Om at skrive en replik til Weekendavisen

noia noia noia

(du er landet på en eksperimentel site hvor jeg skriver hurtigt, fra hoften, forholdsvis uredigeret og i ret stor (men i mere eller mindre aktiv) stil forholder mig til ting i samarbejde med mine læsere, du kan læse mere om projektet her)

---

Jeg er på ferie bortset fra at ferie ikke rigtigt findes for forfatterne. Der er ikke en work/life balance fordi alting er work og alting er life, det hele hænger sammen og kan ikke skilles af, alt hvad jeg hører, ser, sanser… lægger sig i min krop som erfaringer og som stemninger, som akkumuleret levet liv jeg siden vil kanalisere ind i mine bøger.

Det er den ene ting; den indre, hvad foregår inde i mig, min måde at skrive og leve på (sammenblandet) (og uden ferie)

Den anden ting er medierne (også de sociale) der, ligesom læserne, er noget ydre. Det er ikke dig, det er noget kvalitativt andet og dette andet reagerer på dit produkt/tanke/teori/sansning/oplevelse og sender den tilbage til dig.
Det er en evig bevægelse mellem det indre og det ydre, at være forfatter er at være i denne bevægelse, netop denne bevægelse, at være tilstede i den og at operere fra den.
Krydsfeltet imellem det indre og det ydre er et helt landskab i sig selv.

Det er min påstand at alle forfattere der siger de ikke læser anmeldelserne lyver.Selvfølgelig læser vi og selvfølgelig bliver vi kede af det hvis anmeldelelserne er dårlige (også selvom vi ikke anerkender deres autoritet) og selvfølgelig betyder det noget hvordan vi bliver modtagede, hvordan vi bliver forståede, vi beskæftiger os jo for helvede med kommunikation og kommunikation findes, ligesom forfattere, i krydsfeltet imellem det indre og det ydre.

Det er et spændingsfelt.
Ligesom på vand er der en overfladespænding. Det står der og det dirrer.
Nogle gange bliver det til et minefelt.
Lige nu er det blevet lidt et minefelt for mig.
Det er ret uhyggeligt, jeg forsøger at holde tungen lige i munden, en del af mig har lyst til at være meget forsigtig, være helt stille og liste - snige, luske- mig igennem det, sssshhh. En anden del af mig har lyst til at afmontere minerne, en for en, i fuld beskyttelsesdragt og gerne sammen med et eller andet arbejdshold. Og så er der den tredje del af mig. Den tredje del af mig har bare lyst til at vade og trampe på alle minerne, skrige og blive sprængt i titusind stumper i et slags kombineret “fuck you” og ynkeligt martyrium.

Historien kort; min bog VÔLUSPA er blevet anmeldt (dårligt? kritisk?) i weekendavisen. Det var en højst besynderlig anmeldelse og jeg skrev om den på mine sociale profiler (facebook og instragram) hvor en diskussion udviklede sig… som de åbenbart blev ret provokerede af inde på weekendavisen, de skrev om den, de lød ret sure (og de fejlciterede).
Samtidig blev et læserbrev trykt hvor en Jakob Holze problematiserede anmeldelsen.

I min indbakke lød det “din bog er blevet et politisk objekt”, “din bog er blevet sommerens litterære diskussion”, “du er usympatisk”, “du er dum”- og jeg var jo på (tilstræbt) ferie, jeg sad jo bare her og var sådan lidt “hvaaad”?

(jeg kan godt lide at spille dart) (billedet er fake, min søn sagde jeg ikke måtte poste det uden at sige det er fake, det er fake, min rekord er to bullseye på samme tid)

Til sidst (og efter dybe overvejelser) besluttede jeg mig for at skrive en replik til Weekendavisen. Den kommer i weekendens avis og jeg har fået at vide at anmelderen ligeledes har en replik til replikken i avisen.
Kampnoia. Nervesystem alert. Det er ikke bare lige en lille ting at vælge at gå i clinch med selve Weekendavisen, ene kvinde.

