Writing for social change

- er grundlæggende ubehageligt

Min veninde Louise, har købt et Masterclassforløb til mig; gode, dygtige forfattere har forskellige undervisningsforløb på nettet omkring (for mig) spændende emner. Lige nu følger jeg Roxane Gay´s forløb om “writing for social change”.

Jeg tror på at skriften har et reelt forandringspotentiale.

Det er mit udgangspunkt. Jeg tror på at det betyder noget at vi skriver, jeg tror på at forfatterne har en vigtig opgave i samfundet, jeg tror det vi ultimativt arbejder med er forandring; social change.
Nogle gange (ofte) igennem os selv først.
Bare for at klargøre at jeg har en helt klar POLITISK holdning til kunsten og at jeg derfor- nogle gange- føler mig POLITISK motiveret til at skrive.

Det gjorde jeg for eksempel igår da jeg postede nedenstående indlæg på mine sociale profiler. Det er ikke omkostningsfrit for mig at poste sådan noget, det kommer til at få konsekvenser. Der er mange argumenter for at lade være med… at gå imod strømmen i en andedam.
Jeg vil gerne forklare hvorfor jeg gjorde det alligevel.

Jeg gjorde det fordi det var fysisk nødvendigt for mig.
Det begynder med en fysisk følelse, helt konkret i min krop, sådan er det når jeg skriver; jeg skriver fra min KROP og det er måske på tide at tale lidt om.

Når jeg skriver politisk er det fordi der er noget der nager mig, som et strittende neglebånd, noget der irriterer mig. En splint i foden som ligger for dybt til at kunne få ud. Det nager mig som regel i nogle dage. Jeg kan ikke altid tilgå hvorfor det egentlig nager mig jeg kan bare mærke selve… nagningen.
Mange gange, som i dette tilfælde, forsøger jeg at ignorere det. Mit intellekt vil overdøve min kropslige følelse, mit intellekt har en skarp liste af grunde til IKKE at skrive om det der nager mig.
På en måde foregår der en slags diskussion imellem min krop og mit intellekt og især i sager hvor jeg ved, at konsekvenserne vil være store enten for mig eller andre hvis jeg skriver… virker mit intellekt som en virkelig stærk (god og nødvendig) bremseklods.
Stiller mig spørgsmål.
Hvad er dine personlige motiver til at gå ind i denne diskussion, hvilke følelser har du i klemme, hvem gavner det, at gå ind i denne diskussion? Trumfer nødvendigheden venligheden?

Nogle gange stopper den dér og jeg ender med at ikke at skrive noget politisk. Andre gange bliver følelsen ved i min krop; en rastløshed, en irritation, der er noget inde i min krop som simpelthen bare ikke er TILPAS.

Det er først når jeg giver uroen, det nagende, rum og plads at jeg finder ud af hvad jeg mener. Jeg ved det sjældent helt tydeligt på forhånd. Min intuition har sendt et nødsignal, jeg lytter, min intuition begynder at formulere sig.

Jeg føler jeg skriver direkte fra dette sted, når jeg skriver politisk, jeg skriver fra denne intution, denne nagende følelse i min krop.

Det er i selve sprogliggørelsen at mit argument træder frem.
Også argumentet kan jeg mærke fysisk.
Hvis jeg skriver et argument frem som ikke føles rigtigt - sletter jeg det.

Når jeg skriver politisk føles det som at gå igennem en skov, jeg leder efter åbningerne og stierne, jeg går udenom mosehullerne, hopper fra græstue til græstue henover engen, ja, det er corny, når jeg skriver politisk bliver jeg væk i dén følelse.
Jeg bevæger mig igennem et landskab, jeg famler mig måske lidt frem.

Det er anderledes når jeg skriver skønlitteratur. Den kropslige følelse er anderledes. Den er mere rolig, mere poetisk, mere indadvendt og den er hundrede procent mere behagelig.

Det er en dejlig følelse. Jeg elsker at forsvinde, tiden forsvinder, fingerspidserne danser, jeg er ikke i virkeligheden, jeg er et andet sted.

Udover at der er fysisk forskel på at skrive politisk/poetisk er der forskel i hvordan jeg har det EFTER jeg har skrevet.

Når jeg skriver politisk bliver den nagende følelse ved.
Det bliver ved med at irritere mig. Nogle gange har jeg lyst til at slås, verbalt, bare for at få den nagende følelse ud; jeg har en holdning, den kolliderer med noget, ok, så kom, lad os diskutere det! Rusk mig!

