Vi flygter, vi kommer tilbage

Jeg har skrevet om det før, nogle vil gå så langt som til at sige at jeg har cirklet omkring det; problemet med at komme tilbage til “samfundet” efter at have været i vildmarken. Jeg har meget mere at sige om det- jeg er ikke færdig med at sige noget om det- men for nu vil jeg dele en kronik jeg havde i Politiken for nyligt om det.

(mit elskede vildmarkskøkken)

(min elskede vildmarksstue)

(min elskede vildmarksstue fra en anden vinkel)

(mit elskede vildmarkssoveværelse)

(mine elskede vildmarksvægge som vi samlede helt selv mens vi boede udenfor i en tipi og min elskede vildmark bagved)

---

J​eg går rundt inde i byen, jeg gider ikke gå hjem. Jeg gider ikke gå hjem, fordi jeg ikke gider tage opvasken, og jeg gider ikke tage opvasken, fordi jeg er udmattet. Udmattelsen er reel; det er reelt svært at opretholde dagligdagen på grund af det ydre pres; stigende leveomkostninger, stigende social ulighed, stigende tidspres, klimaet, den udenrigspolitiske situation, de sociale medier, det hele er bare … for meget.

Så jeg tænker, det ville blive bedre, hvis jeg fik en airfryer.

Jeg vil ikke forholde mig til virkeligheden. Jeg vil drive omkring som et dyr, jeg vil strejfe på må og få, som en jæger og en samler vil jeg komme hjem med noget, jeg reelt har brug for på grund af det reelle ydre pres.

Jeg bevæger mig ned mod køkkenafdelingen. En airfryer er jo også elbesparende, det er rart, tanken om en airfryer er rar, nu er det, som om jeg kan gøre noget; jeg kan plukke en airfryer (i skovbunden), det er godt for planeten – og pomfritter er jo også en form for grøntsager. Spørgsmålet melder sig: Hvis jeg får en airfryer, behøver jeg måske ikke engang vaske op? Kan man spise direkte ud af airfryeren?

Køkkenafdelingen er dejlig, jeg kan godt lide den måde, det hele skinner af krom, sølv, jeg kan godt lide kaffemaskinerne og skærebrætterne i dyrt træ, jeg kan godt lide forestillingen om at være sådan et menneske, der har en airfryer og et skærebræt i dyrt træ.

Jeg kommer forbi et bord, hvor de har udstillet støbejernsgryder, tunge og glinsende røde. Jeg har sådan en gryde derhjemme, jeg elsker den gryde. Engang tog jeg den gryde med ud i vildmarken – min familie og jeg flygtede fra det neoliberalistiske overforbrugssamfund og fra kapitalismen, som bare kværner og kværner og ødelægger alt; landskaberne, sjælene. Vi bosatte os i naturen og blev selvforsynende, preppere, vi ville væk fra det hele, bare væk, redde os selv, redde børnene, vi lærte at værdsætte ressourcerne, strække ressourcerne, og jeg lavede mad i den støbejernsgryde; hver dag stillede jeg den i bålets gløder. Min gryde er ikke længere glinsende rød, men helt sort og asket på ydersiden, fedtet og brugt på indersiden.

Hvis nogen havde fortalt mig, dengang, for over ti år siden, at jeg ville komme tilbage til storcentrene, ville jeg have grinet hånligt og fnyst: »Nej! Hvorfor skulle jeg!«. Men her er jeg.

På jagt efter en airfryer.

​

Det er så​ behageligt let at pege fingre: »Haha, nånå, du kunne nok ikke undvære det moderne samfund, hva!«, og nej, det kunne jeg ikke. Hvis du har ser ’Alene i vildmarken’, ved du hvorfor – det er sjældent den fysiske udfordring, der får folk ned med nakken. Det er altid enten ensomheden eller kedsomheden. Det er savnet efter ’de andre’.

I vildmarken lærte jeg, at mennesket er et flokdyr, så selv hvis resten af flokken er på vej ud over afgrunden: ok, her er jeg, tag mig med, lad mig nu bare købe den airfryer og få det overstået.

