Litte litte litterær

Jeg tog en beslutning; nu gider jeg ikke være dramatisk længere, nu gider jeg ikke at mit liv er dramatisk, NU VIL JEG HAVE DET STILLE OG ROLIGT. Der har været nok uro, smerte, nu vil jeg have det lille liv, det liv alle de andre har, nu vil jeg ikke være lige ved at dø hele tiden.

Min veninde sagde, at det troede hun ikke jeg kunne få. Hun mente at jeg lever på et andet plan af eksistensen og jeg altid vil være på jagt på noget højere, dybere, mere og at det simpelthen ikke ligger til mig med et roligt liv. “Jo det gør!” sagde jeg og stampede i gulvet til jeg blå i hovedet.

Så tog jeg en dyb indånding, cyklede ud til stranden, lå på stranden, indså på stranden:

1. Jeg skrev autofiktion fordi jeg ville have min stemme, min krop, min personlighed og min handlekraft TILBAGE. Jeg ville tilbagerobre noget som jeg havde mistet på grund af diverse traumer og strukturelle omstændigheder. Det var en modmagt, det var en tilbageerobring, det var et oprør, en modstand og soul retrival.

2. Jeg skrev autofiktion på grund af paradokset: vi lever i overindividualiseringen, selvets tidsalder, vi lever i den kulturelle narsicisme, aldrig har vi være mere løsrevne og frigjorte (og ensomme), alting handler om DIG OG DOG er vi mere ensrettede end nogensinde, råderummet indsnævrer konstant, fortællingerne bliver firkantede og ensformige (ansigterne, kroppene).

3. Jeg fortryder ingenting og jeg skammer mig ikke over min strategi

4. Men min strategi er kommet til sin naturlige afslutning.

Der er flere, sammenhængende, sammenvævede tankerækker her, der er et helt landskab, jeg nævner stikord, dette er overvejelser som påvirker mig både personligt og arbejdsmæssigt, der er noget der er igang med at ske.

Der er et problem med offermentaliteten. Det handler om store had der er imod den hvilket gør det utrolig svært rent faktisk at VÆRE offer (fordi man ikke må være det), det er en retraumatisering, en dobbelttraumatisering at få vide, at nu gider folk altså ikke høre om det længere (nu er du selvoptaget) der er tale om en tavsliggørelse og en kulturel undertrykkelse af bestemte stemmer/erfaringer.

Der er ting jeg er blevet nødt til at pakke ind i mine bøger. Der er utrolig mange ting jeg IKKE har skrevet.
Jeg vidste, at hvis jeg ville høres… måtte jeg tilpasse historien og det har jeg gjort.
Jeg tror jeg har gjort det for meget. Det æder mig op.
Jeg ville råbe og skrige og stritte med alle mine fuckfingre imod systemet- men jeg ville også elskes.

Ad.

Men.

Problemet med offermentaliteten er dobbeltrettet; hvis man nu rent faktisk ER et offer hvordan lever man så et liv hvor det ikke bliver hele ens identitet? Ikke for de andres skyld (deres ubehag) men for ens egen?

Offermentaliteten er, for mig, en traumereaktion, jeg falder ned i den hele tiden. Hver gang den mindste ting sker- ser jeg det som et udtryk for den dybere og bagvedliggende sandhed nemlig at jeg er helt alene og der ikke er nogen der elsker mig, alle er imod mig og at der hele tiden sker det værste der kan ske.
Ser du?
Mit nervesystem er ALTID oppe i det røde felt. Jeg forventer det værste på forhånd, kommer det i forkøbet, reagerer på det selvom det ikke har manifesteret sig endnu.
Jeg lever sådan set- hele tiden- i en verden hvor det værste sker… og det gider jeg ikke mere. Jeg tror det handler om overgangsalderen.

Overgangsalderen er det mærkelige tidspunkt hvor man lige pludselig- det er som tåge der opløses, det er som en hinde der pludselig fjerner sig for øjnene- ser på sig selv og tænker; oh shit fuck mand.
Fuck mand hvor er jeg nederen, hvor har jeg været nederen.
De kalder det no-bullshit alderen men glemmer at nævne, at det også handler om ens EGET bullshit. Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke være sådan. Jeg ser på mig selv og den jeg er og jeg ædes nogle gange af skam- men selv dét synes jeg er noget bullshit, det er noget gamle andrea ville gøre, hun ville dyrke sin skam, passe på den som et lille barn; videre! Gør noget ved det!