Jeg ved (jeg har fået at vide), at jeg i denne del af processen kan fremstå superhård hvilket - altid - kommer som en overraskelse for mig fordi jeg -altid- har det superblødt indeni.

Jeg er i kampen, nu er jeg i kampen, nu er jeg kriger, sværd, hyl, skrig og ravne.
Vi er igang med noget.

Det kan forekomme som om jeg ikke lytter men det gør jeg. Jeg tester min egen holdning op mod andres holdning, holdningerne prøver kræfter med hinanden, sådan oplever jeg det, nogle gange kommer folk med en holdning og den er stærkere end min og den vinder- ikke på grund af fremførelsen men på grund af selve argumentet.
Det kan jeg godt lide.

En stor del af den politiske tekst bliver således faktisk først til EFTER at den er skrevet.
En stor del af den politiske tekst foregår ikke inde i mig - men imellem mig og modtageren. Den politiske tekst er organisk på den måde, den udvider sig, føder sig selv og bliver større.
Den politiske tekst er sjældent værket i sig selv- værket er diskussionen.
Det kan jeg også godt lide.

Med en skønlitterær tekst er det ofte anderledes (for mig). Den er mere færdig når den forlader mig, jeg går sjældent i efterfølgende dialog med verden når jeg skrevet en skønlitterær tekst, den skønlitterære tekst virker ovre i læseren men sjældent aktivt imellem os. Jeg har altid fået rigtig mange beskeder og mails fra jer, læsere (og jeg er altid taknemmelig for det!) men de fleste af disse beskeder og mails handler om hvad min skønlitterære tekst har gjort ovre i jer. Vi diskuterer sjældent f.eks VØLVE fordi der er faktisk ikke så meget at diskutere; bogen er en OPLEVELSE og ikke en diskussion. Hvis du forstår?

Derudover er der den forskel, at jeg sjældent føler mig helt så udsat når jeg har skrevet en skønlitterær tekst. Den har sin egen legitimitet. Det er anderledes med den politiske tekst, jeg bliver tit bange når jeg har skrevet en politisk tekst, jeg skriver tit til min veninde “nu er jeg bange”.

Jeg bliver ved med at være bange i et stykke tid.

For mig handler den politiske tekst om at overvinde ubehaget, både i forhold til hvorfor jeg skriver og hvordan jeg efterfølgende har det med at have gjort det. Det er grundlæggende ubehageligt.

Jeg føler mig udsat, eksponeret, angribelig på en helt anden måde end i den skønlitterære tekst.

Den gamle Andrea ville her til sidst opliste de forskellige punkter nedenstående tekst kan angribes på (hvoraf den vigtigste helt klart er “kollegialt hensyn”) samt deres modargument… men den nye Andrea som er igang med at lære nye ting om nye ting, nyt, nyt, nyt… lader det være som det er.

Slipper.
Står ved.


Så her er et eksempel på det jeg vil kalde en politisk tekst som jeg har skrevet. Jeg skrev den igår og diskussionen har mest udfoldet sig på min facebook omend jeg ved, faktuelt, at den også bliver diskuteret andre steder (som jeg ikke har adgang til).

Det er ikke en smuk eller fuldendt tekst, jeg ville have skrevet den anderledes hvis det havde været en klumme/kronik/læserbrev men jeg valgte at teksten skulle være sådan her, lidt kantet og flosset, lidt for lang fordi jeg (stadig) har nogle forbehold i forhold til diskussionen. Jeg ville gerne lade det være mere ufærdigt. Og jeg ville gerne fascilitere en direkte, umiddelbar diskussion og herved også give folk der måske ikke altid har adgang til medierne en mulighed for at være med.

Alt dette bare for at give jer indblik i processerne og hvordan forfatterlivet udfolder sig. Uendelig tak for at følge med her, uendeligt tak for at være med til at åbne denne rum, noget svampet, organisk, ufærdigt… udfolder sig. TAK!

Mange har skrevet til mig og spurgt mig om min holdning til Tomas Bobergs bog Insula fordi jeg:

- har boet på Fejø og kender den virkelighed der diskuteres.

- er autofiktiv forfatter og derfor har et forholdsvis indgående kendskab til genrens faldgruber og udfordringer.

I tilfældet med Insula er grænserne mellem autofiktion og fiktion blevet mudrede. Jeg udtaler mig i det følgende som autofiktiv forfatter og jeg siger; hvilken dejlig mulighed for at diskutere netop disse grænser.

