulvet i fosterstilling og hulke og bryde helt sammen, fordi man stadig er et menneske der mærker noget.
Det er modstand!.
Jeg beder i alle verdenshjørner om kraft til at være i lyset og mørket på en og samme tid.
Jeg tænker, at det giver mening. Både det du skriver der kommer fra hoften og i dine bøger. Jeg tænker, at vi bliver splittet for alle vinde lige nu og vender os mod hinanden, og at dét er farligt. Den kollektive udmattelse gør os sløve og udsatte og så tror jeg virkelig på, at det er i de små fællesskaber vi skal starte, være offline, under radaren, udvise blød nysgerrighed. Jeg tror også på, at der findes flere dimensioner og at meget såkaldt psykisk sygdom sker når skærmene mellem dimensionerne flimrer. Vi skal bruge de der syn og syner til noget. Jeg elsker at læse dine ord for tiden. De flyder og rammer. Jeg kæmper stadig med en skriveprop, fordi alting hænger sammen, og hvor starter man så…
Den ydre og den indre kamp sker simultant. Sådan er det. Det er et både og, sygt og sundt, rent og fordækt. Og vil man gå mod lyset, må man lyse. Det gør du på mange måder, selvom det lyder alt for håbløst nykristent, nu jeg ser mine ord, men jeg tror også vi efterhånden har brug for at tro på det banale, på eventyrene og sprækkerne, og vide og dermed fortælle, at vi godt kan det.
Tak for at skrive et spejl frem!
Modstanden er varm, rød og blød.
Jeg mærker vreden og afmagten, jeg oplever at landskabet indeni mørknes og stivner i sort hvide krystalliske strukturer rå sten og blændende hvidt som is.
En lille dreng indeni som ikke kender til nuancer og kompleksitet skriger i sin ensomhed, der skal stråles noget varmt, rødt og blødt i hans retning
Nu er jeg klar !
Verden mørknes, nu skal vi gennem jernskoven.
Det er nu vi skal grave skattene dybt ned i mulden og skjule visdommen dybt i vores hjerner, gå under jorden, ind i skyggerne, klippe kablerne, slukke alle apparaterne. slette harddiske og makulere manuskripter
Nej ikke nu, ikke endnu !
For ja, der er mange af os nu, flere og flere, øer, åndehuller og fællesskaber og hov!, det er lang tid siden jeg har betragtet mig selv som en af os, os som skal beskytte det bløde i undergrunden, i jorden og landskabet så det bliver ved med at eksistere.
Jeg vil vælte rundt og grine, have det sjovt så der er kræfter og lyst til at stå op igen i morgen
Elske nogen og livet
være lysvågen og opmærksom
Det er modstand!.
At ligge på gulvet i fosterstilling og hulke og bryde helt sammen, fordi man stadig er et menneske der mærker noget.
Det er modstand!.
Jeg beder i alle verdenshjørner om kraft til at være i lyset og mørket på en og samme tid.