Paradigmeskifte

Jeg mødtes med nogle veninder igår og idag skal jeg mødes med en anden. Af denne grund bor jeg i byen; jeg synker ikke ned i min ensomhed.
Nogle gange gør jeg- også selvom jeg bor i byen- men der er disse spontante møder, rød tuborg og tilfældig distortion; at gå gennem den dunkende fælleskrop fordi fælleskroppen så åbenbart lige dén dag havde besluttet sig for at danse til de dybe trommer.

Jeg har mine faste ruter i byen og på en af mine faste ruter stopper jeg altid ved dette skilt:

Det er som om byen har sit eget sprog. Det er som om byen taler. Jeg har tænkt meget over det; som animist, som praktiserende magiker, som såkaldt heks, som spirituelt menneske… mener jeg det gælder om at have en radikal åbenhed. Også en radikal generøsitet men især en radikal åbenhed. Man kan ikke bare sætte sig ned og beslutte sig for at man kun gider connecte med egetræer for eksempel.
Hvis der er noget der er levende og dette levende taler; lytter man. Det er dét der er den radikale åbenhed. Altid, altid, altid at være i RELATION til sine omgivelser.
Uanset hvor man er.
I byen.
I byen taler byen, den taler på sjove måder, jeg fascineres af det og fylder min telefon med billeder af det. Igår på vejen hjem efter mødet med mine veninder sagde byen det her til mig;

Jeg kan godt lide byens bløde sprog men jeg kan også godt lide byens no nonsense sprog, den måde der står “og en stiv pik” med småt.

Jeg kan også godt lide at byens sprog er meget mere bogstavbaseret end for eksempel naturens sprog. Det gør det lettere for mig at afkode budskaberne fordi jeg er menneske. Byen taler menneskesprog fordi byen, ligesom AI, er et produkt af vores fantasi. Noget vi har skabt, noget vi har bygget, noget vi har ofret for og ofret til.

Jeg bliver ved med at fascineres over menneskehedens behov for at klumpe sig sammen. Stable sig selv i kasser ovenpå hinanden. Grave ormehuller under byens gader. Bygge tårne op mod himlen. Gnide sig tæt op af hinanden.

Jeg bliver ved med at fascineres over vores behov for at putte tingene i faste rammer og kasser, det bogstavsbaserede for eksempel, jeg bliver ved med at fascineres over vores stræben mod sprogets… firkantethed. Vores stræben mod definitioner.

Jeg gik ind i en bygning som jeg ikke har været i før. Som en god borger satte jeg mig i venteværelset. Her er hvad venteværelset sagde til mig:

Jeg tænkte på det jeg havde talt med mine veninder om, rød tuborg og distortion, vi havde talt om paradigmeskiftet som koncept.

Hvor vildt det var med me too; den der erkendelse af hvad der er foregået lige for næserne af os, MED os, uden at vi selv har opdaget det eller tilladt os selv at erkende det. Den normaliserede adfærd og det bagateliserende sprog som vi også selv havde brugt. Jeg tror at me too for mange kvinder var en enorm opvågning. En sådan “wait, what?!” følelse af chok.
Og “guuud, jeg har jo selv gjort det!”, “jeg gjorde sådan og sådan og sagde sådan og sådan men det var jo bare for sjov/det er jo bare sådan man gør/det var en anden tid”, “shiiiiiit”

Det kan bedst beskrives sådan her; alt det vi troede vi vidste var slet ikke sådan som vi troede vi vidste at det var.

(det SKAL formuleres knudret)

Det vi troede var virkeligheden var slet ikke virkeligheden.

Et paradigmeskifte er ikke en særlig behagelig proces at gå igennem. Jeg er gået igennem det et par gange i mit liv og jeg kan bedst beskrive det som chokerende, straight up chok.

Forvirring.

Der er modstand i systemet, systemet kæmper imod, systemet føler sig angrebet og går i forsvar. Det er meget Ragnaroksagtigt. To poler strides selvom de er på samme side og alting går under i røg og damp. Så kommer der en stilhed. Så kommer der en utopi; nå, men så lad os tale om hvad den gode virkelighed ville være? Og kan vi se på den gamle verden med nye øjne, se mere klart og prøve at forstå hvad der egentlig foregik?

Jeg tænker på byens sprog der som sagt er bogstavsbaseret og derfor lettere for mig at forstå modsat naturens sprog som altid er vildt utydeligt, flertydigt og derfor meget mere vanskeligt at forstå. Min lille kyllingehjerne vil gerne have det bøjet i neon. “Sig til mig hvad der er sort og hvidt og hvad tingene betyder!”
”sig det firkantet!”

Et paradigmeskifte er en opløsning af sproget. Ikke?

Et paradigmeskifte er en bevægelse ud af sproget og dermed, måske, noget af det sværeste for mennesket som art for vi ser ud til at foretrække det bogstavbaserede, vi kan lide det solidt og støbt i beton.

Skrevet i klare budskaber på byens vægge. Manifester. Paroler. Mottoer.

Jeg har villet skrive et manifest med den kærlighedsbog jeg arbejder på, indser jeg nu. Jeg har villet undersøge noget og definere det men jeg opdagede- veninder, rød tuborg, distortion- at selv inde i byen, inde i sproget og i det aller aller inderste af hvad det vil sige at være menneske…. må der være en flertydighed.
Flere modsatrettede følelser på samme tid
Flere modsatrettede tolkninger på samme tid
Flere modsatrettede betydninger på samme tid
Naturen havde ret og har hele tiden haft ret
FORDI
Livet er jo et paradigmeskifte