Jeg ved ikke hvordan du formår at skabe en tankestrøm, hvor jeg hver gang tænker: FUCKING JA! Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det her noget før!
Nogle nedslag:
1) Autofiktion som bearbejdning af virkeligheden (hvad er det folk ikke forstår ved autoFIKTION??) Ingen kan gengive en objektiv sandhed, for den findes ikke!! Vi har alle vores version.
2) Skam som sit eget bullshit: Jeg gider heller ikke mit eget bullshit og traumer længere, men på den anden side gider jeg heller ikke andres. Men tiltrækker det på forunderligvis helt af mig selv.
3) Offermentaliteten som noget man ikke må være, og hvor skal man så gå hen med det?, hvordan skal det nogensinde forløses, når vi pakker det væk?? Jeg tror der er et ubevidst bias imod kvinder, der stiller sig i offerrollen. Just a thought.
Vi (samfundet) hylder nu mænd for at være sårbare, mens det for kvinder (stort set altid) har været: STOP NU! Vi gider ikke høre jer tude mere. Eller: "Vi tror ikke på jer." Der må stikke noget under. Det er nok den værste. Og det med at lægge censur på sig selv. Moderer sin egen sandhed... Det er... ømtåleligt indhold og måske desværre nogle gange sådan, at det er kun er os selv, der kan tåle at høre nogle sandheder... Hvorfor er der ikke plads til at kunne sige: "Vi tror på dig, og det er forståeligt at det gik over din grænse." Uden at skulle pege fingre og smide nogen for en dommer før det kan ske??? (her tænker jeg i overgrebskontekst). Det er som om at vi ikke kan rumme begge fortællinger på én gang, og at der skal gudhjælpemig være en syndebuk.
At ville elskes og samtidig råbe og skrige og sige F*** this shit!
Det er et frygteligt skisma at befinde sig i.
Ærligt, Andrea. Tak fordi du deler. Fuck hvor er det nedern og vidunderligt at være forfatter.
Det er især det med offermentaliteten, hvad gør man af tingene, hvor putter man det hen, hvilke hylder skal det stå på og hvordan kan det få lov til at være der uden at fylde ALT.
Vil gerne lige gå i rette med mig selv og sige at vi stadig nok stadig en idé om at mænd ikke kan være ofre, og det siger de nok heller ikke højt til nogen som helst. Så det er selvfølgelig en udskamning uanset køn(sidentitet).
Ja ,det tror jeg de gør - jeg gør i al fald, læser altid med blik på hvordan forfattern skriver. får inspiration af det skrevne ord. Overvejer hvorfor han/hun skriver som han/hun gør og snupper sætninger fra det jeg læser. Din sætning: Måske læser forfattere og læser forskelligt? kunne sagtens blive en overskrift - til en klumme hvor jeg skriver om mine og andres tanker om dette. Jeg skriver for at udforske og blive klogere. Tak for dine tanker om autofiktion - jeg blev igen lidt klogere, når jeg læser en forfatters tanker - dine tanker
Du beskriver jo rigtig godt de etiske dilemmaer der er omkring autofiktion - jeg tænker det er barsk at læse om sig selv i en bog, uden at have en stemme. Stærkest står Knausgårds eks-kones smerte, hun beskriver at historien om hende ikke er ægte, samtidig beskriver hun sorgen i de ting han skriver om hende - det han ser. Og så beskriver hun, at hans historie om hende, nu er verdens sandhed. Så selv om det ikke er ægte, så er det lidt alligevel, ikk?
Offermentalitet - har man ret til at være offer? ja. Har man ret til at pådutte andre ens traume igen og igen? ja. Har andre ret til at sige fra? ja .. Tænker at det for alle parters bedste, vil være at man får bearbejdet sine traumer. For at kunne lave nye historier i sit liv. Allermest for sin egen skyld. Jeg vil gerne anbefale body sds kropsterapi, terapi for kroppen. Tænker du vil kunne få det mere stille og roligt - inde i dig. Så kan du sætte ild til verden istedet.
Hulebjørnens klan, Kvinden der husker - jeg får virkelig sådanne vibes af dig, Andrea. Gad godt læse din version af et eventyr. Med al den viden du har. Bevidst og ubevidst.
Jeg har også tænkt meget på Linda, hans kone, har læst nogle af hendes bøger og hun skriver virkelig godt synes jeg. Det ER jo en magt selvom mange forfattere ynder at sige, at det ikke er og at "så kan folk jo bare selv skrive deres historie". Den arrogance falder mig virkelig for brystet kan jeg mærke.
Det er sjovt du nævner hulebjørnens klan, har faktisk godt og tænt en del over det her på det sidste...en ide der måske tager form...
hvis du trænger til inspiration, så ved jeg hvor eventyret er. Så må du komme til Jylland, og så skal jeg vise dig det ;-) Har lige modtaget Voluspá, glæder mig til at læse den
Jeg ved ikke hvordan du formår at skabe en tankestrøm, hvor jeg hver gang tænker: FUCKING JA! Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det her noget før!
