Kraften. Offeret. Alteret.

Hun spørger; hvordan skriver man når ordene ligger hulter til bulter på gulvet, i stykker, ligesom selvet, og sætningerne ikke har nogen kraft, der er ingenting, der er tomrummet, apatien, nedturen, trætheden, mørket, depressionen- og ingen steder groede der græs.

Han spørger; hvornår er offeret for stort eller for lille, det man gør for sit fællesskab, for andre, hvor meget man giver af sig selv, hvornår er det for meget, for uigenkaldeligt, hvornår dør man af det og hvornår er det for lidt, hvad er det med offeret?

Jeg sidder i toget på vej hjem fra en talk i Århus igår om naturmysticisme og skabelsesberetninger - kvinden, myten og naturen- sammen med Shekufe Tadayoni Heiberg, suverent moderet (kunstfuldt moderet) af professor Mariane Ping Huang da jeg læser spørgsmålene, stillet her, skrevet her, som kommentarer til min dagbog, reflekssioner som griber ind i mine egne reflekssioner (sådan som det skal være).

Jeg er faldet sammen som en ballon, jeg kan ikke finde ro nogen steder, hvile, og jeg er så træt for sådan her er det: Jeg har lige givet hundrede procent af mig selv og min opmærksomhed til tilhørene, til samtalen og til rummet. Som en kæmpestor laserstråle, lyskeglen fra et fyrtårn, sad jeg i den der helt almindelige stol og GAV. STRÅLEDE min kraft. Ud. Og nu, bagefter, er der adrenalinet i kroppen (rastløsheden) og den totale udmattelse (offeret). Så jeg skriver ikke mere nu, der er ikke nogen kreativitet, der er fulde mennesker i et nattog, det er udmagringen, der er ikke nogen kraft.

*

Men det er der idag.

*

Det jeg mener er; hvorfor dræbte vi egentlig pauserne?
Hvorfor ofrede vi dem og på hvilke altre?


*

Jeg tog en pause fra de sociale, måske varede det et år, halvandet, jeg ved det ikke helt men jeg ved at jeg tog den pause, bare lukkede fuldstændig ned og gik ind i min egen bobbel (dome). Jeg brugte tid i det lille lukkede liv, afskærmet fra nyhederne, kriserne og katastroferne som i en lind strøm kræver vores opmærksomhed, stjæler vores hjerter, jeg var ikke optaget af den bredere kulturelle samtale, hvem der havde udgivet en bog eller hvilken emne vi nu skulle diskutere med voldsomhed, mental load, whatever. Jeg gik ind i mit indre og mit indre var meget ligesom den dome som samtalen foregik i igår. Et slags drivhus. Et slags panser rundt om mig selv.

Sådan her så det ud når jeg kiggede ud på samfundet fra min dome:

Der foregik ikke noget i min bobbel, jeg præsterede ikke noget og jeg nåede ikke frem til noget, en eller anden erkendelse som jeg så kan dele nu, nej, på en måde var det faktisk bare en ikke- tid og et ikke-sted. Det var en tilstand af tomhed.

Jojo, jeg skrev da lidt på mit “manuskript”, jojo, drak en kaffe på en eller anden cafe, tog på vandretur i Swartzwald, jojo, men jeg formidlede ikke og jeg delte ikke bredt ud af min kraft, jeg holdt næsten ingen foredrag. Faktisk fulgte en mand rundt efter mig i de år, han ville lave en dokumentarfilm om min kraft og om “det heksede” men det heksede var i mørket, i mulden, i komposten, det heksede var der ikke rigtigt.
Jeg lavede lidt øvelser, child pose, prayser pose, jeg skrev i min dagbog for mig selv, kørte til nordsjælland og plukkede mælkebøtter og lavede mælkebøttesalat, gik i biografen med mine børn, i byen med mine veninder. Sov rigtig meget.
Tiden gik meget langsomt. Jeg havde det ret dårligt.

I spirituelle sammenhænge kaldes det for “integrationsfasen” og den er desværre ofte overset fordi vi skal være så skide effektive i det her samfund og hele tiden nå frem til noget, optimere os selv, vækste. Nu er problemerne (nedturen, angsten) væk NU ER ALT GODT IGEN DET GÆLDER OM AT ALT SKAL VÆRE GODT IGEN og måske mener vi lyst, det skal være lykkeligt OG SÅ VAR DET AT VI SAGDE at vi var lyse og lykkelige og så dansede vi rundt i vores hvide tøj i vores permakulturelle megacities og snakkede med sommerfuglene og planterne og træerne og gud så at det var godt.
Men nej.

