Ilde brude

Hvad er en vølve og hvad er Vølvens spådom?

Dagbogen er skriggrøn og fyldepennen kostede næsten 1000 kroner. Hver morgen smører jeg mit liv ud over siderne som tandsmør, nej, det er en dårlig metafor, hver morgen griber jeg pennen og manifesterer noget (en sandhed, sig selv) - sort på hvidt- jeg holder om pennen som om den var mit kæreste eje, min tryllestav, heksen med sin kost, præstinden med sin kniv og vølven med sin stav, kvinden der bærer det penisformede og derfor er en mærkelig kvinde, en dårlig brud.

Jeg taler om kvinden der udtaler, jeg taler om magien. Igår talte jeg på lille bogdag, det gik dårligt, stresset (de spurgte om jeg kunne gå på tidligere end planlagt så jeg nåede ikke at tune ind på energien), jeg talte om VÖLUSPA, min gendigtning af urteksten (Vølvens spådom) og mine (fortsatte) forsøg på at revitalisere, ikke genskabe, det der (ud)døde og som vi mangler (menneskehedens dyb-tids-visdom, jeg taler om det der er ancient) og om mit generelle arbejde som synes at være (altid at være) fokuseret meget mere på processen end på produktet. Jeg talte (forsøgte at tale) om den orale fortælletradition (og om hvorfor jeg bruger talesproget i teksten) nu taler jeg snart om den ilde brud, hendes forbindelse til gudinden Skade og om vers 22 i Völuspa fordi nogen spurgte mig (her på siden) og dette projekt handler om at inddrage jer (læsere) i teksten (så del, spørg, reflektér, bid tilbage), nu er paranteserne slut (deres formål var at udfolde)

(Uddrag fra Völuspa, genfortalt af Andrea Hejlskov, udkommer snart på Forlaget Uro og kan forudbestilles her)

(…)

22.

Heid hed hun

hvor hun kom

vølve var hun

god til at spå

se, sejd kunne hun

ulve tæmmede hun

stavenes kraft kunne hun

hun sejdede som en sindssyg

altid var hun yndet

af Skades kvinder.

For hekse og for vølver, shamaner og andre spirituella typer er dette vers et af de vigtigste i hele Völuspa som faktisk ikke er en spådom men et udtalelse, en påkaldelse, en rituel tekst og kultisk teater.
Verset hører sammen med det foregående vers hvor Gullveig præsenteres, den enigmatiske scene hvor hun støttes af spyd og brændes tre gange på bålet som en indivielse og som et offer- fordi de to ting fandme er to sider af den samme sag.

Når vi indvies ofrer vi os selv til det, der er større end os selv og jeg taler af erfaring, når vi indvies brændes og druknes vi, hænges og gennembores, vi disintegrerer og udspaltes, opløses, det rituelle offer hakkes op i tusind stykker med kødøkser og fordeles blandt menneskene. Men ok. Det er ikke dét jeg taler om nu. Jeg taler om Heid. Hendes smukke navn som betyder; den lysende, den skinnende.

Susanne Brøgger har engang skrevet om hvordan nogen mennesker lyser, især på billeder, at der er en form for kraft der oplyser dem indefra og om hvordan hun mente det er forbundet med noget gudommeligt at nogen mennesker udstråler noget mere-end-dem selv eller som Donna Harraway måske ville udtryke det, noget mere-end-menneskeligt, altså; den bredere verden, en forbindelse til den bredere verden. Denne forbindelse får folk til at lyse, stråle, skinne. Nogle gange har de stærke øjne. Crazy eyes.

Heid er det mytologiske forlæg for de omvandrende vølver som stadig findes. I verset lærer vi hvad en vølve skal og kan. Det er nu jeg skal sige, at der er mange oversættelser af Völuspa og at de allesammen nødvendigvis må være tolkninger, det ligger i oversættelsens og gendigtningens natur, og at det her jo blot er min version, funderet i min rituelle praksis og erfaring som rent faktisk nulevende vølve og yadi yadi.

Hun bevæger sig.