Jeg har ikke sagt så meget offentligt men jeg har selvfølgelig diskuteret bogen privat og i diverse fora, jeg har hørt for og imod - og jeg har (meget vigtigt) TÆNKT LIDT OVER DET - og er nået frem til at jeg faktisk synes det er på sin plads at sige noget fordi jeg har erfaring.

1. Jeg synes i udgangspunktet det er godt at hans bog bliver diskuteret, jeg synes altid det er interessant når der opstår store, brede kulturelle samtaler om litteratur fordi jeg i hjertet mener, at litteraturen er vigtig i forhold til samfundets udvikling/oplysning.

Jeg tilhører ikke den fløj der synes det er latterligt at hans bog bliver diskuteret eller som synes at folk bare skal holde kæft og dufte til roserne.

Samtidig har jeg selv erfaring med at havne i en shitstorm og det er simpelthen bare så ubehageligt at noget man har lavet eller noget man mener, bliver løftet op på et samfundsmæssigt niveau hvor det lige pludselig ikke handler om det man faktisk har sagt eller det man mener- men om det ANDRE folk synes man har sagt eller mener.

Man mister agens i en shitstorm, alle mister agens, det bliver en turbine der bare drejer, en kværn der kværner, det man har sagt forvrænges, man tillægges intentioner man ikke har, ens personlighed bliver pillet fra hinanden... og det sker lige nu for både Boberg - og for de kritiske fejøboere.

2. Det, der diskuteres er således ikke bogen, selve bogen, det, der diskuteres er noget ANDET (andre folks følelser) og derfor synes jeg det bliver for enkelt at sige til folks indvendinger "Læs bogen, læs bogen" , affærdigende, i så fald; læs også fejøboernes updates, interne diskussioner, beskeder idet det er dobbeltmoralsk at kræve at man skal læse bogen men ikke at man skal læse modpartens svar, holdning, oplevelse

MEN

en shitstorm bliver netop en shitstorm fordi der er denne "andetheds" kvalitet over diskussionen.

Den er løsrevet fra det subjektive, fra dem det handler om, det er løsrevet fra det konkrete - og er blevet almen.

Folk har alt muligt shit de gerne vil sige... og de bruger så den konkrete shitstorm til at sige det.

Således også jeg.

Bare for at skære ud i pap, at det jeg siger nu IKKE handler om hverken Insula eller om de kritiske fejøboeres virkelighed (!!!)

Det jeg siger nu handler om diskussionen.

Det jeg siger lige nu handler om alle de ting der er blevet hvirvlet op af støvet. Det må være shitstormenes funktion; de hvirvler ting op af støvet og folk får en mulighed for at diskutere det de føler?

3. I mine øjne handler denne diskussion primært om KLASSE og sekundært om LITTERATUR.

KLASSE: Det ER problematisk når Københavnere gør grin med provinsen, udkanten, alt det som ikke er dem selv. Det ser jeg ske i diskussionen. Jeg ser en latterliggørelse af udkanten og den kommer fra et MAGTFULDT sted, den kommer fra Gyldendal, fra de nationale aviser og fra kultureliten for eksempel i diverse kommentarer på facebook. Tag ikke fejl; der ER en ulige magtfordeling her.

Der er dem der har ordet (forfatteren, forlaget, journalisterne, storbyen) og dem der ikke har ordet (de kritiske fejøboere, udkanten).

Det nytter simpelthen ikke noget at prøve at vende om på denne magt og at omtale de kritiske fejøboere som magtfulde fordi hallo, det er de ikke.

De er i opposition.

Latterliggørelse er en herskerteknik.

Det er simpelthen rent ud sagt uklædeligt at gøre grin med andre folks smerte. Det er uetisk at omtale de kritiske fejøboere som mindre kognitivt bemidlede eller som sarte små snowflakes. Og det er faktuelt forkert at omtale dem som magtfulde.

Der er kommet et MODSVAR fra udkanten, fra provinsen, fra øen - og at dette modsvar latterliggørelse af den herskende klasse giver mig både dårlig smag i munden og får mig til at krumme tæer.

Det er det første problem.

Det andet problem er, at der sker en bevægelse i samfundet lige nu hvor ulykkelige storbyboere søger ud mod naturen, ud mod provinsen, fordi de ønsker at leve en anden form for liv.

Jeg har selv gjort det.

Jeg anklager ikke denne længsel, dette behov, jeg synes faktisk det siger noget enormt smukt om menneskeheden, at folk længes efter et mere simpelt liv og efter mere natur.

Der er ikke noget galt i den længsel.

