Efter enhver udvidelse kommer der en sammentrækning

Jeg skriver på en roman om blomster, nej, byen, nej, steder i byen, jeg skriver på en roman om kærlighed, den her form for kærlighed: hvad skal man med den når ens børn er blevet store, flyttet hjemmefra og der ikke er et PROJEKT? Bliver kærligheden så et projekt? Hvad skal man stille op med dét og hvordan skal man elske i det senkapitalistiske samfund hvor alle er blevet ensomme narcisister der sætter/opretholder/forsvarer grænser og løber skrigende væk fra alle de røde faner og flag?

Der er opstået et sprog omkring kærlighed, især på internettet, som jeg synes er weird, anxious, avoidant, en hel bevidsthed omkring parforholdet som jeg ikke kan huske var der før. Det optager mig. Ligesom blomster, byen, steder i byen, du ved hvordan jeg er.

Du ved også at dette projekt handler om hvad der gør et menneske til et menneske og om hvordan vi bliver skabt af de DE ANDRE; forholdet til dem og kommunikationen med dem og derfor også om hvordan min skrift og mit virke som forfatter bliver påvirket af jer, læserne. Jeg vil gerne belyse det. Så jeg læser jeres kommentarer, reflekssioner og spørgsmål som invitationer til at undersøge noget nærmere og skrive om det her.

Af mærkelig årsager hænger emnet som jeg vil skrive om her til aften sammen med noget der skete forleden og det der skete forleden hænger sammen med mit arbejde, hvilket betyder- tror jeg- at der er en sammenhæng mellem emnet og arbejdet.

DIXIT

Emnet er moderskabet.
Arbejdet gjorde, at jeg forleden befandt mig i politikens boghal fordi jeg skulle mødes med Shekufe Tadayoni Heiberg umiddelbart efter at hun havde holdt oplæg for en hel masse mødre på barsel. Prøvetrykket af min bog VÖLUSPÁ var kommet og hun skulle give mig det så vi kunne gennemgå de allersidste rettelser.

VÖLUSPÀ er en gendigtning af en af den nordiske kulturs allerældste historier; Vølvens Spådom, ekstrem vigtig, så meget ømhed og erfaring, så meget visdom og okkult sofistikation hvisket ned gennem generationerne… og så lidt respekt vi har for det. Det er hjerteskærende for mig. Det er hårrejsende. Så jeg arbejdede med det jeg, jeg arbejdede og jeg arbejdede og vi arbejdede og vi arbejdede. Johanne Helga Heiberg har lavet de potente tegninger i en nu gennemillustreret bog, jeg har skrevet, fuck jeg har skrevet, Shekufe har redigeret og udgiver den på forlaget Uro, du kan forudbestille bogen her.

Altså. Jeg sidder og venter på Shekufe da alle mødrende kommer gående igennem boghallen efter arrangementet er slut. Barnevognsbrigaden, der var så mange af dem, en hel hord. De så glade og opløftede ud og det gjorde mig glad og opløftet. Så kommer Shekufe, vi krammer og går på cafe, spiser kage, snakker først om arbejdet og så, lige så langsomt, begynder vi at tale om noget andet; parforholdet, børnene, husene, lejlighederne, kroppene.

Senere kørte jeg med metroen hjem og metroen er et ormehul, i metroen sad jeg og stirrede på lyset- med lidt god vilje kan man sagtens se en fødselskanal i metroen- mens jeg tænkte på emnet; Moderskabet.

*

Hun skrev om søvnen og om at være nogens mor. Om at skubbe søvnen foran sig og aldrig nå hen til den. Om hvordan barnet næsten kan læse ens tanker, kan de det? er barnets ens tanker og hun skrev “der sidder en viden og en historie og en krig i min hud” hvilket jeg synes var så smukt og straks førte mig tilbage til en anden tid, hvilket også godt kan have noget med metroen at gøre.

*

Jeg havde mange små børn (4), i mit liv var der børn over det hele og jeg fik børn meget tidligt, jeg var nærmest et barn selv. Nu er jeg snart halvtreds og pludselig er der ikke nogen børn over det hele, pludselig er der blevet så stille, pludselig kan jeg mærke min EGEN krop, min EGEN søvn, min EGEN tanke.

Men jeg kan godt huske tilstanden.

Jeg husker det som en tilstand af sammensmeltning, ikke kun med barnet, hjemmet, babymosen (en slags tidslig og stedslig opløsning) men også med et højere formål, den klare lov; kærlighed.
En smertefuld opløsning af selvet og en samtidigt forløsende trancendens af det.

Mest husker jeg babymosen dog.
Brystbetændelsen og stressen.

Jeg tror instinkternes aktivering er en voldsom proces for ethvert menneske der får børn. Det er voldsomt, nærmest voldeligt, at opleve hvordan “noget andet” tager over og pludselig bevæger sig inde i en nemlig; den instinktive viden.

Hvor kommer den fra?
Knoglerne?

Hvordan man bærer et barn, beroliger et barn, mader et barn, får et barn til at sove, vågne, hvilke lyde man siger, hvornår, og hvordan man tygger maden som en fugl inden man giver det til barnet, barnet, barnet, det hele handler om barnet.

Lad os sige at den instinktive viden er størrere end os selv.