En vølve må bevæge sig. Hun slår sig aldrig rigtig ned. Hun kommer ud til byerne, gårdene og bygderne- lad os sige kulturhusene, museerne og bibliotekerne- hun stiller sig frem og hun spår.
I gamle dage havde hun et helt slæng med sig, mennesker som hjalp hende med at rejse energien, sang tryllesange, beskyttede hende, omringede hende, hjalp hende, nu om dage går vi alene.

Hun kan spå, hun kan sejde.

På oldnordisk er en spådom en udtalelse. Den vedrører fortiden og nutiden lige så meget som den vedrører fremtiden. Det hænger både sammen med tidsforståelsen (cyklisk) og forholdet til det talte ord (talehandlingen) i den nordiske tradition men det er ikke dét jeg taler om lige nu, jeg er igang med at tale om de ilde brude.

Hun kan tæmme ulve.

Ulve er billedsprog, de bruges i myterne som metafor, de repræsenterer krigens/kampens energi enten som hvalpe eller som fuldt udgroede farlige monsterulve, Fenrisulven for eksempel. Hun kan tæmme den energi både i sig selv og i andre, hun kan arbejde med krigens og med kampens stof.

Hun kan, hvis du er interesseret, det her; hun kan gå helt alene i sin røde kappe i den store, mørke, farlige skov, på vej til sine formødre med forsyninger (en bevægelse tilbage i tiden) hun kan møde ulven, hun kan blive spist af ulven, hun kan skære sig selv ud af ulven, indefra og i det; blive en vølve. Hvis du er endnu mere interesseret kan man sige det sådan her, jeg siger det sådan her; man må fortæres for at blive til. Man må ædes af sit inderste væsen, sit bæst, krigsguden Odin må for eksempel sluges af krigen og dø i dens Fenrisulvegab.

Hun kan stavenes kraft.

Runer. Skrevet på bøge-stave; bogstav.
Kaste kvistene og læse kvistene, skære i kvistene og i skæben og i virkeligheden, i ching, tarot, blogs, hvad som helst, at se og at sige, hun kan vandre med sin stav (sin kost, sin kniv, sin stav) og på den måde være to ting på een gang; en modtagende skål og en skærende offerkniv; et papir og en pen.
Mere. Mere. Men ikke nu.

Hun kan sejde som en sindssyg.

Sejd er vores ord for magi og magisk praksis.
Hun kan gå ind i magien, opsluges af den, de kender hende ude på de lukkede afdelinger, de kender hende i trancen, de kender hende til raves, sabbath, blót og ritual, de kender hende siddende på en lillebitte stol, ophøjet, tungetalen og visionen, automatskriften, vrøvleriet, hende der hele tiden bevæger sig på kanten. Hvis hun bliver for flot eller for pæn mister hun sin kraft, hvis heksen bliver populærkultur, en social positionering mere end en weird fucking praksis er det slut, hun må, hun skal, være farlig.

Hun er yndet, hun er elsket af Skades kvinder.

Eller som der står på oldnordisk; “illrar brúðar”. Ilde brude, dårlige brude, onde brude, kvinder. Brud er, ligesom “mø”, et ord der egentlig bare betyder kvinde (sidequest: jomfru maria var aldrig jomfru, hun var bare en mø, det hele er et oversættelsesproblem). Hvad der er ilde eller dårligt afhænger af så meget, især af hvem taler (eller nedskriver); hvad er det onde og hvad er en kvinde egentlig? Hvad er det i myterne og hvad er det i virkeligheden, hvad var det engang og hvad er det nu?
Jeg skriver ikke om det i Völuspa, jeg skriver ikke om det fordi det er for kompliceret og det kræver for meget, jeg skriver en lille smule om det nu men ikke nok. Jeg skriver fordi du spurgte. Jeg skriver på grund af processen ikke produktet.

Det oversættes næsten altid som “altid var hun yndet/elsket af onde kvinder”.
Jeg har valgt at skrive “Skades kvinder” fordi der ligger den oversættelsesmulighed i materialet, i selve ordene, men også fordi jeg mener/oplever/ser noget andet end de mænd der indtil nu og med få undtagelser har oversat Vølvens Spådom.

