Forleden dag skrev du om en forfatter samtale i Århus, om at stråle al din energi ud til publikum og være helt drænet og baldret efterfølgende.
Og vi modtagerne, læserne, publikum kan så gå rundt og sige at det var pengene værd,
Hun gav virkelig af sig selv og alt sådan noget, og efterfølgende tage videre til den næste oplevelse.
Det er en asymmetrisk relation, du formidler en viden til mig som ikke har den viden, jeg går hjem og er glad for jeg er blevet beriget, Slut?.
Eller hvad er det i virkeligheden vi vil have af de andre, når vi giver noget ud , når vi er dygtige, har præsteret, udgivet en ny bog eller den upåklagelige indsats i virksomheden og anderkendende ord fra chefen eller publikum når vi ofre os for nogen eller for sagen.
Dine ord får gamle sår dybt, dybt indeni til at bløde igen, mærker igen det sted hvor jeg ikke har flere kræfter til at række ud, det sted hvor jeg opgiver kærligheden.
De uelskedes sår der bliver ved med at springe op.
Den ubetingede grænseløse kærlighed fra min MOR
og den enorme erkendelse at den ikke eksistere
at det tomme sted indeni er permanent.
Det at opgive, frisætter et enormt potentiale, og jeg er fri for hele tiden at prøve at få noget fra de andre som ikke eksistere !.
At give et offer for en større sag der også gavner ens egen eksistens. Den sag og det fællesskab har jeg søgt efter hele livet. Der har været et gyldne perioder ude i præsationsverdenen. Men også i den kærlige. Lige nu er jeg i en egoismens kærlighed, for at hele mig selv og dermed opnå mere styrke.
Men nu er det nye fællesskaber der er brug for. Fællesskaber der formes i mørket, i det sky og skjulte. Jeg er en kujon for ikke at stå frem med navn. Men jeg har brug for mit alter ego for at overleve.
Tilgiv mig, og tak for at sætte gang i en stille revolution.
Jeg er ked af at høre at foredraget i Aarhus udmattede dig... Behøver det nødvendigvis at udmatte dig, når du står på scenen?
Du stråler kraft, og du sagde mange vigtige ting - noget af det der virkelig gav genlyd i mig var, da du sagde, at du er en af "de ældre".. Det er jeg også, gik det op for mig. Det gør noget for mit perspektiv.
Du gør det vildt godt i de her diskussioner, meget velargumenteret ( jeg husker en gammel episode af "Brinkmanns Briks" - han fik sgu kamp til stregen 😂 - på den gode måde).
Jeg håber at se dig meget mere i debatten. Det er nogle væsentlige "ting" du ser. Men på en måde hvor du går styrket og opladet der fra 🙂
Åh, jeg var ikke mere udmattet end normalt, det er bare sådan det er at lave foredrag og talks: adrenalinet løber i kroppen og bagefter bliver man træt så det var ikke en beklagelse som sådan, mere en betragtning. Og en opmærksom på at passe lidt på (sin) energi. Jeg elskede den samtale, den var super god! Og elsker at du kan huske den samtale med brinkman for den var også vild for mig. Tak for dine tanker! Hjerte!
Hun svarer. Hun hørte mig. "Pause" sagde hun. Pause! Og alt det Hun skriver er rigtigt. Nagler vanviddet sætning efter sætning. Irriterende klar.
Jeg er sat på pause. En samfundsbetalt een af slagsen. Og netop en pause. Et komma. Prisen er høje forventninger til at lige om lidt ...lige om lidt ... er pausen slut.
Mens jeg holder pause, er det min fornemme pligt at holde høje, hvide, veluddannede, velklædte, vellønnede kvinder, og par få gamle forlængst pensionsmodne mænd, underrettede om for hvorfor pausen er nødvendig. Alle mine ord skriver de ned i en drejebog, jeg ingen indflydelse har på. De tager min historier og digter videre med ord som "altid", "ofte", "aldrig", "atter", "mener at", "tilsyneladende". Kommer med kortslutninger som de kender og forstår. Putter Min barndom. Min mor og far. Mit CV. Mine relationer. Mine årstal og tal ned i deres velkendte kasser. Mens de glor på deres egne ord på skærmen søger de belæg for om jeg har ret til en pause. Om jeg har venner. Hvorlænge jeg har haft dem. Hvorfor dit og hvorfor dat. Jeg holder sundhedsvæsnerne travle, mens jeg forsøger at holde pause.
…Der er også noget med den måde, vi er begyndt at måle tiden på. I minutter og timer og den 12. sker der det og det.
I stedet for solnedgang, nymåne, måltid, nu kommer den slags fisk i den å.