Mine hænder glider på maskinerne, langs med bordene, der er så mange maskiner, der er maskiner til alt; juicere, blendere, røremaskiner, æltere.

Maskinen i min lomme udstøder et kort men klingende klart pling, og jeg tjekker. Det er min veninde. Hun sender mig en video af dyreunger, der ligger og sover sammen i en klump af blød pels og fred. »Mig hele vinteren«, skriver hun. Jeg ved det er løgn, hun kommer ikke til at gå i hi, hun kommer ikke til at krølle sig sammen og slappe af ... hun kommer til at stæse rundt: Lige før var det jul, nu er der udsalg, snart er der vinterferie, og der er så meget opvask, så meget ulighed og så meget ydre pres.

Forleden skrev hun til mig, at folk er mere deprimerede, end det plejer at være. Hun sagde det havde noget med klimakrisen og storpolitiken at gøre, arternes uddøen, meningstabet, undertrykkelserne, krigene, populismen. Hun skrev, at det er ved at være for meget for folk. »Snart knækker de«, skrev hun, og jeg tror, hun mener sig selv.

Jeg har lyst til at skrive til hende, at hun skal flygte, det er bare om at komme væk, boykot har alle dage været en fuldkommen legitim politisk metode, og det er roligere i naturen, man kan finde sig selv. Men jeg ved også, at den mulighed ikke eksisterer for alle, slet ikke for hende, og at det hårde liv på landet/i naturen kan være mindst lige så problematisk som airfryere. Frelsen findes ikke.

​

Det har været ​hårdt at komme tilbage til civilisationen, måske det hårdeste i mit liv, men, det jeg har mistet, har jeg tusind gange vundet, jeg har erobret noget så sært som en form for optimisme, som det næsten er helt pinligt at tale om. Måske fordi jeg har været væk, ser jeg tingene på en anden måde nu, og jeg ser, at meget i byen faktisk har forandret sig til det bedre i de seneste 10 år.

Det første jeg lagde mærke til var produkterne; der var mange flere økologiske varer på hylderne, da jeg kom tilbage, og der var kølediske med ’bekæmp madspil’. Dyrevelfærd var blevet noget, man ligefrem skiltede med. I døgnkioskerne kunne man købe chiagrød og rødbedesaft.

Da jeg holdt foredrag om livet i skoven, blev jeg nogle gange kaldt ’økoterrorist’ eller ’landsforræder’, når jeg udtalte mig kritisk om det danske landbrug. Men nu ser jeg, at det pludselig er blevet helt almindelig viden, at vi spærrer grisene inde på for små arealer, fastholder dem og piner dem, og de fleste ved godt, at alle de produkter, vi køber til jul, før eller siden ender på en eller anden losseplads, hvor de vil synke ned i jorden som tungmetaller og gift og langsomt sive ned i drikkevandet. Flere og flere ved, at den hyperprocesserede mad ødelægger vores kroppe. At vi må tænke mere holistisk, hvis vi vil leve længere og have en bedre livskvalitet. At naturen er dejlig og nødvendig for mennesket.

Også menneskene har forandret sig til det bedre. De er begyndt at tale om følelser på en helt anden måde end før. #MeToo og wokedebatten har skabt et anderledes fokus og et anderledes sprog. Jeg kan godt huske den ironiske distance. Jeg kan godt huske, hvordan vi gjorde grin med folk og mobbede dem, hvor åbenlyst blinde vi var over for vores egen magt, og med hvilken bedrevidenhed vi talte om andre folks kroppe og følelser. Jeg ser, at der er kommet en større kulturel sensibilitet ikke mindst hos de unge, som har taget kvantespring i forhold til, hvordan folk i min generation talte til og om hinanden. Samtykke var for eksempel ikke et ord, vi brugte før for ganske få år siden, og klimakrisen var kun noget, nå ja, ’økoterrorister’ beskæftigede sig med.

Jeg oplever også, at der kommet et større kulturelt fokus på psykisk trivsel (og mistrivsel) ikke kun i forhold til diagnoser, men også i forhold til arbejdsmarked og arbejdskultur; nu om dage er stress noget, enhver arbejdsplads må forholde sig til – hvordan gør vi tingene, og hvordan kan vi gøre dem bedre?

