Det det vækker i mig... Lidt løst sammenhængende: Maya Luna talte på et tidspunkt om en indisk gudinde hvis navn jeg ikke kan huske, men hun var "The goddess of never not broken", altså: aldrig ikke ødelagt. At det at være ødelagt også er en del af helheden, og ved at omfavne det, kan vi (måske) være mere hele, end når vi søger en perfektion/et svar der er på en moraliserende måde er sort/hvidt. Det minder mig om da jeg indså vigtigheden af at kunne rumme modsætninger i min krop (og sind). Da dét gik op for mig, var det som at en større integration skete feks mellem det maskuline og det feminine indeni mig. Der blev mere plads indeni. At give op er også at slappe af, at "Let go and let life". Jeg tænker tit på hvordan dyr lever og agerer spontant uden mentale mellemregninger, og at det nok ofte er den spontane umiddelbarhed som vi har glemt og tabt. Og år når vi er ægte forbundet i/med verden, så indtager vi vores naturlige plads i økosystemet og så ved vi instinktivt hvornår det er tid til at handle og hvornår det er tid til at lade være. Det er mere ydmygt og mindre systematiskt, men måske også mere harmonisk, mindre opslidende og dermed mere effektivt. Timing er supervigtig i den kontekst, men det er nok en anden snak...
Ja præcis, nogle gange føles det som om vi som moderne mennesker (og jeg) har en umiddelbar hinde foran os i forhold til simpelthen bare at være tilstede i livet, at det hele ligesom skal igennem et (falsk) filter, jeg bliver ved med- her på mit 49´erne år- at føle at den hinde er i vejen, at det filter forstyrrer.... at der er noget der FORHINDRER mig i at være aktivt, levende tilstede uden så meget pis i mit eget liv. Det har hjulpet efter jeg er begyndt simpelthen bare at være mere accepterende, også overfor mig selv, acceptere lortet, skyggerne, smerten, sådan rigtigt og ikke kun intellektuelt...
Jeg tror jeg forstår det meget som et "stemingsskift" i mangel af bedre ord. At operere fra et andet sted/ et andet operativsystem end dét dikteret af "filteret". Det er som en strøm under overfladen, som har helt andre spilleregler, og som i sin natur er mere blid, mere flydende og eterisk, men ikke uden jordforbindelse eller brutalitet. De to strømme eksisterer parallelt og oveni hinanden hvilket er meget forvirrende, men jo mere jeg forbinder mig med den "nye" (ældgamle) strøm, jo stærkere bliver den, og jo svagere bliver den anden. Men så kommer den pludselig og tager mig igen (ofte gennem frygt) og jeg forsvinder ind i den en tid, til jeg vågner igen. Og sådan går det, frem og tilbage. Men aktivisme kan kun eksistere indenfor filterets rammer, da den er et "modsvar" og dermed en medspiller. Jeg oplever at jeg gør den største forskel (for verden) i stilheden, i de små ting, i min insisteren på at være fuldt og helt mig selv, i min sårbarhed, og når jeg lever som om den nye verden allerede er her, oveni den anden.
Elsker den lille pige der vil ud til træerne, ikke passer til glæden i stuen……men føler sig hjemme udenfor. Det er så præcis en iagttagelse, som vi deler, men hvor kommer den længsel fra? at ude og alene er mere trygt end inde og sammen.
I mit tilfælde er jeg ret overbevist om at jeg er født sådan, det er noget jeg havde med, men i mange år troede jeg det modsatte, det gør jeg ikke længere…..selvom det fortsat er et mysterie.
Det der med at give op får mig til at tænke på en indisk helgen der bare sætter sig i en myretue og fik ædt halvdelen af røven. Hans ego er væk og ifølge ham sikkert egentligt helt fint at fodre nogle myrer også. Der kom nogen andre og reddede ham ud af myretuen. Senere fandt de ud af at hans ego var væk og den egoløse blev en stor hjælp for byen. En “røvløs” blank pøl at spejle sig i. I nogle dele af indien forstod/forstår man psykisk syge som nogen der tager arbejde på sig for hele menneskeligheden så derfor passer man på dem. Altså de forstår at vi psykobasser kæmper os igennem det her lort for dem også. Jeg mangler dem der kommer og samler mig op af myretuen. De mest basale behov er ikke en selvfølge mere og jeg bruger så pisse meget energi på ikke at blive hjemløs for mit ego er ikke væk. Jeg er ikke klar til myretronen endnu. Men man ved det vel først rigtigt når man sidder der? Hvis verden var et computerspil så ville denne tid være indstillingen: “extreme”. Anyway bare nogle refleksioner. Tak for at jeg må være med 🙏🫶
Åh ja, det ser jeg godt og det forstår jeg godt og det er jeg enig i; det emotionelle arbejde den psykisk syge laver (og nogle gange healer/ikke healer) er ikke kun intergenerationelt men også interspecies.