Når vi planlægger med uret og kalenderen, sker der helt klart noget med pauserne. Måske får vi sværere ved at mærke mellemrummene. Jeg ved det ikke helt.
Det er ikke udelukkende det, men jeg tror i hvert fald, at et alter vi har ofret pauser på, er urets alter.
Jeg har altid haft faser hvor energien flød ud af mig og jeg intet kunne. Det har været en lang rejse at tilgive mig selv for ikke at kunne. At ikke slå mig selv i hovedet med alle de ting jeg burde, istedet for at ligge der og synke ind.
Interessant at den rejse starter for fra, nu jeg har mødt en rigtig mand, der er flyttet ind i mit liv. Følelsen af at jeg bliver nød til at forklare mig. Komme med dårlige undskyldninger for at bare ligge der på gulvet, gået helt i stykker, når der nu er vasketøj der skal vaskes. Og ansvar der skal tages.
Men jeg har slidt og slæbt i så mange år, ofret så meget på moderens alter, på fællesskabets alter, så meget at jeg helt glemte mig selv.
Jeg har udtjent min værnepligt og har ret til at gå i stykker.
Når solen så kommer, sådan for alvor, vil jeg rejse mig og igen stå i min kraft. Finde nye hjertesager at ofre mig for. Igen træde ind i cyklus.
Ja, det er meget påfaldende at det er så svært rent faktisk at ligge sig ned, bare ligge sig ned... jeg tænker meget på bjørne der går i vinterhi... på blomster der visner og dukker op igennem om foråret, at der ligesom ER en cyklus i verden og i alting omkring os men at vi afbrudt den cyklus eller er disconnectede fra den... at der ikke må være en cyklus, at det hele skal være...den opadstigende grafs tidsalder.
Og revolutionen i at lade være.
Gå væk fra de sociale medier engang imellem uden at det skal være en big deal. Bare slaske totalt engang imellem. Jeg tror det er så vigtigt (og så svært)
Det har noget at gøre med måske også at respekterer og ære sine tilhører, tror jeg, noget med faktisk at tage modtageren alvorligt, rigtigt alvorligt...
Forleden dag skrev du om en forfatter samtale i Århus, om at stråle al din energi ud til publikum og være helt drænet og baldret efterfølgende.
Og vi modtagerne, læserne, publikum kan så gå rundt og sige at det var pengene værd,
Hun gav virkelig af sig selv og alt sådan noget, og efterfølgende tage videre til den næste oplevelse.
Det er en asymmetrisk relation, du formidler en viden til mig som ikke har den viden, jeg går hjem og er glad for jeg er blevet beriget, Slut?.
Eller hvad er det i virkeligheden vi vil have af de andre, når vi giver noget ud , når vi er dygtige, har præsteret, udgivet en ny bog eller den upåklagelige indsats i virksomheden og anderkendende ord fra chefen eller publikum når vi ofre os for nogen eller for sagen.
Dine ord får gamle sår dybt, dybt indeni til at bløde igen, mærker igen det sted hvor jeg ikke har flere kræfter til at række ud, det sted hvor jeg opgiver kærligheden.
De uelskedes sår der bliver ved med at springe op.
Den ubetingede grænseløse kærlighed fra min MOR
og den enorme erkendelse at den ikke eksistere
at det tomme sted indeni er permanent.
Det at opgive, frisætter et enormt potentiale, og jeg er fri for hele tiden at prøve at få noget fra de andre som ikke eksistere !.
At give et offer for en større sag der også gavner ens egen eksistens. Den sag og det fællesskab har jeg søgt efter hele livet. Der har været et gyldne perioder ude i præsationsverdenen. Men også i den kærlige. Lige nu er jeg i en egoismens kærlighed, for at hele mig selv og dermed opnå mere styrke.
Men nu er det nye fællesskaber der er brug for. Fællesskaber der formes i mørket, i det sky og skjulte. Jeg er en kujon for ikke at stå frem med navn. Men jeg har brug for mit alter ego for at overleve.
Tilgiv mig, og tak for at sætte gang i en stille revolution.
Jeg er ked af at høre at foredraget i Aarhus udmattede dig... Behøver det nødvendigvis at udmatte dig, når du står på scenen?
Du stråler kraft, og du sagde mange vigtige ting - noget af det der virkelig gav genlyd i mig var, da du sagde, at du er en af "de ældre".. Det er jeg også, gik det op for mig. Det gør noget for mit perspektiv.
Du gør det vildt godt i de her diskussioner, meget velargumenteret ( jeg husker en gammel episode af "Brinkmanns Briks" - han fik sgu kamp til stregen 😂 - på den gode måde).