I integrationsfasen bevæger tingene sig i undergrunden, de tektoniske plader, der er ikke noget at vise frem, der er ikke noget produkt. Man har fået nogle erkendelser og indsigter men de er ikke formulerede endnu, de er ikke integrerede i ens personlighed … de ligger bare der under jorden, under bevidstheden, nede i svampene og mossernes og regnormenes og de dødes rige og… gærer, spirer, celledeler, gror.
Som fornemmelser.
Som energi.
Integrationsfasen er vigtig. Det er der hvor tingene falder på plads, lander, finder sine rette hylder og langsomt- langsomt- bliver til en del af den samlede organisme som er menneskets.

Den ro, den tomhed, det mørke, den depression og smerte, den stilstand som man føler er ok, stilheden er ok for der er ikke noget at gøre. Computeren er brændt sammen, den er lukket ned. Thjiits thjiiits. Togene kører ikke.
Vi overvældes af en impuls til at FIKSE men der er ikke noget der kan fikses, vi kan ikke gøre noget, mørket vil findes på samme måde som lyset, som om mørket har en vilje i sig selv og det eneste vi kan gøre er at overgive os til det.

I de industrielle landskaber af glas og stål er det jeg lige har sagt… væmmeligt, forkasteligt, afskyelig, fælt, grimt, grueligt, infamt, horribelt, skrækkeligt, modbydeligt, hvorfor?

*

Jeg vender tilbage til spørgsmålet; hvis man ikke kan skrive skal man ikke skrive, hvis man ikke kan præstere skal man ikke præstere, hvis man ikke føler kreativitet skal man ikke tvinge den frem og bedrive minedrift på sig selv. Hvis man finder sig selv i tusind stykker på gulvet skal man måske bare ligge der i være gået i tusind stykker lidt.
Det er meget ubehageligt.
Ja.

*

Og jeg vender tilbage til det andet spørgsmål og vender det på hovedet (lige om lidt) først siger jeg; jo, vi kan ofre for meget af vores kraft og vi kan gå til grunde, det kan være uigenkaldeligt og mennesket kan gå i stykker og vi skal ikke fortabes i integrationsfasen, hvis vi bliver der for længe bliver den til noget andet…

Derfor har de fleste åndelige traditioner vigtige overvejelser om offeret. I den nordiske tradition lyder det for eksempel sådan her (og jeg gendigter helt frit fra Havamal);

Hellere bede for lidt
end ofre alting
en gave vil altid
gengældes
hellere usendt
end udslettet
sådan ristede Tund
for tidernes folk
hvor han steg op
hvor han kom tilbage


Jeg læser det sådan her; lad være med at tvinge dig selv til at bede en bøn hvis du ikke føler for det, lad være med at udføre et ritual bare fordi det er fuldmåne, hvis du ikke lige orker, hvis du ikke har kraften - så lad være. Hellere ofre for lidt end for meget. Lad være med trykke “send” hvis du ikke mærker det i hjertet. Lad være med at skrive en update hvis du mærker en lillebitte tvivl. Lad være med at skrive en bog hvis der er en fornemmelse i maven af at det er forkert. Hellere lade være med at præstere end at udslette sig selv.
Sådan sagde de i tidernes morgen og sådan siger de nu, rister det med runer; for det mester stiger kraften igen, for det meste kommer den tilbage- igen og igen- men lad være med at udnytte dig selv og lad være med at udnytte det gudommelige, eller kreativiten for det du giver; kommer tilbage og tilbage og tilbage.
Giver du noget forurenet får du noget forurenet tilbage.

Derfor er pauserne (og integrationsfasen) nødvendig. Der foregår en slags rensning der på gulvet når ordene og sætningerne og selvet er gået i stykker.
Lad det ske (er mit råd, nu du spørger mig) og tilbage til alteret, spørgsmålet som jeg ville vende på hovedet, det sidste jeg vil sige idag; måske handler det ikke så meget om offeret men om alteret?

For hvem og for hvad er det at vi giver vores højre arm eller vores lillefinger, hvornår og hvorfor laver vi os selv om til lyskegler eller et laserlys, HVEM er det vi ofrer til?

Jeg tror det skal være meget klart.
Jeg tror man selv skal være meget klar over det. Modtageren er mindst lige så vigtig som afsenderen.

---

Denne post er sendt som åben læsning til alle subscribers men hvis du vil have fuld adgang til projektet på sigt er det bedst at du betaler… for eksempel det der svarer til en kop kaffe om måneden (har du ikke råd så skriv til mig)
Du kan læse mere om projektet her

Det er også altid fedt hvis du deler og kommenterer og interagerer med alle os der ofrer os på fællesskabets alter og giver vores tid og krop til vores community, ha!

---