I det øjeblik jeg trykkede “send” tikkede en anden mail ind, det var Lektørudtalelsen (bibliotekernes “anmeldelse) her er hvad jeg siger; timingen var gudommelig, jeg lukkede mine øjne og jeg hviskede tak.
(jeg ved godt der cringe, det er med vilje at det er cringe, hvis du virkelig vil læse noget cringe, et sted jeg giver den fuld gas med mit cringe så er det her: VØLVE)

(man må ikke offentliggøre hele udtalelsen, maks 10 procent, men hør: det var en virkelig god anmeldelse)

Jeg har haft nogle lange overvejelser omkring at gå ind i denne diskussion og jeg vil gerne dele mine overvejelser her fordi jeg synes de er principielt interessante og fordi jeg synes det er en form for mærkeligt tabu ved forfattertilværelsen.
Det jeg skriver om nu er alt det der sker RUNDT omkring bøgerne, forfatterne, aviserne, nogle af mekanismer der aktiveres, dymanikker, nogle af de hemmelige eller underbelyste ting “Det vi ikke taler om”.
For eksempel hvordan det er at modtage en dårlig anmeldelse og i den forbindelse aktivt vælge at forsøge at tage en størrere litterær diskussion omkring noget STRUKTURELT.

Det første og det vigtigste at sige er dette: jeg kan godt tåle at få et sviner, erfaringen vil vise, at jeg både som forfatter og som samfundsdebattør har fået en del svinere- dette er ikke min første shitstorm- og jeg har før modtaget dårlige anmeldelser som jeg IKKE har reageret på.
Hold op med at kalde mig sart. Lad være med at sige at det her handler om et forsmået ego (det er en herskerstrategi, en silencing, og jeg gider det ikke) tillad mig at stille dette spørgsmål; hvorfor er det egentlig en værdi at man kan tåle at få en sviner? Hvorfor er det egentlig et ideal at kunne tåle at få tæsk?

Dette er mine overvejelser omkring selve det at gå ind i diskussionen. Jeg har enormt mange overvejelser, tanker og pointer i forhold til selve diskussionens INDHOLD (STRUKTUR!)
Dem vil jeg skrive om på et andet tidspunkt.

1. Der er et ulige magtforhold mellem mig og Weekendavisen. Nogle ville måske mene at denne diskussion udspiller sig mellem anmelderen og mig og at det kun handler om anmelderen og mig - men det gør det ikke. Anmelderen har en af de største landsdækkende aviser i ryggen og har adgang til at skrive replikker til replikker i en uendelighed. Det har jeg ikke.

   Derudover er Weekendavisen en institution med alt hvad der dertil hører af institutionel magt. Det vil sige; ikke kun avislæsere, udbredelse, men også indflydelse og defintionsret (sådan som institutioner har)

   
   Hvis jeg svarer, og uanset hvad jeg svarer, vil jeg blive placeret i OPPOSITION til denne institution og institutionen som sådan vil forsvare sig (ikke kun anmelderens eventuelle kollegaer… som faktisk gik ind og forsvarede ham på min personlige facebooprofil)… hele avisens (institutionelle)ideologi vil gå i forsvar.
   
   (lad være med at misforstå mig, jeg siger ikke at jeg er vigtigt eller at det her er en større diskussion end det er, det er sommerens underholdning, det er agurketid, det er bare en lille krusning på overfladen- men ikke desto mindre er disse mekanismer på spil for mig, ikke kun lige NU… men i fremtiden. Det jeg siger er: det vil have konsekvenser for mig at blive placeret i opposition til Weekendavisen)

   
   Magtforholdet er dette; lille og buttet ensom dame fyre år… i opposition til anmelderen, hans kollegaer og hans avis.
   Det er én mod mange. Det er feje tricks.
   
   OG DOG
   
   viser det sig at jeg rent faktisk har en magt, en magt som jeg har en tendens til at undervurdere (og det vil jeg gerne arbejde på)
   
   Jeg har den magt at jeg har (forholdsvis) mange følgere på de sociale medier.
   Jeg har den magt at jeg har (forholdsvis) mange dedikerede og loyale læsere.
   Jeg har den magt at jeg hele tiden har været placeret i opposition, lidt i yderkanten, lidt i undergrunden, lidt mærkelig, lidt skæv - men folk følger med i hvad jeg laver her og jeg repræsenterer ikke kun en “marginaliseret position”, jeg har faktisk fået min egen. Jeg har min lille ølkasse som jeg står på og råber.
   Jeg har altså en magt og jeg anerkender denne magt, jeg ved at diskussionen slet ikke var opstået hvis jeg ikke havde haft en (forholdsvis) magt.