En kæmpestor processesor.
En krop.
God myte med myretuen. I den nordiske tradition rummer myretuer lidt de samme mysterier, man kan begrave sine sygdomme i den, skrive den på papir, eller en pind, og stikke den ind i myretuen, de hardcore må vælte sig ind i myretuen, har aldrig gjort det...
Det er by viden for mig. Fedt. Jeg tror jeg skal prøve at fodre en myretue nogle dårligdomme. Men måske også hviske nogle søde ord til den som tak. Må være træls konstant at deale med røve og tuberkolose. Hah
Jeg har i en tid forundret mig over hvor meget frihed der ligger i overgivelse, at overgivelse altid er en mulighed men føles så vanskeligt. (Heri fordundringen). Jeg genkender så meget af det du skriver om i at Give op / give slip. Men er det først “virkningsfuldt” hvis der er tale om et dybt modigt slip, hvor egen vinding er ude af ligningen? Læser med glæde dit dagbogsformat - det er meget givende og jeg glæder mig til at betale for at læse med🌱
Nej jeg tror ikke det kun er virkningsfuldt hvis det er stort og rabalderagtigt, jeg tror de små ting betyder meget meget mere end jeg før har troet. Jeg læste om "mikrofeminisme" den anden dag; at man i sit daglige liv udfører bittesmå ting, som f.eks hvis man er lærer så at skrive til faderen (istedet for moderen) hvis barnet er sygt, at primært låne bøger af kvindelige forfattere på biblo etc og jeg blev fascineret af det... fordi netop denne tendens med at alt skal være STORT og fikse ALTING...sgu også lidt er en af problemerne i forhold til klimaaktivismen. "the bigger the better"..... men måske et paradigmeskifte netop af store og små ting på samme tid!
Giv og giv slip. Det er en befrielse at give op overfor den rigtig trælse følelse af at skulle kapitalisere sine ressourcer. Alt det crazy “sælge sig selv” på Facebook og andre steder drev mig til vanvid. Jeg har derfor uddannet mig “nedad” og opgivet livet som selvstændig. Jeg har opgivet at være overskudsagtig og sluppet følelsen af at være gået i stykker, når der er nedtur. Jeg er lige dele nede og bide i græsset og fuld af energi. 🤯 Og det er bare ok. Efter st have sluppet ambitionerne er jeg meget bedre til at være nærværende på job. Fedt at flyde med 🌺 selvom det er virkelig svært at opgive, flyde og være i flow.
den erfaring har jeg også gjort mig. Det kan simpelthen ikke betale sig hverken økonomisk, moralsk eller følelsesmæssigt at smadre sig selv i forsøget på at "blive til noget", hellere bare tage en slapper...
Jeg ved ikke om vi er gjort sådan eller født sådan, men jeg kender også den lille pige. Jeg har mand, børn og børnebørn og lever et socialt liv med job og fast løn und alles - men i mine fantasier og længsler er jeg alene langt ude i en skov, for enden af en markvej , i en hytte højt oppe i et træ. Uden krav om at være andre end mig. Jeg elsker mine nærmeste, men der er en pris og det er alle rollerne. Moren, Farmoren, elskeren, kollegaen osv … hver anden uge danser jeg sammen med to andre kvinder. Vi danser souldance sammen og alene. Der er jeg 100% mig selv.
Det er ikke meget plads at have/ give sig selv. Jeg suger al “næring” ud af den tid.
Den ene af mine børnebørn har en energi, sensitivitet og viljefasthed, der når vi er alene, giver mig mulighed for st være mig selv og en værdig sparring for hendes ubeherskede energi. Hendes livskraft er bare ikke skabt til et Alm travlt arbejdsliv. Hun er skabt til træer og uden for. Hun trives ikke i hendes nuværende virkelighed.