Da munkene, og med dem både kristendommen og skriftsproget, kom til de nordiske lande, tog de det vilde og det flagrende ord, oldemødrenes fortællinger og fæstende dem på papir hvorpå de næsten døde fordi oldemødrendes fortællinger, enhver fortælling og enhver MYTE tilhørende de oprindelige traditioner er funderet i en anden måde at videregive viden på; den orale fortælletradition.

I den orale fortælletradition er myten ikke fikseret. Den er levende. Jeg siger det lige igen; den er levende og den skal være noget levende, det ligger i dens natur. Den bevæger sig igennem en konkret krop, den har brug for den konkrete krop for at blive levende- den har brug for denne materialitet- og den kanaliseres igennem den.

Den individuelle filtrering gennem en konkret krop ind i et konkret rum hvor der sidder andre konkrete mennesker med konkrete kroppe i en konkret tid - former og forandrer myten, historien, digtet, det er det jeg mener når jeg siger; levende. Det jeg siger er, at det neutrale og det objektive ikke findes, ikke her, ikke nu, ikke med mig og ikke med dig. Læsningen må og skal være subjektiv hvis vi skal ære den oprindelige tradition og den oprindelige myte, fortællingen i sig selv. Læsningen må og skal være tidsmæssigt, rumlig og kropsligt funderet.

*

Nu tager jeg min pissedyre fyldepen og min skriggrønne notesbog, pakker det ned i tasken sammen med min computer og går ned til cafeen nede ved søen. Det er solskin. Jeg er sulten. Jeg vil have en kaffe og en crosissant. Jeg må nærme mig dette “ilde brude”- altid var hun yndet af onde kvinder- problem lidt af gangen.

*

Måske skulle du også lige tage en pause, tage noget at spise og så komme tilbage igen?

*

Det penisformede.

*

Det penisformede.

*

Det penisformede.

*

Når jeg holder foredrag tager jeg af en eller anden selvdestruktiv grund næsten altid for stramt tøj på og jeg havde for stramt tøj på igår. Der var varmt og indelukket i det lille lyse rum og jeg blev violet i hovedet mens jeg forsøgte at fortælle om den orale fortælletradition. Jeg glemte fuldstændig at fortælle om Skade. Når jeg holder foredrag glemmer jeg tit, ofte, Skade. Jeg kommer til at flagre med mine arme, danse rundt på mine cirkusben og og hviske “elsk mig, elsk mig”. Jeg ved at det ikke er den eneste det sker for. Det sker tit for forfattere og for kunstnere generelt. For at blive hørt former vi fortællingen så du bedre kan høre den.

Hvorfor får du store ører? (er det så du bedre kan høre mig?), hvorfor får du store øjne? (er det så du bedre kan se mig?).
Nu ligner du ulven og slet ikke bedstemor.
Giver jeg kurvens indhold til ulven eller til bedstemor?
Igår talte jeg til ulven og ikke til bedstemor.
Pis!

*

Skade er den gudinde i den nordiske mytologi som vores lande er opkaldt efter; Skandinavien. Hendes navn betyder skygge. Historierne om Skade er enorme og de er vigtige, de er undervurderede og de er, ligesom de fleste myter og historier om de kvindelige guddomme fra den nordiske tradition udeladt (underrepræsenterede og oversete) af både munkene og os. Bevidst og ubevidst.

Skade er en jætte, hun kommer fra det jættede, hun tramper ind i Asgård og hun kræver hævn for drabet på hendes far, hendes kraft er enorm, guderne er bange for hende, de ved at de SKYLDER hende. Hun kræver to ting som kompensation for den sorg hun føler; hun kræver glæde og hun kræver kærlighed.

(en lille pige i skolegården ved siden af mig går helt amok lige nu, hun skriger så skingert, alle folk kigger, hun er ligeglad, hun er helt væk, “fucking luder”, det er ubehageligt, jeg tror ikke et lille menneske kan rumme så meget vrede i sig)

Loke tager et reb, binder den ene ende fast til en ged, den anden til sine nosser, slår geden som løber afsted, han skriger og falder til jorden, Skade ler, endelig ler Skade, nu mærker hun glæde igen.