   
   Hvilket leder mig til overvejelse nummer to.
   
   
   

2. “Tonen”
   Det er ganske givet at tonepolitiet vil komme anstigende og anklage mig (og mine følgere) for at have en hård eller perfid tone på internettet. Det er allerede sket i Lars Bukdals kommentar på min side hvor han beklager sig over hvordan anmeldelsens “klare stil og sobre tone står i kontrast til alle denne tråds aggresive udbrud, som løber over med fuck dit og fuck dat”
   Hvilket er den priviligeredes position. Den der ikke har noget på spil, den har der magten, den der ikke bliver personligt berørt, den der har sit på det sikre. Står man i denne position er det let at klassificere en modstand som “for meget” og derved gøre den invalid.
   
   Hvis man vil tage et opgør med Weekendavisens magt skal man altså gøre det i Weekendavisens sprog og på Weekandavisens territorie hvilket er, ja, FUCKING priviligeret.
   
   Problemet er, at Weekendavisen selv taler enormt grimt, den pakker det bare ind i elitært PIS. Passivt aggresivt og blind overfor sig selv tillader den sig at definere sin modstand som sart, emotionelt styret, overreagerende, grimt talende og ja, lad os sige det som det er; fattig, underuddannet, primitiv, tarvelig og pinlig.
   
   Det er strukturen der taler.
   
   Nu er der så bare den dark horse i det moderne medielandskab som hedder de sociale medier. De sociale medier har fået en stor magt og en stor indflydelse på hvad der foregår i de traditionelle medier. De sociale mediers sprog er aggresivt, det er vildt ubehagelig, ja, og det er klart for meget når kældermenneskerne og folkedybet brøler, det er ikke til de bonede gulve, nej, men det er heller ikke til de helt almindelige stuer; der er ingen der gavner af at man helt uden konsekvenser kan angribe, anklage og udhænge mennesker, den der algoritmestyrede “nationen” virkelighed er ikke særlig… fed.
   Men det er forkert at se volden DER- og ikke se og anerkende volden i sig selv.
   
   Hvis vi skal tale om en “tone” - skal vi også være helt ok at tale om Weekendavisens tone som ikke per defintion og a priori (bla bla bla) er federe eller mindre voldelig end det der sker på nettet.

   
   
   
   

3. Hvis jeg blander mig i denne diskussion er der en stor sandsynlighed for, at diskussionen kommer til at handle om MIG og ikke om min pointe- fordi det er meget nemmere at devaluere mig end det er at både at devaluere min bog og mine efterfølgende pointer.

   Jeg har virkelig ikke lyst til at blive devalueret. Jeg har virkelig ikke lyst til at sætte min røv i klaskehøjde henne i Weekendavisens kinkkælder.
   
   Selvfølgelig er jeg bange lige nu men det jeg er allermest bange for er faktisk ikke de personlige angreb, det jeg er bange for er, at blive afsløret, få hevet alt mit tøj af, at blive udstillet fagligt, at en eller anden vil finde noget i min bog som er forkert eller som jeg kunne have gjort bedre, et kritikpunkt som de rent faktisk har RET i (det er faktisk allerede sket i denne anmeldelse Jeg poster et link til den fordi den satte rigtig mange refleksssioner igang hos mig og jeg synes faktisk den har ret i nogle af sine kritikpunkter. Hvilket jeg GODT kan lide. Jeg kan godt lide at stille mig undrende overfor mit eget værk, jeg kan godt lide at tænke at værket er en proces fremfor et produkt)
   
   Uanset hvad; min personlighed og min selvbevidsthed er lige nu blevet “fair game” og det giver mig selvfølgelig maksimal angst. Det leder til en selvbevidsthed som IKKE er fed. Jeg bliver i tvivl om alt hvad jeg skriver og jeg bliver i tvivl om hvorvidt jeg skal poste det. Jeg bliver usikker og jeg ligger konstant i mine venners indbakke og vil have dem til at gennemlæse alt hvad jeg skriver. Hvis ikke jeg arbejdede aktivt med denne tvivl som nu er opstået, ville jeg bede dem om at læse dette indlæg inden jeg poster det (bare rolig venner, jeg poster det nu).
   Jeg er blevet i TVIVL omkring mit virke, mine værker. Det er en grundlæggende og en fundemental konsekvens ved at blande sig i den “offentlige debat” og det er fint nok. Jeg skal nok overkommet det (og jeg har gjort det før) men jeg vil gerne italesætte det. Fordi nogle gange kommer vi til at virke som sådan nogle papmennesker der ikke har følelser… inde i den offentlige debat.
   
