Det frigørende potentiale i simpelthen at give op

tanker om en ny aktivisme

Engang stak jeg af fra det moderne samfund og flyttede langt ud i den svenske skov. Jeg opgav det moderne samfund og der var en masse rabalder. “MÅ man det?” var spørgsmålet og dengang, for ti år siden, var svaret at det måtte man IKKE. NEJ.

Hvis man var utilfreds med samfundet måtte man arbejde på at forandre det indefra og man var iøvrigt i en form for evig taknemmelighedsgæld til samfundet som havde givet en alt muligt (mere eller mindre velvilligt). I udgangspunktet skyldte (skylder) vi nemlig alle samfundet noget (penge, tid, engagement).

Vi er født ind i samfundskontrakten og selvom vi aldrig er blevet givet et aktivt valg eller har skrevet under på noget er den fuldgyldigt gældende; hvis du er med i samfundet må du IKKE give op på det. Du må ikke give op, aldrig give op, du må ikke lægge dig ned og tage en slapper, du må ikke hvile, aldrig hvile, du må ikke følge impulsen, gå mod solen, lege, drømme.

Måske er det faktisk det værste, det mest kætterske, man overhovedet kan forestille sig i det moderne overgearede produktionsamfund.

Jeg taler om de syge, fysisk eller psykisk, jeg taler om de hjemløse og om taberne, dem der bare er stemplet ud, dem der bare har “givet op”; i et overindividualiseret hyperkapitalistisk samfund hvor vi alle- se vi er alle- blevet til en vare eller til en produktionsenhed FORESTIL DIG SÅ DEM der ikke gider eller bare ikke vil (forbedre sig, blive bedre, sundere, stærkere, mere effektive) nu taler jeg om de fattige, nu taler jeg om den generelle og totale foragt for de fattige, hvordan vi kollektiv anser deres fattigdom som en form for selvvalgt defekt, en personlighedsmæssig brist, en amoralitet. De er, simpelthen, dårligere mennesker. Måske slet ikke mennesker. De bliver til skrald og affald på gaden.

Bedsteborgerne har vundet og betaler med glæde deres skat (de rigtig rige betaler ikke deres skat, de griner af bedsteborgerne hele vejen ned i banken. Den danske).

Den protestantiske arbejdsmoral har vundet (det er dem der yder mest der fortjener mest)

Martyriummet har vundet (“se mig, hvor jeg ofrer mig for samfundet, se hvor meget bedre end dig jeg er”). Her vil jeg gerne bemærke bedsteborgernes lidt anstrengte forhold til “offermentaliteten” som noget andre folk ikke må have men som de godt selv må have.

Der står en lille pige på fortovet og venter på sin far, hun holder pædagogen i hånden, pædagogen er rastløs, irriteret, spejder efter bilerne, pædagogen holder pigen i hånden men uden at mene det, “det kan ikke være rigtigt det her” hvæser pædagogen og vil hjem. Den lille pige vil gerne have at faren kommer. Det kan ikke være rigtigt at han bare har glemt hende. Ikke igen. Det kan ikke være rigtigt.

Dengang jeg stak af fra samfundet og fik at vide, at det må man ikke, svarede jeg i medierne og ude i forsamlingshusene, på bibliotekerne, i meningsrådende og på litteraturfestivallerne “Jo det må jeg godt. Det har alle dage været en fuldkommen valid politisk metode at boykutte det man ikke kan stå inde for eller vil støtte”

“men hvorfor vil du ikke støtte det moderne samfund, det er jo meget bedre end alle de andre samfund, det er det bedste samfund der nogensinde har eksisteret” blev jeg spurgt og spørgeren spurgte aldrig sig selv om hvorvidt denne antagelse, skal vi sige; holder vand, om denne antagelse er blevet plantet i os, om denne antagelse er historisk rigtig eller om denne antagelse er politisk motiveret.