Men der er en klar udfordring som også trænger til at blive italesat nemlig; at så kommer vi der med alle vores længsler og behov om et mere simpelt liv tættere på naturen og vi vil HAVE noget, vi vil ekstrapolere noget, vi kræver noget (igen, jeg taler i generelle vendinger og jeg taler også om mig selv). Og det er svært. Der er mange der ikke får det de på forhånd har defineret at de gerne vil have.

Mange af dem vender tilbage til byen.

En masse unge familier flytter på landet og en masse af dem flytter tilbage igen.

Jeg er selv flyttet tilbage igen.

Modfortællingen om at det faktisk IKKE er så fedt som man havde forestillet sig at flytte på landet- er vigtigt.

Og igen; den historie har jeg også selv skrevet FORDI jeg synes den var vigtigt (om vildmarken)

Det er vigtigt at italesætte denne oplevelse, men det er fandme også vigtigt, at tage den til næste niveau: HVORFOR er det svært?

HVAD er det, der går galt?

Er det landet der er noget galt med? Er det storbymennesket?

Er det relationen?

Det er simpelthen for entydigt at skrive eller tale en udkant frem som bare er latterlig.

Det er de samme vi gør med de fattige, med underklassen; de meget, meget stive narrativer om "dem"- er simpelthen bare ALTID fucking problematiske, og jeg skriver "fucking problematiske" fordi jeg virkelig mener det.

Vi kan ikke bare komme og kolonialisere udkanten eller provinsen, gentrificere den, den stritter, den er modvillig, den har en egenart og du kan ikke få naturen og fællesskabet og alt det fede- uden også at skulle finde en måde at være i det ufede på.

(igen, det handler ikke om Bobergs bog eller Bobergs oplevelse)

Det handler om

Magt

Klasse

Det handler om det moderne menneskes længsel efter fællesskab og naturforbindelse og vores samtidig totalt manglende evne til at indgå i naturen, i fællesskabet.

Det handler om hvordan vi håndterer vores smerte.

Det handler om den kreatives klasses selvfedme og defintionsret, det handler- mine damer og herrer- om litteratur

LITTERATUR

Litteraturen må og skal være fri og forfatteren må og skal kunne skrive lige hvad fanden fuck de vil.

Når dét så er sagt, så befinder vi os i en post me-too, woke virkelighed hvor vi lige pludselig, kulturelt set, har fået en lidt større forståelse eller måske ligefrem sensibilitet i forhold til andre folks følelser.

En sensibilitet som står i kontrast til vores (forældede?) kunstsyn nemlig; kunstneren som ophøjet, kunstneren som fri, kunstneren som dén der arbejder i den større sags tjeneste, kunsten som KUNST (og ikke som magt), kunstneren som den der må alt og ikke skal tage hensyn til noget.

Altså; den unge hvide drukne digter, jeg mener jesus med lidelsen, jeg mener; kunstnere kan godt tage fejl, kunstnere kan godt være selvretfærdige, kunstnere kan godt finde på at hævne sig, have forsmåede følelser, lave dem om til litteratur, kunstnere er ikke nødvendigvis fede mennesker og kunst kan være ødelæggende, KUNST KAN VÆRE ØDELÆGGENDE og det er et problem hvis dette ikke må PROBLEMATISERES eller, nå ja, ITALESÆTTES. Per definition.

Magt skal altid- altid- kritiseres.

Også når det er vores egen magt.

I udgangspunktet består vores arbejde, som autofiktive forfattere, i at appropiere andre mennesker, vi tager helt konkret deres stemme, lægger ord i deres mund, beskriver deres virkelighed og virkelighedsoplevelse, vi tager noget som ikke tilhører os og prøv at hør; det er et kæmpe argument imod genren.

(den genre jeg selv skriver i)

Det eneste der kan gøre dét ok er hvis vi fastholder positionen; jeg taler ud fra et MIG, jeg beskriver hvad JEG ser, hvad JEG føler, hvordan JEG oplever det, de siger.

Vi kan ikke gå over i de andre mennesker (på samme måde som man kan i fiktionen)

Udgangspunktet må være det reneste og det skæreste og det pureste JEG.

(hvilket også er et argument imod genren, hvis jeg skal være helt ærlig)

Fordi dette jeg er så afgørende i autofiktionen, opponerer jeg imod den implicitte og universelle frikendelse af kunstneren (ikke Boberg) som kommer nærmest per automatik.

Kunstneren er i autofiktionen hverken alvidende eller almen og kan aldrig tale ud fra denne position ELLER, meget vigtigt, høres ud fra denne position.

