Omringet af narcisister og psykopater

Vi så det allesammen, vi så det med vores egne to øjne, vi så tech bro´s stå og heile, vi så dem overtage the wasington post, vi så den orange klovn mobbe, true og nedværdige en europæisk statsleder i aktiv krig, vi så foråelsen iblandt os selv, vores egne politikere, vi så dem sige, at adopterede børn ikke er “rigtige” børn, det vil sige hvide, danske, flæskestegsfarvede. Vi så dem for hvert år gøre de fattige fattigere og sig selv rigere. Rigere og rigere.
Vi så det og vi vidste det og der er ikke nogen busk at gemme sig i, strudsen har fået kappet hovedet af; vi så det.

Og vi vidste det.
Vi vidste at vi lever i et ondt emperium. Vi vidste at vores privilegier kun findes fordi andre folk undertrykkes og bindes til maskiner.
Jeg tror vi vidste det- inderst inde- og jeg tror “den almindelige hverdag” har været under pres længere, jeg tager den længere; jeg tror trivselkrisen og ensomhedsepidemierne skyldes, at vi som borgere i et samfund har været udsat for massiv gaslighting i virkelig lang tid “her går det godt, her går det godt, her går det godt, da da dum da dej”, “intet at se her, passér gaden” “vi har det godt, vi har det godt, tral la la og la di da”

Vi har levet i en ekstrem spænding og i en massiv kognitiv dissonans i virkelig lang tid og vi er blevet syge af det.

Der er nogen der står og siger, at demokratiet findes og at vi er de gode.
Der er nogen der står og siger, at hvis bare vi holder sammen og gør vores pligt skal det hele nok godt alt sammen.

Det er middelklassen der har opretholdt illusionen og de har opretholdt den på grund af den protestantiske arbejdsmoral og ideen om “den gode borger”. De har udøvet massiv social kontrol af hinanden, alle programmerne handler om middeklassemedlemmer som ikke er gode nok borgere, vi forages- mens de rige flytter al deres velstand til Schweiz, snyder i skat, lyver og bedrager. Men luksusfælden! Kontanthjælpsmodtagerne! Woke-isterne eller feministerne eller terroristerne, hvem end de er. Nogen at hade. Det er middeklassen der har holdt illusionen oppe og nu sker der det- jeg ser det med mine egne øjne- middelklassen blinker, bang, bang, du er død.

Jeg sidder og færddigør en bog; en praktisk og filosofisk indføring i heksekraften. Den kommer på forlaget GAD, til sommer, til efteråret, vi ved det ikke helt. Samtidig har den der film som handler om mig men som ikke handler om mig præmiere den 21 marts, kom, kom, kom.
Det er ikke min premiere og det er ikke min fest- det er Emil, instruktørens (fin fyr!) - men jeg håber så mange af jer som muligt vil komme alligevel. Det kunne være vildt hyggeligt. Så vidt jeg har forstået har min gamle ven og blótbuddy Tomas sponsoreret noget mjød (bedste mjød i danmark, ærligt)
Derudover har jeg et par biletter til bestemte forestillinger, ikke nok til alle subscribers desværre (det havde jeg ellers håbet på) men jeg har fået lokket et par stykker ud af produktionsselskabet så skriv til mig hvis du har brug for en billet.

Jeg arbejder, skriver og forbereder mig på mediemøllen, den ekstreme kvalme man får over sig selv og jeg har det helt generelt sådan her- hele tiden-

Med hovedet under vand ser jeg med mine egne øjne hvordan slørene falder og tårnene styrter i grus. Jeg hører mig selv sige, jeg hører os allesammen sige: det handler om rykke sammen nu, det handler om fællesskab og om solidaritet, om samtale og dialog. Vi må skabe community. Vi må dyrke grøntsager og gå barfodet gennem græsset, tale med træerne og det er modstanden, det er dét der er modstanden, det er dét vi kan gøre, vi må gøre noget!

Vi siger det samme som vi altid har sagt.
Det vi siger handler om det gode, det humanistiske, det smukke, solidariske sammenhold og det gode menneske versus det onde menneske. Det bliver sort/hvidt mens vi siger, at det ikke skal være sort/hvidt.
Så var det at vi sagde, at det var os der var de gode og så var der nogle onde og så sagde vi, at de gode vandt til sidst.

Jeg tror foragelsen tjener et formål og jeg tror vi bliver manipuleret ud i den.
Det generer mig. Det nager mig.
Og jeg tænker: der er noget galt med vores løsninger for der er ingen der kan finde ud at indgå i fællesskaber længere, det er et håbløst projekt og desuden er der ingen der har tid eller overskud til det.
Hvordan skal vi være gode og økologiske når vi er så pressede som vi er? Hvordan skal vi engagere os når vi ikke engang kan holde sammen på vores egne familier? Os selv?
Der er ingen af mine venner der kan sove længere, de er søvnløse og elektriske. Der er ingen af mine venner der kan være særlig meget mere solidariske end de allerede er.
At opstille løsninger der på en eller anden måde handler om at vi skal gøre ENDNU mere arbejde virker bare… forkert.