Nogle nedslag:
1) Autofiktion som bearbejdning af virkeligheden (hvad er det folk ikke forstår ved autoFIKTION??) Ingen kan gengive en objektiv sandhed, for den findes ikke!! Vi har alle vores version.
2) Skam som sit eget bullshit: Jeg gider heller ikke mit eget bullshit og traumer længere, men på den anden side gider jeg heller ikke andres. Men tiltrækker det på forunderligvis helt af mig selv.
3) Offermentaliteten som noget man ikke må være, og hvor skal man så gå hen med det?, hvordan skal det nogensinde forløses, når vi pakker det væk?? Jeg tror der er et ubevidst bias imod kvinder, der stiller sig i offerrollen. Just a thought.
Vi (samfundet) hylder nu mænd for at være sårbare, mens det for kvinder (stort set altid) har været: STOP NU! Vi gider ikke høre jer tude mere. Eller: "Vi tror ikke på jer." Der må stikke noget under. Det er nok den værste. Og det med at lægge censur på sig selv. Moderer sin egen sandhed... Det er... ømtåleligt indhold og måske desværre nogle gange sådan, at det er kun er os selv, der kan tåle at høre nogle sandheder... Hvorfor er der ikke plads til at kunne sige: "Vi tror på dig, og det er forståeligt at det gik over din grænse." Uden at skulle pege fingre og smide nogen for en dommer før det kan ske??? (her tænker jeg i overgrebskontekst). Det er som om at vi ikke kan rumme begge fortællinger på én gang, og at der skal gudhjælpemig være en syndebuk.
At ville elskes og samtidig råbe og skrige og sige F*** this shit!
Det er et frygteligt skisma at befinde sig i.
Ærligt, Andrea. Tak fordi du deler. Fuck hvor er det nedern og vidunderligt at være forfatter.
Håber du finder en tilværelse med mere ro.
Tak!
Det er især det med offermentaliteten, hvad gør man af tingene, hvor putter man det hen, hvilke hylder skal det stå på og hvordan kan det få lov til at være der uden at fylde ALT.
Jeg tror roen kommer nu :-)
Vil gerne lige gå i rette med mig selv og sige at vi stadig nok stadig en idé om at mænd ikke kan være ofre, og det siger de nok heller ikke højt til nogen som helst. Så det er selvfølgelig en udskamning uanset køn(sidentitet).
Måske læser forfattere og læsere forskelligt?
Ja ,det tror jeg de gør - jeg gør i al fald, læser altid med blik på hvordan forfattern skriver. får inspiration af det skrevne ord. Overvejer hvorfor han/hun skriver som han/hun gør og snupper sætninger fra det jeg læser. Din sætning: Måske læser forfattere og læser forskelligt? kunne sagtens blive en overskrift - til en klumme hvor jeg skriver om mine og andres tanker om dette. Jeg skriver for at udforske og blive klogere. Tak for dine tanker om autofiktion - jeg blev igen lidt klogere, når jeg læser en forfatters tanker - dine tanker
Du beskriver jo rigtig godt de etiske dilemmaer der er omkring autofiktion - jeg tænker det er barsk at læse om sig selv i en bog, uden at have en stemme. Stærkest står Knausgårds eks-kones smerte, hun beskriver at historien om hende ikke er ægte, samtidig beskriver hun sorgen i de ting han skriver om hende - det han ser. Og så beskriver hun, at hans historie om hende, nu er verdens sandhed. Så selv om det ikke er ægte, så er det lidt alligevel, ikk?
Offermentalitet - har man ret til at være offer? ja. Har man ret til at pådutte andre ens traume igen og igen? ja. Har andre ret til at sige fra? ja .. Tænker at det for alle parters bedste, vil være at man får bearbejdet sine traumer. For at kunne lave nye historier i sit liv. Allermest for sin egen skyld. Jeg vil gerne anbefale body sds kropsterapi, terapi for kroppen. Tænker du vil kunne få det mere stille og roligt - inde i dig. Så kan du sætte ild til verden istedet.
Hulebjørnens klan, Kvinden der husker - jeg får virkelig sådanne vibes af dig, Andrea. Gad godt læse din version af et eventyr. Med al den viden du har. Bevidst og ubevidst.
Jeg har også tænkt meget på Linda, hans kone, har læst nogle af hendes bøger og hun skriver virkelig godt synes jeg. Det ER jo en magt selvom mange forfattere ynder at sige, at det ikke er og at "så kan folk jo bare selv skrive deres historie". Den arrogance falder mig virkelig for brystet kan jeg mærke.
Det er sjovt du nævner hulebjørnens klan, har faktisk godt og tænt en del over det her på det sidste...en ide der måske tager form...
hvis du trænger til inspiration, så ved jeg hvor eventyret er. Så må du komme til Jylland, og så skal jeg vise dig det ;-) Har lige modtaget Voluspá, glæder mig til at læse den