   SELVFØLGELIG er jeg bange og SELVFØLGELIG vil jeg meget hellere have at mine reelle pointer bliver diskuteret nu istedet for min personlighed. Please. Så jeg gentager og jeg gentager og jeg gentager: min pointe handler om noget STRUKTURELT og ikke om noge personligt (hverken mig eller anmelderen; jeg er sikker på at han er en flink og intelligent fyr)
   
   
   

4. Der er et stort problem i mediebranchen og i mainstream at man kun må have EN POINTE AF GANGEN.
   
   Problemet findes også i bogbranchen. En bog der handler om for mange ting på een gang kan være lidt svær at sælge, emnet skal snævres ind, pointerne skal fremstå i klare farver, ligesom på babylegetøj, være let fordøjelige og kunne opstilles pr bulletpoint HVORIMOD det komplicerede, det selvmodsigende, nuancerende og komplekse… har lidt trangere kår. Der er ikke plads. Der er ikke emotionelt båndbredde til at fremkomme med en kompleks tanke eller en lidt snørklet pointe.
   

   Problemet er, at de fleste ting i livet er interforbundne. Tingene griber ind i hinanden. Hvis vi for eksempel skal diskutere tonen på internettet skal vi også diskutere tonene i avisen skal vi også diskutere avisens defintionsret skal vi også diskutere magtstrukturer skal vi også diskutere patriarkatet skal vi også diskutere litteratur skal vi også diskutere den gode versus den dårlige anmeldelse skal vi også diskutere objektivitet versus subjektivitet skal vi også diskutere videnskabesteori skal vi også diskutere religion, skal vi også diskutere…
   
   Det er fuldkommen uundgåeligt at min pointe vil blive snævret ind, strømlinet og at der IKKE vil være plads til en kompleks diskussion hvor begge parter giver sig tid til at forstå den anden og reflektere åbent.
   Det er simpelthen ikke sådan medielandskabet er sat op.
   Det er sat op til krig.

   
   To modstridende parter skal slås.
   
   Det er irriterende fordi jeg bliver presset ind i det. Min pointe er jo NETOP at tingene er komplekse og griber ind i hinanden… men jeg skal formulere det i et medielandskab hvor jeg har to sekunder og der altid står en eller anden dude som skal være uenig med mig.

   *
   
   Nu er jeg træt af at skrive og formiddagen er næsten gået, det begynder at summe lidt i hjernen, jeg skal ned i den der besværlige (hysteriske?) krop, spise noget mad, gå en tur, insistere på bedstemødrenes historier og den (kvindelige?) følelsestyrede multidimensionelle, mudrede, mørke, svampede myceliumsforståelse af virkeligheden, såeh…
   
   PS: jeg lavede det her interview på Kulturen på P1 om utopier. Jeg mener utopiernes funktion er at være lysende idealer, de er ikke skabt til at være permanente, de minder lidt om Baldermyten på den måde; nogle gange skal de dø for at vi kan leve.
   
   PPS: jeg har ikke fået sagt det men jeg siger det nu; I ved ikke hvor meget det betyder for mig, at I støtter mig på denne platform, det er ikke kun økonomisk, det er følelsen af at der er nogen der støtter hele mit virke som sådan, har min ryg og giver mig ånderum. Tusind, tusind tak!
   
   
   

   
   
   PPPPPPSSSSS. Alt dette…. hmmm, ååhhh, armen, jeg ved ikke… det bliver bare så konfronterende, irriterende, jeg ville egentlig helst bare drikke en kold bajer med Weekendavisen, sige “hvad så weekendavisen, hvordan har du det?” lytte lidt, grine lidt, snakke vidtløftigt om noget spændende….