Skriveprocessen

- tanker om at udgive en bog

Når jeg lukker bogen…. åbner læseren den.
Når jeg udgiver en bog er det slut.
Når jeg udgiver en bog begynder det.

Der er en mærkelig rækkefølge, en tidslig forskydelse.
Jeg siger farvel til noget lige nu, kapitlet slutter, et nyt kan begynde, jeg bladrer den sidste side og klapper forsigtigt bogen sammen, kigger tænksomt ud i luften og fordøjer det jeg har læst, skrevet, levet.
Læseren får bogen i hånden, mærker dens tyngde, bladrer og åbner den første side og går igang, begynder, jeg slutter.

Det jeg siger er, at jeg er i afskeden og I er i det første møde.

Ni år tog det.

Seks år tog det at skrive VØLVE, nej, leve VØLVE.
Tre år tog det at skrive VOLUSPA.

Ni er det hellige tal, ni nætter og ni dage hang Odin på verdenstræet, bogstavstræet for at indvie sig selv til sig selv og sig selv til verden.
Jeg har arbejdet med urteksten og langdigtet VØLVENS SPÅDOM så intenst og i så mange år nu- og nu er det slut.
Nu må den virke og arbejde og være i jer og i verden.

Jeg er udmattet, træt, jeg er stolt, nervøs, afklaret og… mærkelig, jeg har det mærkeligt for sandheden er, at jeg anser VØLVENS SPÅDOM for værende en kultisk tekst, den forandrer aktivt sin læser og sin skriver og jeg tror på VØLVEN som et helt konkret semi-gudommeligt væsen der stikker sit hoved frem (trold af en æske) for tiden. Det er mærkeligt. Det mærkelige er magien og hvordan den bliver ved med at virke i mit liv.

Det føles som om jeg har afsluttet en stor esoterisk fordybelsesproces, en indvielsesproces, en gådefuld rejse og nu sidder jeg så her… i ruinerne af mit liv og skal til at samle alle stumperne og stykkerne- åh gud hvor har det digt påvirket mit liv, de sidste par år har jeg helt konkret været i de to sidste vers af spådommen- men det føles ikke farligt, dårligt, bare… askeagtigt.

Jeg vil bade i havet nu.

*

At udgive en bog kommer med sit helt eget sæt af følelser, de fleste forfattere ved det, taler om det og anerkender det. Vi har endda ord for nogle af følelserne, føleser som vi allesammen gennemgår når vi udgiver; der er for eksempel udgivelseblues og udgivelsesskam.

Når forfatterne møder hinanden kan vi som regel næsten aflæse den andens humør og følelser ud fra spørgsmålene om hvor de er lige nu i PROCESSEN (som det er at skrive og udgive en bog)

Har man lige udgivet en bog er man sårbar, det ved alle. Man er sitrende. Selvfølgelig venter man på anmeldelser, feedback, man ved ikke hvad man får og det er klart, at det efterlader forfatteren mærkeligt…. opmærksom, afventende. På den ene side hektisk og travlt med markedsføringen, med at fortælle alle og enhver på bogen. Og på den anden side stille igang med at trække sig tilbage i sig selv.
(HEY SIDSTE NYT SIDSTE NY VOLUSPA ER LIGE UDKOMMET KØB MIN BOG)
(idag skal jeg til havet)

Er man i midten af et projekt er man i det hårde, tunge rugbrødsarbejde, det uglamourøse (man keder sig, man er ensom, alt det spændende sker for de andre).

Og er man i begyndelsen af et projekt svinger man med voldsom fart mellem total selvovervurdering, følelsen af genialtet “åh gud, der er noget der STRØMMER IGENNEM MIG” og den modsatte pol “alt er blevet skrevet før, jeg er elendig og hvorfor overhovedet skrive midt i klimakrisen/alle de andre kriser, der er ingenting der giver mening”

Her vil jeg skrive lidt om de to følelser udgivelsesblues og udgivelsesskam.

