Skaberhjulene

Det er den okkulte firkant, det beskyttende symbol, den dybt debatterede og mærkeligt forståede velsignelse, beskytter mod onde energier og straight up truth talker. Jeg kom forbi den ved en gadeport i Grenoble hvor jeg lige har været til ikke bare én men to begravelser, den slags begravelser for hvor folk faldt på deres knæ og græd.

Pappa club hedder natklubben, den ligger i den gamle del af byen, den del der stammer fra (før) romerne; for foden af et helligt bjerg, beskyttet af en slangende flod kaldet Isére, fuldstændig omkransen af naturkræfter ligger disse gamle bygninger, nogle af dem halvt bygget ind i bjerget.

Min far er også død. Han døde for noget tid siden men igår var det hans fødselsdag. Jeg havde egentlig glemt det. Det er ikke fordi vi på dén måde var tætte men måske havde vi en tæt forståelse af hinandens smerte. Jeg kan godt lide at tænke det sådan.

Det jeg siger er, at jeg har været omgivet af død i en måned, jeg har rejst frem og tilbage og samtidig har jeg siddet her ved skrivebord som sært nok også er mit alter og jeg skriver, jeg har deadline, jeg er stresset: jeg har indgået en aftale med GAD og der kommer snart en bog. Det er en bog der kom ind fra højre og VILLE skrives “en lille hurtigt bog” sagde jeg til mig selv og bildte alle ind at det handlede om en form for kampskrift, at det ville være hurtigt overstået “100 sider maks”.

HA!

Og imens migrere alle folk væk fra de sociale medier hvor jeg ikke har været længe- men hvor alle mine fotos fra de sidste 15 år ligger.
Min karriere begyndte med at jeg skrev “Lokeshøj” som var en bestillingsopgave, merchandise for julekalenderen “Jul i Valhalla”. Derefter gik jeg på facebook fordi jeg havde skrivekrise, jeg var der hele tiden, hver dag, mange timer. Jeg mødte så mange nye og spændende mennesker- vi lavede en klub “statuspolitiet” hed den og den var berømt, dengang, den var sjov og vi var sjove og alting var sjovt. Så jeg skrev en bog om facebook, på facebook, centreret om facebook. Min allerførste voksenbog hed “Andrea Hejlskov- en facebookbiografi”, den kom på L&R og den bestod af noter jeg havde skrevet på facebook, samtaler jeg havde haft med folk i indbakken og statusopdateringer fra både mig og mine venner. “En hybridbog” kaldte forlaget den og den blev debatteret i “smagsdommerne” og anmeldt i alle aviserne fordi det var nyt.

Nu er det også ved at dø.
Hele den historie, hele det liv.

Jeg fylder 50 år om 14 dage og jeg kan ikke lade være med at føle en form for opsummerende, melankolsk følelse; det er vildt hvad jeg har oplevet og hvad jeg har gjort de sidste 50 år, det er vildt hvordan mit liv har været og hvor mange forandringer jeg både har bevidnet og initeret; skabt og blevet skabt af. Indre og ydre. Politisk og privat. Det føles som en tærskel, endnu en tærskel, at træde over;

Snart er jeg over 50 år.
Snart udkommer jeg med en bog.
Snart kommer der en film om mig.
Snart er der noget nyt der går igang.
Snart er der noget gammelt der definitivt vil være overstået og dødt.

Jeg har ikke tid til at skrive mere her nu, den der deadline hænger over mit hoved og sitrer og dirrer - helt spændt op- men jeg havde lyst til at skrive hurtigt, fra hoften, jeg havde lyst til at holde et lille flow i live, bare en lille piblende bæk som løber gennem isen og sneen og mørket, det hårde landskab, og vil blive ved med det altid;

Jeg mener; uanset hvem der bestemmer hvor og hvornår og hvordan vi kommunikerer med hinanden så er det afgørende AT vi gør det. Vi finder vores veje. Vi har vores metoder. Der vil blive ved med at være en forbindelse mellem det ene menneske og det andet fordi vi VIL det og dét er stærkere end multituderne af død.

Forbindelserne. Bækken. Stenene i bækken.

Eller, som den perfekte firkant siger (det den perfekte firkant siger er tusind ting på een gang)

Man høster som man sår.
Skaberen Arepo holder arbejdet kørende.
Skaberploven holder skabelsens hjul.
Skaberen pløjer/er et cirkulært arbejde.
Såeren Arepo holder indsatshjulene.

Vi bliver ved med at gøre en indsats, vi bliver ved med at række ud efter hinanden, vi bliver ved med at have opmærksomme øjne, vi bliver ved med søge og lede og satse.
Ikke?