Det er søndag, den lille pige sidder i sofaen, hun har en hvid kjole på og hvide ankelsokker, hun kigger på sin mor som arbejder med nogle ark papirer, moderen er der ikke, den lille pige sidder og kigger på moderen i lang tid men fordi moderen ikke er der lægger moderen ikke mærke til det, til sidst rejser pigen sig og går ud i haven, hun kigger på regnormene og på mariehønerne og på vinden i piletræerne, hun rører ved jorden.

Efter at have været stukket af fra samfundet kom jeg tilbage til det. Rejsen tilbage til samfundet var langsom og tog mange år, den involverede mange små skridt og mange kompromisser. Jeg kan stadig huske den første gang jeg stod nede på Borgerservice og fik sjælen suget ud af min krop. Jeg kan stadig huske skadefroen hos bedsteborgerne “nå nå lille ven, så måtte du nok give op”, “nu kommer du nok krybende tilbage, hva´”. Jeg kan stadig huske den første gang jeg bestilte en pizza på wolt og hver eneste morgen når jeg tripper på bare tæer ud på badeværelset synes jeg det er vildt, hvilken vild luksus. Jeg har boet i København i to år nu og jeg synes stadig det varme vand, radiatorene, køleskabene og stikkontakterne er fremmedartede, den måde alting glider på, så nemt det er, at løbe ned i superbrugsen hvis jeg har glemt at købe smør, hente chokolade i kiosken hvis jeg lige får lyst, den måde dørene og skufferne bare åbner og lukker, rulletrapperne ned til metroen, swuush, at gå ud med venner- altså; at der er venner- at sidde på tæpper i fælledparken i solen og drikke iskolde øl.

Den lille pige sidder på køkkenbordet, moderen står og laver mad “jeg forstår det ikke” siger pigen til sin mor “hvordan kan du blive ved med at elske mig hvis der kommer en ny lille pige og tager min plads”, “din lillesøster kommer ikke til at tage din plads” siger moderen og vender ryggen til, med ryggen til siger hun “hjertet udvider sig bare når man begynder at elske flere”.

*

Den lille pige sidder inde på sit værelse og tegner, hun sidder ved bordet foran vinduet og kigger ud på de store træer, på markerne, hun kan høre de voksne og alle de andre inde i stuen, de griner og snakker men pigen synes det er som om træerne også snakker, hun vil gerne ud til dem, hun vil hellere ud til dem end ind i stuen, hun kan mærke at hun ikke passer ind i stuen, det føles som om hun bare vil forstyrre deres glæde, al hendes alvor, hun er ked af det eller måske er hun vred, hun kan ikke rigtigt kende forskel på de to følelser. Pludselig rejser hun sig. Hun pakker sine tusser og noget papir ind i et viskestykke som hun henter i køkkenet, hun binder viskestykket fast til et kosteskaft, nu har hun en vadsæk, og så lister hun ud af døren, ud til træerne.

*

At forlade vildmarken var lige så svært som at forlade samfundet og det var svært at de samme grunde; det gør ondt at forlade et ideal.

Det gør ondt at forlade en drøm.

*

Jeg har længe gået og tænkt over hvad der er blevet af min aktivisme. Min politiske indignation? Min vrede? Igår fik jeg direkte at vide, at det er på tide at jeg markerer mig politisk igen, det er på tide at jeg bliver aktivist igen- der var et krav- men, nu siger jeg noget farligt, nu dypper jeg tæerne i det kolde vand;

(der er fandme ikke nogen der skal sige til mig hvad jeg skal gøre)

1)Der ligger i aktivismen en form for monoteisme eller patriakalsk tankegang som generer mig mere og mere. Jeg mener; denne kritik af materialiteten- der er noget galt med kroppen, der er noget galt med “den anden”, “det andet” skal tæmmes, undertvinges, forandres, være anderledes; verden er syg/forkert.

