Dagbog
Der er temaer der går igen i mine tanker, mine tanker går igen, mine tanker går igen som spøgelser igennem min hjerne, ud i hjørnerne BØH! Et tema er “byen”, at bo i byen istedet for på landet, hvad det har gjort ved mig at flytte til byen, byen som organisme og som biotop. Her står jeg observerer menneskeheden som jeg ville observere en antilope; hvorfor stabler vi os sammen ovenpå hinanden i kasser, hvorfor denne sammenklumpning, transportsystemernes logik, ormehullerne under asfalten og rulletrapperne ned til dem, fælleskoncerterne, tæpperne i parkerne, bittesmå spillesteder hvor vi gnider os op af hinanden selvom vi er hyperindividualister, hvorfor går jeg på cafe for at sidde og skrive helt alene for mig selv- men sammen med andre?
Et andet tema er kærligheden, åh fuck, kærlighedsspøgelset, kan ikke overskue det, skriver om det spøgelse en anden dag. Så er der den hvide priviligerede dame, hvilket klassespøgelse, gud hvor hun går igen. Overgangsalderspøgelset, skrivespøgelset (hvad skriver jeg, hvorfor, hvordan går det med bogbranchen, hvad er bogens fremtid?) Og…. et mærkeligt, mærkeligt lille spøgelse, jeg ser kun dets hvide skygge og wuuush så er det væk, det løber rundt, et tricksterspørgelse, en tåge og en damp, en rungende leende, irriterende latter lige rundt om hjørnet, jeg kan ikke fange det, jeg kan ikke se det men jeg ved hvad det handler om, det handler om aktivisme. Det er et aktivismespøgelse. Ved ikke rigtigt om jeg tror på aktivismen længere.
*
Ved ikke rigtigt om jeg tror på den jeg plejede at være længere.
*
Ved ikke rigtigt med den der push push push mentalitet, kravet og gennemførelsen, den indlejrede verdensfornægtelse, den forekommer mig så kristen, at der er noget galt med verden, verdenskroppen, kroppen, der er noget galt, galt og der er nogen der skal overbevises, der er nogen der skal være anderledes end det er, hvorfor ikke nyde det der er?
*
Ved ikke rigtigt hvorfor vi drak os fulde igår ude i køkkenet, de der to flasker god vin, de der stegte grøntsager, den der måde vi stillede hinanden det samme spørgsmål igen og igen og igen og igen og igen; hvorfor er du ikke anderledes end du er, hvorfor er du ikke på en måde der er nemmere for mig at forstå, hvorfor giver du mig ikke det jeg har brug for? Mig. Mig. Mig.
*
Så gik vi i seng og lå og klistrede os op af hinanden, menneskedyrets indlejrede længsel mod den anden som er en selv.
Jeg tænker kun på søvnen. Nu er jeg nogens mor men han vil ikke sove.
Så vågnede han mens jeg skrev det. Jeg ved, at han kan læse mine tanker. Gudskelov kan han læse mine tanker.
Jeg tænker på det med søvnen og moderskab fordi jeg må lade mig opsluge af de mørke ensomme vågne nætter. Jeg tænker på hvordan min krop værker og skriger fordi jeg bærer i stillinger jeg ikke vidste jeg kunne, men det kan jeg, og det ved jeg nu, for nu er jeg nogens mor. Ligesom nogen er min mor, og at der altid siden tidernes morgen er nogen der blev nogens mor. Jeg føler en kropslig fortælletradition der sætter i mine knogler og på indersiden af mine øjenlåg. Der sidder en viden og en historie og en krig i min hud og jeg ser hvordan jeg taber mit hår og hele tiden skubber jeg søvnen foran mig uden at nå derhen.
Der er noget i kvindens krop der kan føde børn og bygge børn og made børn. Også dine børn. Eller et andet lille dyr. Et lille lam måske. Det kæmpe store hulrum inde i mig og i jer og alle kvinderne før mig. Hvad skal vi med det nu? Siger jeg det bare fordi mit barn er lille lige nu. Forsvinder kontakten til den store fortælling?