Hvad?

Jeg tror stadig på at dykke dybt og på at afsøge de indre landskaber, det gør jeg, jeg tror det indre spejler det ydre og omvendt, den udadvendte bevægelse (turismen, kolonialiseringen, effektiviteten) har nogle indlejrede problemer så jeg valgte at gå den anden vej…
Jeg tror også på, at der er nogle FORBINDELSER der er gået i stykker, imellem os (som moderne mennesker), imellem os og landskabet, der er noget der er blevet revet over…. og jeg tror stadig på at det hjælper at stille sig nøgen, åbent frem, gøre noget andet, sige noget andet, være tilstede, rent faktisk at stille op med hele sit bløde, pinlige hjerte. Og derfor tror jeg - stadig- på autofiktionen.

Jeg ser ikke autofiktionen som indadvendt offermentalitet eller uimodsagt bullshit. Jeg ser den som en reel videreførelse af den orale fortælletradition (performativ biografisme) og som helt, helt, grundlæggende LITTERATUR - men der ER et etisk problem i at beskrive virkeligheden og andre mennesker i en bog.

Jeg er optaget debatten omkring Thomas Boberg og hans bog Insula af flere grunde. Den første er at jeg selv har boet på Fejø og faktisk også har skrevet om at bo på Fejø (i VØLVE). Jeg kender de mennesker som er blevet utrolig oprørt og oprevne over at se sig selv beskrevet, negativt, i hans autofiktive bog (jaja, der står “roman” på forsiden men det gør der også på mine bøger, det er sådan et lille trick vi bruger i branchen)
Jeg kender øen og jeg kender kulturen. Jeg ved hvordan det er at bo der. Min egen oplevelse er ikke ubetinget positiv- så jeg har ikke som sådan en personlig agenda i forhold til debatten- for mig handler det mere om det etiske problem i selve min genre og som vi på en eller anden måde ikke rigtigt får løst.
Jeg ved ikke om det løses.
Jeg ved at når jeg selv læser bøger af Vigdis Hjort, Rachek Cusk, Knausgård læser jeg det IKKE som virkelighed… men måske er det fordi jeg selv er forfatter?
Måske læser forfattere og læsere forskelligt?

Man har en magt når man tager virkeligheden og fikserer den, sådan som man gør i en bog.
Man gør virkeligheden til et konkret objekt, man objektiviserer, man tager andre folks subjektivitet og gør den til noget objektivt fordi det ligger i selve bogens NATUR at gøre sådan, det er dét bøger gør; de fikserer, de fastholder, de stivner en fortælling eller en erfaring. De putter noget ind i et OBJEKT (en talismand, en amulet, en vodoodukke) som en anden person så spiser (læser) og indoptager i sit eget system, ok, jeg taler om magi og jeg taler om det at skrive som en grundlæggende magisk praksis som det kræver en vis magisk sensibilitet at håndtere.
Det handler om magt.
Hvem har magten og hvordan bruges magten?
Forfattere er notorisk nogle af de allermest magtesløse (socioøkonomisk) men når vi skriver får vi magt, vi får magt over virkeligheden.

Det var derfor jeg selv valgte at skrive autofiktion, helt oprindeligt, jeg ville kraftædemig have magten tilbage (!)

Lige nu er der en nærmest knee-jerk agtig reaktion fra mange forfattere på de sociale medier; “jo vi må skrive om lige hvad fuck vi vil og på lige hvad fuck en måde vi har lyst til, vi er ikke bundet af noget, litteraturen skal være FRI”.
Det er ikke bare en holdning, det er mærkeligt nok et faktum; i Danmark må forfattere reelt set skrive fuldstændig hvad de vil, det stammer tilbage fra den dom der kom i forbindelse med Madam Nielsen. Hvor journalister og antropologer skal følge særlige foreskrifter i deres arbejde- skal vi ikke. Vi behøver ikke oplyse folk at vi skriver om dem. Vi behøver ikke factchekke og vi behøver faktisk ikke engang at skrive handlingerne sådan som det reelt og faktuelt udspillede sig - og det ER et etisk problem. Det etiske problem ligger i at forfatteren har mere magt over virkeligheden end den der ikke skriver og får udgivet en bog om virkeligheden.