Det det vækker i mig... Lidt løst sammenhængende: Maya Luna talte på et tidspunkt om en indisk gudinde hvis navn jeg ikke kan huske, men hun var "The goddess of never not broken", altså: aldrig ikke ødelagt. At det at være ødelagt også er en del af helheden, og ved at omfavne det, kan vi (måske) være mere hele, end når vi søger en perfektion/et svar der er på en moraliserende måde er sort/hvidt. Det minder mig om da jeg indså vigtigheden af at kunne rumme modsætninger i min krop (og sind). Da dét gik op for mig, var det som at en større integration skete feks mellem det maskuline og det feminine indeni mig. Der blev mere plads indeni. At give op er også at slappe af, at "Let go and let life". Jeg tænker tit på hvordan dyr lever og agerer spontant uden mentale mellemregninger, og at det nok ofte er den spontane umiddelbarhed som vi har glemt og tabt. Og år når vi er ægte forbundet i/med verden, så indtager vi vores naturlige plads i økosystemet og så ved vi instinktivt hvornår det er tid til at handle og hvornår det er tid til at lade være. Det er mere ydmygt og mindre systematiskt, men måske også mere harmonisk, mindre opslidende og dermed mere effektivt. Timing er supervigtig i den kontekst, men det er nok en anden snak...
Ja præcis, nogle gange føles det som om vi som moderne mennesker (og jeg) har en umiddelbar hinde foran os i forhold til simpelthen bare at være tilstede i livet, at det hele ligesom skal igennem et (falsk) filter, jeg bliver ved med- her på mit 49´erne år- at føle at den hinde er i vejen, at det filter forstyrrer.... at der er noget der FORHINDRER mig i at være aktivt, levende tilstede uden så meget pis i mit eget liv. Det har hjulpet efter jeg er begyndt simpelthen bare at være mere accepterende, også overfor mig selv, acceptere lortet, skyggerne, smerten, sådan rigtigt og ikke kun intellektuelt...
Jeg tror jeg forstår det meget som et "stemingsskift" i mangel af bedre ord. At operere fra et andet sted/ et andet operativsystem end dét dikteret af "filteret". Det er som en strøm under overfladen, som har helt andre spilleregler, og som i sin natur er mere blid, mere flydende og eterisk, men ikke uden jordforbindelse eller brutalitet. De to strømme eksisterer parallelt og oveni hinanden hvilket er meget forvirrende, men jo mere jeg forbinder mig med den "nye" (ældgamle) strøm, jo stærkere bliver den, og jo svagere bliver den anden. Men så kommer den pludselig og tager mig igen (ofte gennem frygt) og jeg forsvinder ind i den en tid, til jeg vågner igen. Og sådan går det, frem og tilbage. Men aktivisme kan kun eksistere indenfor filterets rammer, da den er et "modsvar" og dermed en medspiller. Jeg oplever at jeg gør den største forskel (for verden) i stilheden, i de små ting, i min insisteren på at være fuldt og helt mig selv, i min sårbarhed, og når jeg lever som om den nye verden allerede er her, oveni den anden.
Jeg sluger dette skriv råt
Tak for ord
Elsker den lille pige der vil ud til træerne, ikke passer til glæden i stuen……men føler sig hjemme udenfor. Det er så præcis en iagttagelse, som vi deler, men hvor kommer den længsel fra? at ude og alene er mere trygt end inde og sammen.
Ja, det er spørgsmålet... om vi blev gjort sådan eller om vi blev født sådan...
I mit tilfælde er jeg ret overbevist om at jeg er født sådan, det er noget jeg havde med, men i mange år troede jeg det modsatte, det gør jeg ikke længere…..selvom det fortsat er et mysterie.
jeg har givet op, helt frivilligt, tror jeg nok. Eller måske var jeg bare træt. Orkede ikke mere. Så nu er jeg bare .. her
også mig :-)
Tak for skriv. Mega godt.
Det der med at give op får mig til at tænke på en indisk helgen der bare sætter sig i en myretue og fik ædt halvdelen af røven. Hans ego er væk og ifølge ham sikkert egentligt helt fint at fodre nogle myrer også. Der kom nogen andre og reddede ham ud af myretuen. Senere fandt de ud af at hans ego var væk og den egoløse blev en stor hjælp for byen. En “røvløs” blank pøl at spejle sig i. I nogle dele af indien forstod/forstår man psykisk syge som nogen der tager arbejde på sig for hele menneskeligheden så derfor passer man på dem. Altså de forstår at vi psykobasser kæmper os igennem det her lort for dem også. Jeg mangler dem der kommer og samler mig op af myretuen. De mest basale behov er ikke en selvfølge mere og jeg bruger så pisse meget energi på ikke at blive hjemløs for mit ego er ikke væk. Jeg er ikke klar til myretronen endnu. Men man ved det vel først rigtigt når man sidder der? Hvis verden var et computerspil så ville denne tid være indstillingen: “extreme”. Anyway bare nogle refleksioner. Tak for at jeg må være med 🙏🫶
Åh ja, det ser jeg godt og det forstår jeg godt og det er jeg enig i; det emotionelle arbejde den psykisk syge laver (og nogle gange healer/ikke healer) er ikke kun intergenerationelt men også interspecies.