Det er en magt at skrive en bog, stivne en fortælling, definere en virkelighed. At sige at "folk bare kan skrive deres egen bog hvis de er uenige" er en helt blatant manglende respekt for andre mennesker såvel som en manglende forståelse for branchen fordi nej; det er ikke alle der bare kan skrive og få udgivet en bog.

Når det så er sagt, så er der masser af forfattere, inklusiv jeg selv, der af forlag er blevet påtvunget en advokats gennemlæsning af manus inden udgivelse. Der er mange af os der har måttet ændre ting i andet eller tredje oplag, det er ikke som sådan en helt vild ting, det SKER. Vi lytter, vi retter ind, vi tilpasser os.

Jeg kan fortælle at det er noget af det mest grænseoverskridende og undertrykkende jeg i mit liv har oplevet- både den eksterne og den interne censur er ubetinget det VÆRSTE, jeg HADER det, jeg ville ønske det ikke var sådan; alting stritter på mig bare nu hvor jeg fortæller om det.

(nok også fordi jeg brugte ordet censur hvilket svarer til sådan lidt en passant at sige Lord Voldemort i en sætning)

FØJ FOR SATAN.

Begrænsningen.

(jeg taler ikke for censur, jeg taler for; indlejrethed)

(jeg argumenterer imod kunstneren som ophøjet, ikke-indlejret)

Forfattere har, i litteraturhistorien, misbrugt deres magt og deres position; kvinder er blevet genstandsliggjort og minoriteter er blevet stereotypt beskrevet.Dette er foregået, dette er sandt; litteraturen har sine egne mekanismer, grupperinger, interne magtkampe, medløberi, klikedannelse, kapitalisme og bla bla bla. Litteraturen er IKKE REN.

Jeg kan ikke lide, at den fremstilles som ren eller at det hævdes at den er ren. Jeg kan ikke lide dette kunstsyn.

Og inden du tænker "her kommer Andrea nu igen på hendes høje hest" er det mig magtpåliggende at sige;

Jeg har taget fejl

Jeg har overskredet grænsen

Jeg har skrevet for at "få min stemme tilbage", jeg har skrevet for at "tilbageerobre min egen historie" som jeg følte var blevet taget fra mig, jeg har skrevet som MODMAGT og jeg har talt magten imod. Det var min intention.

Men jeg har taget fejl.

Jeg har overskredet grænsen.

Jeg har taget fejl.

Jeg har overskredet grænsen.

Det er jeg ked af.

Det er meget svært for mig at snuppe i mine nerver at kunstneren i udgangspunktet og per definition ikke kan tage FEJL. At kunstneren ikke skal rette ind. At kunstneren er hævet over almindelige hensyn.

Med det privilegie som det er, at vi kan skrive følger et kæmpe ansvar og en helt nødvendig selvrefleksion ikke kun inde i den enkelte forfatter men også forfattere imellem.

Det er ikke nok at sige at den refleksion allerede foregår.

Det er ikke nok at sige at den diskussion allerede foregår.

Det er ikke nok at sige, at det er op til den enkelte og ikke noget vi bør diskutere.

SELVFØLGELIG skal vi diskutere det. Det er sgu da minimum, at vi diskuterer det.

Jeg opsummerer lige min holdning i forhold til litteratur; jeg mener der er sket noget med vores kultur (sensibilitet) og at det skal afspejles i vores moralske opfattelse af kunst OG jeg mener, at autofiktionen i højere grad end andet litteratur er bundet til eller indlejret i virkeligheden (og andre mennesker) og at dette - netop- fordrer nogle specifikke praksisser eller diskussioner.

Jeg mener; vi skal holdes op på det vi skriver, det SKAL diskuteres.

Vi MÅ æde disse shitstorme.

Vi SKAL tage fejl, være nogle idioter, det er så at sige vores rolle.

Så omend jeg har empati for hvor forfærdentligt denne diskussion må være for både Boberg og Fejøboerne så mener jeg faktisk det er vigtigt, at vi har den (og tager den op på et højere niveau end det konkrete) fordi den handler i mine øjne om meget, meget mere end den CASE som bogen er

(er autofiktion ikke altid en case?)

Sidste ting; vi kan desværre ikke bestemme hvordan folk skal læse eller forstå en bog.

Det er noget jeg personligt selv har kæmpet vildt meget imod og jeg har aktivt forsøgt at styre hvordan folk skulle læse eller forstå mine bøger (eller mine updates) men jeg har givet op, alting er et diskussionsoplæg.