Jeg håber at se dig meget mere i debatten. Det er nogle væsentlige "ting" du ser. Men på en måde hvor du går styrket og opladet der fra 🙂
Åh, jeg var ikke mere udmattet end normalt, det er bare sådan det er at lave foredrag og talks: adrenalinet løber i kroppen og bagefter bliver man træt så det var ikke en beklagelse som sådan, mere en betragtning. Og en opmærksom på at passe lidt på (sin) energi. Jeg elskede den samtale, den var super god! Og elsker at du kan huske den samtale med brinkman for den var også vild for mig. Tak for dine tanker! Hjerte!
Hun svarer. Hun hørte mig. "Pause" sagde hun. Pause! Og alt det Hun skriver er rigtigt. Nagler vanviddet sætning efter sætning. Irriterende klar.
Jeg er sat på pause. En samfundsbetalt een af slagsen. Og netop en pause. Et komma. Prisen er høje forventninger til at lige om lidt ...lige om lidt ... er pausen slut.
Mens jeg holder pause, er det min fornemme pligt at holde høje, hvide, veluddannede, velklædte, vellønnede kvinder, og par få gamle forlængst pensionsmodne mænd, underrettede om for hvorfor pausen er nødvendig. Alle mine ord skriver de ned i en drejebog, jeg ingen indflydelse har på. De tager min historier og digter videre med ord som "altid", "ofte", "aldrig", "atter", "mener at", "tilsyneladende". Kommer med kortslutninger som de kender og forstår. Putter Min barndom. Min mor og far. Mit CV. Mine relationer. Mine årstal og tal ned i deres velkendte kasser. Mens de glor på deres egne ord på skærmen søger de belæg for om jeg har ret til en pause. Om jeg har venner. Hvorlænge jeg har haft dem. Hvorfor dit og hvorfor dat. Jeg holder sundhedsvæsnerne travle, mens jeg forsøger at holde pause.
Jeg er ikke et offer.
Jeg er ikke længere min historie.
Jeg er en sag.
Åh!
Hvorfor vi ofrede pauserne?
…Der er også noget med den måde, vi er begyndt at måle tiden på. I minutter og timer og den 12. sker der det og det.
I stedet for solnedgang, nymåne, måltid, nu kommer den slags fisk i den å.
Når vi planlægger med uret og kalenderen, sker der helt klart noget med pauserne. Måske får vi sværere ved at mærke mellemrummene. Jeg ved det ikke helt.
Det er ikke udelukkende det, men jeg tror i hvert fald, at et alter vi har ofret pauser på, er urets alter.
Spot on!
Problemet med tiden er i det hele taget kæmpestort!
Jeg har altid haft faser hvor energien flød ud af mig og jeg intet kunne. Det har været en lang rejse at tilgive mig selv for ikke at kunne. At ikke slå mig selv i hovedet med alle de ting jeg burde, istedet for at ligge der og synke ind.
Interessant at den rejse starter for fra, nu jeg har mødt en rigtig mand, der er flyttet ind i mit liv. Følelsen af at jeg bliver nød til at forklare mig. Komme med dårlige undskyldninger for at bare ligge der på gulvet, gået helt i stykker, når der nu er vasketøj der skal vaskes. Og ansvar der skal tages.
Men jeg har slidt og slæbt i så mange år, ofret så meget på moderens alter, på fællesskabets alter, så meget at jeg helt glemte mig selv.
Jeg har udtjent min værnepligt og har ret til at gå i stykker.
Når solen så kommer, sådan for alvor, vil jeg rejse mig og igen stå i min kraft. Finde nye hjertesager at ofre mig for. Igen træde ind i cyklus.
Ja, det er meget påfaldende at det er så svært rent faktisk at ligge sig ned, bare ligge sig ned... jeg tænker meget på bjørne der går i vinterhi... på blomster der visner og dukker op igennem om foråret, at der ligesom ER en cyklus i verden og i alting omkring os men at vi afbrudt den cyklus eller er disconnectede fra den... at der ikke må være en cyklus, at det hele skal være...den opadstigende grafs tidsalder.
Og revolutionen i at lade være.
Gå væk fra de sociale medier engang imellem uden at det skal være en big deal. Bare slaske totalt engang imellem. Jeg tror det er så vigtigt (og så svært)
Alteret… som sted. Det tænker jeg over. Tak.
Det har noget at gøre med måske også at respekterer og ære sine tilhører, tror jeg, noget med faktisk at tage modtageren alvorligt, rigtigt alvorligt...
Det har jeg også tænkt meget over. HVEM er det egentlig jeg ofrer til når jeg ofrer min kraft?