En kæmpestor processesor.
En krop.
God myte med myretuen. I den nordiske tradition rummer myretuer lidt de samme mysterier, man kan begrave sine sygdomme i den, skrive den på papir, eller en pind, og stikke den ind i myretuen, de hardcore må vælte sig ind i myretuen, har aldrig gjort det...
Det er by viden for mig. Fedt. Jeg tror jeg skal prøve at fodre en myretue nogle dårligdomme. Men måske også hviske nogle søde ord til den som tak. Må være træls konstant at deale med røve og tuberkolose. Hah
Jeg har i en tid forundret mig over hvor meget frihed der ligger i overgivelse, at overgivelse altid er en mulighed men føles så vanskeligt. (Heri fordundringen). Jeg genkender så meget af det du skriver om i at Give op / give slip. Men er det først “virkningsfuldt” hvis der er tale om et dybt modigt slip, hvor egen vinding er ude af ligningen? Læser med glæde dit dagbogsformat - det er meget givende og jeg glæder mig til at betale for at læse med🌱
Tak :-)
Nej jeg tror ikke det kun er virkningsfuldt hvis det er stort og rabalderagtigt, jeg tror de små ting betyder meget meget mere end jeg før har troet. Jeg læste om "mikrofeminisme" den anden dag; at man i sit daglige liv udfører bittesmå ting, som f.eks hvis man er lærer så at skrive til faderen (istedet for moderen) hvis barnet er sygt, at primært låne bøger af kvindelige forfattere på biblo etc og jeg blev fascineret af det... fordi netop denne tendens med at alt skal være STORT og fikse ALTING...sgu også lidt er en af problemerne i forhold til klimaaktivismen. "the bigger the better"..... men måske et paradigmeskifte netop af store og små ting på samme tid!
Yes! Det føles frigørende - at give slip på det store slip. Mikrofeminisme! Jeg er vild med det!
Giv og giv slip. Det er en befrielse at give op overfor den rigtig trælse følelse af at skulle kapitalisere sine ressourcer. Alt det crazy “sælge sig selv” på Facebook og andre steder drev mig til vanvid. Jeg har derfor uddannet mig “nedad” og opgivet livet som selvstændig. Jeg har opgivet at være overskudsagtig og sluppet følelsen af at være gået i stykker, når der er nedtur. Jeg er lige dele nede og bide i græsset og fuld af energi. 🤯 Og det er bare ok. Efter st have sluppet ambitionerne er jeg meget bedre til at være nærværende på job. Fedt at flyde med 🌺 selvom det er virkelig svært at opgive, flyde og være i flow.
den erfaring har jeg også gjort mig. Det kan simpelthen ikke betale sig hverken økonomisk, moralsk eller følelsesmæssigt at smadre sig selv i forsøget på at "blive til noget", hellere bare tage en slapper...
🙄 skulle have været en kommentar til en anden tråd
Jeg ved ikke om vi er gjort sådan eller født sådan, men jeg kender også den lille pige. Jeg har mand, børn og børnebørn og lever et socialt liv med job og fast løn und alles - men i mine fantasier og længsler er jeg alene langt ude i en skov, for enden af en markvej , i en hytte højt oppe i et træ. Uden krav om at være andre end mig. Jeg elsker mine nærmeste, men der er en pris og det er alle rollerne. Moren, Farmoren, elskeren, kollegaen osv … hver anden uge danser jeg sammen med to andre kvinder. Vi danser souldance sammen og alene. Der er jeg 100% mig selv.
Det er ikke meget plads at have/ give sig selv. Jeg suger al “næring” ud af den tid.
Den ene af mine børnebørn har en energi, sensitivitet og viljefasthed, der når vi er alene, giver mig mulighed for st være mig selv og en værdig sparring for hendes ubeherskede energi. Hendes livskraft er bare ikke skabt til et Alm travlt arbejdsliv. Hun er skabt til træer og uden for. Hun trives ikke i hendes nuværende virkelighed.