(en skade lander på jorden lige foran mig, står og kigger på mig, hopper videre langs grusstien ned mod søen, op på et af bordene og videre op i det gamle kastanjetræ som blomstrer i hvidt)

Der er et forhold mellem Skade og Loke, det går igen i mange af myterne, jeg taler ikke om det nu, her, jeg taler ikke mere om det, jeg siger; der har nok været et præsteskab til Skades ære, det kan være at det penisformede var involveret i denne kult, jeg mumler måske noget om kastrationen og de uartikulerede lyde i smerte og glæde.

Nu vil hun giftes. Nu vil Skade fandme have en mand.
Guderne stiller sig op bag et tæppe så hun kan se deres nøgne fødder, hun kan frit vælge hvem hun vil have, hun vil vælger Njord for hans fødder er de flotteste. I den nordiske tradition er fødder altid symbol for noget andet og mere (tænk; nissens træsko, tænk: helleristningsfødder). Slægt. Fin slægt, slægternes gang. Njord tilhører vaneslægten, lysalferne, den ældste, han går ikke kun i sin egen kraft, han går med noget mere.
Så er der en historie om deres ægteskab. jeg taler ikke om det nu, her, jeg taler ikke mere om det, jeg siger; der er et forhold mellem lys og skygge.

Heid skinner, hun lyser, hun kender stavens kraft, hun rejser rundt, hun stiller sig frem og hun taler. Nogle gange går det godt, andre gange mindre godt, det er helt normalt, ok. Hvis alt var lys, vækst og himmerige ville det ikke være hedenskab.

Heid må kunne begå sig i lyset såvel som i mørket. Hun må nedbrydes og hun opløftes, hun må vinde og hun må tabe, hun må lykkes og ikke-lykkes, der er ingen der vinder hvis vi bliver eksklusivt i den ene energi.
Hun giver, hun tager, hun crasher og hun lykkes. Det penisformede og det fisseformede hænger sammen, undskyld mit franske, en af teorierne om ordet vølve er, at det kommer fra ordet (ko)kusse. Det jeg siger er at magt og umagt hænger sammen. Det jeg siger er at det udadvendte og det indadvendte hænger sammen.

Der er den modtagende skål og hele fucing bærepose(teorien).

Der er sværdet.

Der er lysende, lynende klarhed og der er vrøvl.

På baggrund af alle disse tusind ting kan jeg nu sige at forholdet mellem Skade og de ilde brude er dette; der findes en kultisk viden om Skade som sjældent ses i akademia, i litteraturvidenskaben eller i kristendommen. Kvindekraften strømmer stærkt igennem det nordiske materiale, hvis man først ser det, ser man det alle steder, det vrimler med kvinder (norner, diser, valkyrier, asynjer, jættekvinder) og de onde kvinder, de ilde brude… er i mine øjne vølverne, jeg siger vølverne, måske siger jeg dem som kommer til vølverne, lytter til vølverne, kalder på vølverne. Heid er gudmor. Hun er elsket, hun er yndet, af Skades kvinder fordi vi elsker lyset og vi elsker mørket, at skinne og at dø.

(de unge mænd løber i deres stramme tøj rundt om søen i solen)

(en lille lysegrønt fe-insekt kommer flyvende og sætter sig på min skærm)

---

Völuspá udkommer om en lille måneds tid, du kan forudbestille bogen her og jeg rejser rundt og fortæller om den hvis du vil.

---

Dette indlæg er en del af mit projekt med at udvikle (min) autofiktion, gøre den mere mindre kurateret, mere i aktiv nutid og mere i samspil med mine læsere, du kan følge med ved at trykke på knapperne. Vælger du at støtte (engagere dig) får du eksklusiv adgang til min dagbog/skriveproces.
Du er altid mega velkommen til at stille spørgsmål, vil du vide mere, vil du vide mere, hva?