Lad os sige at den indeholder menneskehedens akkumulerede viden. Lad os forestille os at det er en viden der går i arv og lad os forestille os, at den instinktive viden er en fundmental del af det at være menneske.

Lad os også sige at den instinktive viden ligesom de vilde dyr og planter er truede (maskinerne, byerne, væksten, forureningen), der er ikke særlig mange steder den instinktive viden kan få lov til at være i fred længere. Den burde fredes.

Vi er så hyperregulerede.

Og dog kan vi ikke regulere instinkterne; vi kan ikke styre hvem vi forelsker os i, hvad vi tænder på, hvornår og hvordan vi elsker, vi kan ikke styre det, vi ville ønske vi kunne men vi kan ikke.

Jeg kan huske hvor voldsomt det var, da min instinktive viden blev aktiveret, det var en form for praktisk og nonverbal bevidsthed som sad i mine celler; hvordan jeg orienterede mig selv og børnene i rummet, hvordan jeg bevægede os, hvordan jeg fornemmede fare, en ny taktilitet indeni mig, et gyrometer. Og krigen, den genetiske hukommelse, den primale angst, overlevelsen, lynhurtigt at kunne komme ud af en dør, lære at græde helt lydsløst, ryste. Og at arbejde, arbejde til jeg segnede, arbejde selvom jeg ikke havde flere kræfter, absolut ikke flere kræfter, gøre det alligevel fordi jeg skulle og fordi der ikke var noget valg.

På internettet taler de om the mental load, især ude i børnefamilierne, det er ikke fordi vi ikke har talt om det før (jeg har for eksempel skrevet en del om det i både min vildmarksbog og min identitetsbog og i min crazybog) men alligevel er det som om vi taler om det på en ny måde, som om der er kommet et nyt sprog for det, ligesom der er med kærlighed.

En slags udvidet bevidsthed omkring de strukturelle processer og personlighedsmæssige dynamikker der er på spil.

Det jeg bemærker i sproget omkring både moderskabet og kærligheden er, at det handler om at regulere det. Altså, lære at regulere sig selv, man må og man skal lære at regulere sig selv, det er vigtigt, siger de.
Hvis man kan regulere sit eget nervesystem har man vundet.

Well.

Jeg har arbejdet på at lære at regulere mit nervesystem i et stykke tid nu og det går skidedårligt, helt ærligt, det går RØVdårligt med det der regulering. Jeg sidder for eksempel og regulerer mig selv lige nu ved at skrive det her indlæg men lige lidt hjælper det; mit nervesystem er i alarmberedskab og jeg er gået i fight, flight, freeze og fawn, mit nervesystem går hele tiden i fight, flight, freeze eller fawn, det er så irriterende.

Mine instinker er så irriterende.

Indtil de ikke er.

*

Hun skrev om et hulrum, måske en form for savn, hun skrev om at være forbundet (på trods af søvnmangel) eller modsat; ikke at være forbundet, en af delene, hun spurgte om forbundetheden forsvinder, kommer tilbage, bliver væk, hvad sker der med forbundetheden spurgte hun.

*

Jeg tror forbundetheden ligger i det vi IKKE kan regulere og det er jo et problem ikke mindst i forhold til det de skriver på internettet. Jeg er forbundet når jeg mister kontrol. Om det er i ritualet eller i trancen, om det er i sex eller kærlighed (satanspis), om det er når jeg tager mig af mine børn eller når jeg arbejder, arbejder, når jeg går ind i det, når jeg på en måde mister mig selv.

Når jeg vandrer og bliver væk i bevægelsen.

Når jeg drikker mig stiv og griner med mine venner.

Når jeg græder.

Instinkterne har ikke altid ret, nogle gange er der ikke nogen grund til at være i fight, flight, freeze eller fawn (men for det meste er der) og ja selvfølgelig skal vi lære at regulere os selv og vores kroppe og vores nervesystem, jaja, men der er også bare noget lidt…

……eeeehhhhh…..

Moderskabet (forældreskabet) er et af de fænomener i det moderne samfund som det er allermest svært at styre, bare se på hvor meget de prøver på at styre kvinders fødselsprocesser, kvinders frie valg i forhold til abort, kvinders reproduktion (reproducér jer, kvinder, siger staten) og kvinders sexliv især på internettet som helt ærligt ikke har gjort særlig meget godt for kvinders sexliv og moderskabet; at være, eller ikke at være, en perfekt økohausfrau? (siger staten) Og kærligheden. Det ekstreme fokus på dating, på pardannelse, alle tvprogrammerne, al denne diskussion om polyamori og nye former for parforhold, DET HELE.

Og det er jo godt, det må være godt… at vi taler om de her ting, især når vi taler om det på nye måder og med et udvidet sprog MEN….

… synes bare måske vi skal passe lidt på med ikke at komme til at hyperregulere det.

*

Efter enhver udvidelse kommer der en sammentrækning, det gælder i fødsel såvel som i kreative processer, såvel som i arbejdet, såvel som i kærligheden.

Det er en gentagende bevægelse.

Og det er nok dét der er den større fortælling hvis du spørger mig. Nogle gange foregår det i det helt nære, i instinkternes aktivering, nogle gange foregår det når man skal udgive en bog, der er ikke principielt forskel på de to ting, det handler om en udvidelse. Så en sammentrækning. Så en udvidelse.