Inden jeg gør det må jeg nødvendigvis sige dette; det er for fedt at udgive en bog. Som en forfatter findes der jo helt ærligt bare ikke noget mere tilfredstillende end lige præcis det øjeblik jeg er i lige nu; jeg har udgivet en bog, jeg er stolt af den, jeg har arbejdet hårdt for den og jeg synes helt ærligt at den er pissegod.
Det er totalt optur at udgive en bog. Det er tilfredstillende, det er givende, man fejrer, man er lykkelig, der dejligt at smide sig selv med fuld kraft ud i verden fordi man rent faktisk har noget man gerne vil BIDRAGE med.
Det er vidunderligt.
Det er det bedste.

Som barn var det mit højeste ønske, min største drøm at blive forfatter; og jeg har materialiseret det. Jeg har gjort det jeg ville og jeg også blevet til den slags forfatter jeg gerne vil være.
Bare lige for at dét er på plads inden jeg dykker ned i de lidt mere komplicerede følelser.

(jeg tillader mig selv glæden, jeg tillader mig selv opturen for jeg ved jeg har betalt den nødvendige pris- som er nedturen) (jeg har blødt, svedt og grædt) (jeg elsker at udgive en bog!)

*

Udgivelsesblues træder ikke i kraft lige med det samme, det afhænger også af hvor meget larm der er omkring den bog man lige har udgivet. Larmen i sig selv tager noget tid, det er den hektiske periode hvor man er lidt ved siden af sig selv og samtidig hyperfokuseret.
Nogle gange tager det en måned før udgivelsesblues kommer, nogle gange lidt længere.

Udgivelsesblues er når bogen har forladt dig og dit liv ikke længere har det singulære formål, når du ikke længere har et PROJEKT, den sårbare periode inden en ny PROCES går igang. Nogle gange kan udgivelsesblues tage lang tid.
Jeg har prøvet at den tog flere år.
Det er et af de værste steder at være. Et totalt limbo.
Man har brugt alle sine kræfter på at skrive en bog og sende den ud i verden, det er mærkeligt tomt og så stille bagefter. En reorienteringsfase. En forvirring.

Jeg er ikke i udgivelsesblues endnu men jeg ved det kommer.

*

Så er der udgivelsesskammen.

Den smertefulde, udmygende oplevelse af gå nøgen rundt, at have lagt sit hjerteblod i noget som folk kan sparke til og håne hvis de vil.
Det er én ting omkring udgivelsesskam.
Den anden er langt værrere; “fuck hvor er jeg pinlig”, “hvem tror jeg at jeg er, at optage al denne plads”, “alle disse øjne på mig”. Følelsen af, at man er for meget. Følelsen af at man er en dilletant. Følelsen af, at man har sagt for meget.

I en verden der oversvømmes af kulturelle produkter, film, musik, bøger, kunst, kunst alle vegne, det overload som alle folk har på grund af vores (over)forbrug af sociale medier. Skammen om at bidrage til LARMEN.
”hvorfor holder jeg ikke bare kæft?”
”Ville det ikke være bedre- faktisk- hvis vi allesammen holdt lidt mere kæft?”

En skam over at bidrage til det system man foragter.
En skam over ikke at ligge ude blandt egetræerne og bare være i ét med dét.
En skam over at underkaste sig selv mekanismer som man foragter (kapitalisme, markedsføring, salg)
Skam over at tro, at man er noget.
Skam over, at skrive. Ja. Det er rigtigt. Jeg kender ikke en eneste forfatter som ikke kender til dette: skammen over at skrive, udgivelsesskammen.

Jeg har udgivelsesskam lige nu. Jeg vidste jeg ville få det og jeg ved hvordan jeg skal tackle det, jeg er generelt ikke en fan af følelsen skam, den får ikke lov til at rodfæste sig men det er vigtigt at anerkende, at den er der.
Jeg svinger mellem lykken og skammen.