2) Der ligger en form for bagvedliggende kolonialisme i aktivismen; at begynde at tale med de andre arter, udføre ritualer eller organisere verden i nye systemer som vi opfinder til lejlighededen fordi vi SELV vil have noget ud af det… er simpelthen ikke helt i orden. Det er det bare ikke.
Jeg har selv gjort det, jeg anklager ikke, jeg siger; vi skal passe på med ikke ubevidst at falde ind i en kolonialiserende tankegang omkring den materielle verden.

Og til sidst, jeg bliver ved, ligger der er i mine øjne en skjult imperialisme i meget aktivisme (inklusiv min egen); at de andre skal tænke og tro som vi gør og at vi skal opdrage dem eller uddanne dem, åh gud, oplyse dem… til at se verden på samme måde som vi gør.

Det er blevet et problem for mig.

Som aktivist er det blevet et problem for mig.

Den manglende accept af det værende, den manglende kærlighed til det værende…

Det er farligt at tage som eksistentielt udgangspunkt, at der er noget GALT med verden. Siger hvem? Siger du? Hvorfor?

Faktisk mener jeg det på mange måder er vores kulturs helt grundlæggende og dybt problematiske udgangspunkt; at vi synes VI SKAL FIKSE DET, vi skal gøre noget, altid gøre noget, vi definerer et problem og vi definerer os selv som løsningen på det. The white saviour complex ligger så indlejret i vores kultur og i vores tanke at det virkelig, virkelig skræmmer mig og mange gange har jeg siddet til aktivistiske møder og fået en dårlig smag i munden over formuleringerne; hvordan kan vi få alle de andre til at ændre sig? Hvordan kan vi få dem til at forstå? Hvordan kan vi påvirke og propagandere dem?

I aktivismen ender vi så ofte i reklamens paradigme; at ville benytte præcis de samme strategier som netop den kultur vi foragter men bare med modsat fortegn.

Den lille pige lærer nogle år senere sig selv at gå på line, hun spænder et blåt reb ud mellem to træer, hun bruger kosten som balancestang, sætter forsigtigt fødderne på linen som giver efter for hendes krops vægt, hun falder, hun slår sig, hun græder, hun gør det igen indtil hun kan gå hele vejen fra det ene træ til det andet på den blå line. Hun er så glad da det lykkedes, hun er så stolt, der er ikke nogen hjemme som hun kan fortælle det til, der er aldrig nogen hjemme, hun går ind i køkkenet og bager en krydderkage, masser og masser af krydderier, hun spiser hele kagen selv.

Han skrev en kommentar på et af mine indlæg, han skrev om den asymetriske relation i at være den der giver, den der holder foredrag, den der skriver bøger. At det bare er sådan det er; man rejser rundt og man GIVER og nogen andre FÅR, man sætter sig selv i den position som kunstner; man er den givende.

Han talte om sine egne oplevelser på arbejdspladser og i relationer; at være den overpræsterende, at blive den udnyttede, tomheden man kan føle, han talte om længslen efter kærlighed, det store sår (mor) og om det frigørende potentiale i simpelthen at give op. Det var så spændende. Jeg tænkte længe over det.

Jeg ser på mit liv. Mine kærlighedsrelationer og min aktivisme. Jeg ser på mit arbejde.

Hvis man giver og giver og giver… fordi man vil HAVE noget, giver man så reelt?

Kræver man?

Jeg krævede af vildmarken at den skulle give mig en hel masse ting som jeg havde defineret på forhånd. Det tog mange år før jeg rent faktisk VAR i vildmarken. SÅ vildmarken. DELTOG i vildmarken.

Og jeg krævede af byen at den ikke skulle larme.

Og jeg krævede af min partner at han skulle være på en måde som jeg synes var bedst

Og jeg krævede af min aktivisme at den skulle forandre alle folk og hele verden

*

Jeg kan lide tanken om at give op fordi der i dén tanke ligger en handling; at give slip.

Det er meget kærlighedsagtigt.

Nogle gange tænker jeg om det er den største aktivisme af dem alle.