Skabe rum for nogle anderledes og blødere samtaler?
Skabe fællesskaber, små bander? Skabe forandringer i hverdagen?
Er det ikke det samme problem som ideen om den etiske forbruger; alt ansvaret bliver individualiseret.
Igen.

Personligt er jeg helt enig i at det gælder om at være som mycelium i skovbunden, tale med træerne, med mosserne, jeg tror på små decentrale enheder og på den magiske modstandskamp, jeg går hundrede procent ind for både boykut og sabbotage men… jeg orker bare ikke lige idag.

Så jeg går ned til bageren og køber en fastelavnsbolle (ok ærligt, jeg købte fire) med hele hovedet smurt ind i flødeskum læste jeg nyheder på nettet- jeg så det hele med mine egne øjne- og til sidst lagde jeg mig ned på sofaen mens jeg sagde til min kæreste “det gælder om at lave små decentrale enheder af modstandskamp lige nu, det gælder om at fostre den gode, solidariske dialog” Så satte jeg sådan en slags anordning eller maskine fast på hovedet- den skulle holde mine øjne helt opspærrede så jeg så det hele- og jeg så det som min moralske pligt, at bombardere min hjerne og min iris, en stråle af blåt lys fra telefonen lige ind i hovedet som et slags solarielys.

Eller. Det er løgn.
Efter et stykke tid rejste jeg mig op og gik ind til computeren for at skrive det her indlæg.
Jeg kom nemlig til at tænke på en status som Asta Olivia Nordenhof delte på facebook den anden dag.
Hun er diagnosticeret med skizotypi, jeg er diagnosticeret med skizofreni, vi tilhører dermed begge den forholdsvis lille gruppe af mennesker i danmark som er blevet hardcore gastlightet af det psykiatriske system i ret lang tid; “de siger, der er noget galt med min kropslige erfaring af virkeligheden, what?!”, “det er noget med at jeg ikke ser tingene sådan som de er i virkeligheden A/S”

Nordenhof forklarer hvordan hun insisterede på sin værdighed og sin menneskelighed i et system der helt grundlæggende så hende som syg og forkert- og om hvordan hun konkret fandt ud af hvilken hjælp hun havde brug for og hvilken hjælp hun ikke havde brug for (blandt andet medicin). Både hendes oplevelser, symptomer og løsninger ligner virkelig meget mine (inklusiv det med medicinen) og det både overraskede mig og gjorde mig glad.

Det gik op for mig, at måske kan man bruge nogle af disse erfaringer lige nu? Jeg mener: hvordan fastholder man sin følelse af sig selv hvis man er omgivet af narcisister og psykopater eller muligvis er en selv? Hvis hele verden er helt skør? Hvordan finder man ud af om det er en selv den er gal med- eller de andre?

Min erfaring er, at det aldrig er den ene eller den anden- kun.

Det er som regel et samspil.
Når jeg har det godt er jeg animist og både indviet og udøvende heks, jeg ser syner, jeg taler med ånder, jeg har erfaring med den levende verden og jeg har fundet en måde at bruge min sensibilitet konstruktivt, jeg siger; vi ved, at det menneskelige øje ikke kan se ultraviolet lys og dog ved vi, at det eksisterer, måske er der bare nogen af os der har adgang til andre spektra end jer andre?
Når jeg ikke har det godt bliver jeg helt svag og rystende og skør, tingene bliver formørkede og jeg kan ikke skelne. Nogle gange arbejder jeg professionelt og specialiseret med magien. Nogle gange er jeg bare skizo.

Jeg synes I skal læse Nordenhof´s opslag. Hun analyserer sin egen (kropslige) erfaring af virkeligheden og finder dermed ud af hvad der reelt er et problem og hvad der ikke er.

Måske er det et meget godt sted at starte lige nu?
Måske skulle vi prøve at sige højt hvad vi har brug for hjælp til - istedet for at sige højt hvad vi skal gøre, hvad alle andre skal gøre?

Jeg er fuldstændig enig i, at der er konkrete og reelle problemer i verden som skal løses, ikke mindst i forhold til menneskets relation til naturen; vi skal på barrikaderne, ja, vi skal skabe forandring, ja- men som et menneske der befundet sig i den kognitive dissonans det meste af sit liv, har jeg bare erfaring med, at det ikke altid er man skal reagere impulsivt eller i affekt.
Man skal begynde med at se- virkelig se, ægte se- problemet. Og måske skal man lige lukke øjnene- et øjeblik - for at gøre det?




(dette indlæg er skrevet hurtigt og fra hoften fordi sådan fungerer det her på min substack, jeg synes du skal læse mine bøger hvis du vil have et lidt mere gennemtænkt produkt. Her kan jeg lide at spørge: hvad synes du selv? Hvad tænker DU?)