Alt dette for at sige, for at beskrive, for at italesætte hvad der sker på MIN side, for forfatteren, når man udgiver en bog.
Men hvad sker der for læseren?

Jeg tænker over det fordi der var sådan en fin samtale herinde i et af kommentarsporene, en samtale der handlede om hvordan man håndterer den situation man bliver sat i som læser eller som modtager af ikke kun et produkt men også en forfatters virke som sådan.

Hvordan man håndterer at man egentlig godt kan lide produktet/forfatteren (går ud fra at dem der ikke kan lide det jeg laver ikke bruger så meget tid herinde). Hvordan det er, at være “fan”.
En angst over, som jeg læste det, at “fylde for meget” eller være for begejstret, en bevidsthed om at skulle kuratere sig selv men måske også, fornemmer jeg, en undren over dette; hvis jeg (forfatteren) deler så meget af mig selv- hvor meget skal du (læseren) så dele af dig selv i forhold til mig?


Det er superspændende- og superskørt- at vi bliver sat i disse positioner i forhold til hinanden.

Det er superspændende- og superskørt- lige at kigge lidt på. Jeg er fascineret af det.

Jeg ved, at der er folk der følger med i det jeg laver og som har gjort det i flere år.
Jeg ved, at der er folk der føler de kender mig enormt mens de selv på en måde er skjult i skyggerne.
Jeg ved, at den måde jeg skriver på (og jeg gør det jo bevidst) appellerer til DET PERSONLIGE i min læser. Og jeg er for nyligt begyndt at tænke over hvor mærkeligt det egentlig må være?

Jeg ved, at folk der har læst VØLVE for eksempel er blevet enormt påvirket af den (“magi virker kun hvis man tror på det” og derfor deler den bog vandene, hvilket jeg har det fint med). Men jeg ved også, at de ikke rigtigt har nogle steder at gå hen med alle de tanker og følelser som bogen satte igang hos dem.
Nogle af dem skriver til mig… og jeg bliver uendelig glad for disse lange beskeder. Uendelig! Men jeg er også bare et fuckhoved uden særlig meget overskud så det er ikke altid at jeg griber folk på den måde de måske havde ønsket eller håbet.

Der er mere i det.
Jeg føler nemlig heller ikke at dét nødvendigvis er min rolle.
Det bliver for personfikseret.

Jeg kigger på VØLVEN og på hendes rolle, historisk. Det antihierakiske. Den flade struktur. Modviljen i den nordiske tradition mod at se viden som noget fast, et objekt, man kan eje. Forståelsen af viden som vand. Noget der strømmer igennem den talende og den lyttende. Ikke noget der tilhører hverken den ene eller den anden.
(Læs mere om det i VOLUSPA)

Jeg har altid haft modstand mod guru-ficeringen af forfatteren samtidig med at jeg jo helt bevidst arbejder med mytologisering i mine værker. Det er meget mærkeligt, det hele er meget mærkeligt, jeg tænker over det, flagrende, løsrevent, overtænkende og undertænkende på samme tid og mest af alt, jeg siger mest af alt; skal jeg ud og bade i havet, jeg har brug for at bade i havet og blive lidt væk…



Jeg skriver når energien er der.
Sådan er min dybe forpligtigelse til min skrift. Det er en aftale jeg har lavet, det er en kontrakt der er underskrevet med blod i ritual.
Jeg vil ikke fanges ind af strukturene og jeg vil ikke fanges i dem. Jeg vil være fri i min skrift, i mit virke og i min relation til jer, læserne. Jeg vil være åben og undersøgende og modig og ærlig.

Der er et spørgsmål her.
Jeg har forsøgt at fortælle lidt om hvordan det er som forfatter at udgive en bog. Hvordan er det som læser?

*

Dette indlæg er skrevet lidt hurtigt og jeg poster det nu fordi hvis jeg tænker for meget over det ender det med at jeg ikke poster. Jeg ved det fordi det er sket mange gange. Nu trykker jeg “send”