Hvad med dig?

I forgårs blev filmen vist på Nationalmuseet. Den var blevet valgt som officiel begyndelse på deres videnskabsscene (sic!) Science: Cinema.
Jeanette Varberg introducerede den og mens den blev vist drak vi et glas hvidvin på den nærmeste cafe (vi havde begge to set den), vi talte om vølvegrave, talte om Skalk, talte om hvordan det går og det fascinerede mig, som det altid fascinerer mig hvor meget magien og videnskaben i virkeligheden taler (godt)sammen…
… hvis bare de der rum for samtalen bliver åbnet.

Efter filmen var der en paneldebat hvor tre dygtige hekse aktualiserede og perspektiverede filmen - det var dejligt at se deres forskelligheder, det var dejligt at se deres skarpe hjerner i spil- og til slut gik jeg hjemad gennem mærkelige København.

Jeg endte med at gå lige bag ved et par som havde set filmen og som diskuterede den, højtlydt og passioneret. Manden især var oprørt over, at det ikke var kommet nok frem i løbet af filmen at det er SAMFUNDET der gør mig syg hvilket gjorde mig glad fordi; ja.

Ja, jeg er “syg” men lige præcis min form for “sygdom” eksisterer -hårdt- i forhold til det samfund jeg lever i. Til andre tider, i andre kulturer og andre steder har mine evner til at se, høre og tale med det-mere-end-menneskelige hverken været så stigmatiserende eller så fucking ensomme at bære selv.

Lige præcis dette skisme; sårbarhed som styrke/styrke som sårbarhed er noget af det som jeg selv synes det har været vigtigt at vise med filmen, tænk hvis vi havde lavet sådan en stereotypisk “heksefilm”, tænk hvis vi bare havde spillet med på heksen som “cool”, nej, det har været enormt vigtigt for mig NETOP at komme ind i det bløde, blævrende og bredrøvede paradigme som er kvindekraftens; fuck jer med al jeres succes, det gælder sgu da om at VÆRE her, det er dét vi må kæmpe for, retten til at være her- selvmodsigende, komplekse og nuancerede som vi er, som ALLE er.

Det er derfor jeg egentlig godt kan lide plakaten. Den signalerer en styrke som selve filmen så at sige afmonterer. Plakaten og filmen taler sammen, styrken og svagheden taler sammen, folk taler sammen…. om den film.

Jeg synes faktisk ikke filmen handler særlig meget om mig. Jeg synes den handler meget mere om den menneskelige tilstand, om noget almentmenneskeligt og jeg tænker det netop er heksens rolle; hun bruger sin egen krop og igennem sin krop spejler hun tingene tilbage til DIG.

*

Nu er den ude at virke i samfundet, filmen, nu er det ude at mine hænder.

På de gode dage synes jeg, at vi gjorde det godt og at filmen er vigtig, på de dårlige dage går jeg rundt i lejligheden, helt perpleks, nærmest tom. Øeh. Hm.

Hmmm.

Eksponeringen er altid kvalmende.

Der har været nogle hårde dage, en summen i hele kroppen og jeg takker min mangeårige magiske praksis for at have lært mig hvad det er; det er energierne.

Der er fuck up i energierne lige nu (nå ja og så det astrologiske clusterfuck vi lige pt lever under). Jeg har lyst til at diskutere og til at tale om ALT MULIGT- men jeg har lyst til at kravle ned i et hul, ned i jorden, være tæt på jorden, stille når gruppe, ssshhh.

Jeg var i Go´aften Danmark og blev interviewet af Janni Petersen som jeg bare instinktivt helt vildt godt kunne lide. Jeg synes jeg får nævnt nogle af de vigtigste ting som jeg gerne ville byde ind med både i mine bøger og i denne film.

Hvis du har set filmen så ved jeg, at det vil betyde meget for hele holdet bag hvis du stemmer på den til audience award. Men vigtigst, mest, vil jeg høre, vil jeg sige; hvad med dig, hvordan går det med dig, kom skal vi ikke åbne en sprække i verden?