Jeg har forsøgt at løse dette etiske problem på to måder i mit arbejde:

- ”Selfdeprecation”, altså, at tale dårligt eller ironisk om sig selv som en måde at punktere sin egen position på.

- Jeg har altid gjort det meget klart, at det man møder i bogen er MIN VERSION, MIN FORTÆLLING (min oplevelse, min kanalisering)

Og alligevel har jeg- selvfølgelig- mødt modstand. Min første eksmand skrev til mit forlag inden min første autofiktive bog skulle udkomme, han truede med et sagsanlæg og forlaget holdt et møde (fik jeg senere at vide) hvor de tog stilling til om de overhovedet ville udgive bogen alligevel på trods denne trussel.
En advokat blev sat til at gennemlæse mit manuskript og udstrege de passager som kunne være problematiske.

Og der er mennesker i min nærmeste familie der er blevet trætte af/oprørte/kede af hvordan de er blevet præsenteret i mine bøger. Vi har haft svære samtaler. Jeg ved ikke hvordan problemet skal løses: hvordan kan man formidle sin egen subjektive fortælling uden at gøre andre mennesker kede af det?

Der er også folk der ikke har villet at jeg IKKE skrev om bestemte ting og faktisk har bedt mig om at lade være; der har været mange lange diskussioner både i min skrivegruppe, med mine venner og inde i mig selv omkring vigtigheden af at gøre det alligevel.

Og der er ting jeg har skrevet som jeg fortryder og som jeg ikke ville have skrevet idag.
Faktisk ville jeg nok overhovedet ikke have skrevet mine bøger hvis jeg var den jeg var idag. De er skrevet på et andet materiale og på en anden drivkraft. Jeg bryder mig ikke specielt meget om den person jeg er i de bøger… men FORDI jeg ikke ser bøgerne som afskrift af virkeligheden ser jeg heller ikke mig selv, som sådan, som mig selv i mine bøger.

Der ligger en absurd, en aborm, dissociation i dette forhold og jeg er ret sikker på at jeg ikke er den eneste autofiktive forfatter der har det sådan. Vi SER ikke vores bøger som virkeligheden. Vi ser dem som bearbejdelser af virkeligheden. Men læseren ser den som virkeligheden. Ikke sandt?
Og det er dét, der er hele problemet i den debat omkring Insula; vi kan ikke bare beslutte hvordan læserne skal opfatte en bog.
Den magt har vi IKKE.
Vi har KUN den magt at vi kan fiksere…. og der ligger en absurd, en abnorm, villighed til at give slip i dette faktum.

En villighed som vi ikke nødvendigvis kan forlange at andre mennesker skal have.

Nu kommer punkt nummer 5, punkt nummer 5 er det vigtigste, 5 er det magiske tal:

På stranden skete det, pludselig skete det, det bedste, åh, det bedste ved at være forfatter; de små bølger sang, solen varmede min krop, jeg fandt et øjeblik af ro under et egetræ, omgivet af agern faldt det på plads for mig, jeg så det, jeg mærkede det, puslespilsbrikker daler langsomt ned fra himlen (så er der englesang, så er der harper, så er der septembers bløde lys) lægger sig på deres pladser og danner et større hele. Alt det råmateriale jeg har fra de sidste to år. Alle de ting som mit ubevidste har vidst men som jeg ikke selv har vidst, det har virket i undergrunden, det har rumlet og det er blevet æltet og noget magisk er sket, trådene og temaerne har samlet sig, det hele var der og jeg SÅ det.

Min nye strategi er, at være lidt mere stille og rolig, skrive lidt mere stille og roligt og komme lidt mere ud af mit eget hoved og lidt mere reelt over i anderes hoveder, ja, det er klamt, det er klamt at være forfatter - og alle der siger noget andet lyver.