Måske kan det blive for meget med dette nye og større fokus på følelser, ja, men det kan kun være godt, at vi som kultur har stillet os selv nogle kritiske spørgsmål og været villige til at udvikle os.

Rent politisk ​synes jeg også, der er sket noget. Folk virker til at have mindre tillid til politikerne og tænke mere kritisk om magt og autoritet, måske fordi vi med Trump og populismen generelt kan se manipulationerne så meget desto tydeligere. Makrelmadder og mink. Nedsmeltningen i og omkring de politiske partier. At hytte sit eget skind og hænge de svageste og de fattigste til tørre.

Med corona så vi, at tingene kan forandre sig meget hurtigt, hvis der bliver taget de rigtige politiske beslutninger. Tænk, hvis den samme resolutte handling blev taget på klimaområdet. Men corona lærte os også, hvor hurtige vi var til at dømme og fornedre hinanden, og det førte til (selv)refleksion – måske ikke overordnet eller officielt, men det virker til at være sket ude i de små hjem.

I det hele taget virker der til at være sket noget i de små hjem. For 10 år siden sad vi glade og naive på de sociale medier og foran skærmene. Det var dengang, vi stadig troede på det demokratiske potentiale i dem, og det var helt normalt, at en nyhedsudsendelse mest var en opsummering af, hvad nogen havde sagt på Facebook eller Twitter. Udmattelsen, trætheden, desillusionen er, som jeg skrev tidligere, helt reel – folk vender ryggen til algoritmerne, folk går væk fra de multinationale virksomheder og hen imod det lokale, mange vender sig mod håndens arbejde, ser jeg, de hækler og de strikker og dyrker ’outdoor’.

I samme ombæring er det mere blevet mere normalt at tale om det spirituelle og det åndelige. Det var ikke en samtale, vi kulturelt set var klar til for 10 år siden, men nu vrimler det med hekse, mindfullness og meditation. Folk dyrker yoga, folk spiser sundt, folk gider godt tale om for eksempel moderskabet, minoriteter og monokultur på en mere nuanceret og mere kompleks måde.

Jeg tænker på min veninde og dyrevideoen, hendes behov for at gå i hi, jeg ved hun er deprimeret over verdens tilstand, og jeg ville ønske jeg kunne give hende noget håb, men det kan jeg ikke fuldhjertet. Jeg synes stadig, tingene går i den forkerte retning. Jeg synes stadig, alting er bekymrende, overvældende. Det ydre pres eksisterer, faktuelt, men nogle gange tænker jeg også på det smukke i forandring.

Det er med forandring, ligesom det er med et lille barn. Hvis man er sammen med barnet hver dag, ser man ikke forandringen, for den er glidende og umærkelig. Men hvis man har været lidt væk og kommer tilbage kan man se det så tydeligt: se, hvor det barn er skudt i vejret! Se, hvor ranglet og akavet det er blevet, et lidt fåret udtryk i ansigtet, og det ved ikke helt hvilket ben, det skal stå på – men se også dette nye udtryk i øjnene! Som om der er en dybde nu, en lidt større forståelse af de komplekse sammenhænge imellem alting.

Måske køber jeg en airfryer, måske går jeg hjem og laver pommes frites, for jeg har lært, at der ikke er nogen, der er perfekte og gud ske tak og lov for, at det ikke længere er et ideal i samfundet at være det!

---

Boykut har alle dage været en fuldkommen legitim politisk metode og jeg kan virkelig ikke se noget galt i at ville flygte fra et samfund som er så dysfunktionelt som vores (de skriger ud af højtalerne “her går det godt, her går det godt, her går det godt” og overvåger hver eneste af vores bevægelser)

Det er ok at ville flygte og det er ok at gøre det. SELVFØLGELIG! DU SKAL IKKE LIDE! DET ER IKKE ET IDEAL AT LIDE!

Det er også ok at komme tilbage idet man ikke skal ligge under for noget- heller ikke sine egne idealer.

Hvis du vil læse lidt mere om flugten- eller escapismens- som politisk (og litterær) metode så læste jeg Margaret Killjoy´s “The duty to escape” her til morgen og den var god.