Hjertets smykke

Igår havde jeg en af de mest litterære dage i mit liv.

Morgenen startede med en deadline. Jeg har skrevet det sidste stykke tid på en måde som jeg aldrig har skrevet før; med en enorm lethed. Manuskriptet har været sådan en… dejlig… ting, noget jeg har savnet når jeg ikke arbejde på det og noget som jeg kunne forsvinde ind i, på en god måde. Ugerne, dagene, timerne susede afsted mens jeg vandrede rundt derinde i det landskab som er manuskriptets. At skrive er for mig en form for trance, en ånderejse, og så.

Send.

Så mødtes jeg med Ursula Andkjær Olsen, Jesper Stein Larsen og Maja Lucas for at gå en lang tur ude på amager fælled, vi gik i nogle timer, vi talte om litteratur, natur, klimakrise og aktivisme- vi er igang med at lave et projekt sammen (følg med på mine sociale her og her). Det var så dejligt, virkeligt, himlen var høj og åben og det var jeg også, vinden var frisk, samtalen var spændende og selv da det begyndte at regne var det dejligt; det er lang tid siden jeg er blevet gennemblødt og har løbet i regnen som et barn.

Jeg tog hjem, skiftede tøj og tog til Suzanne Brøggers 80 års fødselsdag inde på Gyldendal.
Suzanne med Z har betydet meget for mig, det vil folk der har læst VØLVE vide. Jeg mødtes med hende engang- jeg er ser hende som min ældre- hun tog rollen på sig hvilket jeg oplevede som den største generøsitet og hun gav mig et smykke.
Vi mødtes for nyligt igen til en talk forbindelse med VOLUSPA inde på Brøg Litteraturbar som igår delte bl.a dette billede
Det var en voldsom oplevelse for mig at tale med hende, hendes spidskompetence er jo at være en enormt kvalificeret samtalepartner enten via bøger eller i den såkaldte virkelighed. Det var livgivende, det var full circle, jeg ville mere, mere, mere, jeg ville vælte mig rundt i teksterne som en glad gris, som et svin, mudder og snot, at forsvinde ind i en samtale….

Da jeg kom hjem skrev jeg en email til en kvinde som rakte mig et håndskrevet brev efter min talk med Jeanette Varberg inde på Nationalmuseet. Hun sagde ikke så meget, skyndte sig væk, jeg kunne se, at brevet var vigtigt for hende. Det har ligget på mit skrivebord lige siden, jeg har haft så travlt, men igår fik jeg svaret og så gik jeg i seng.

For folk der har kendt mig og fulgt mig i et stykke tid vil ovenstående tekststykke nok være lidt underligt, jeg ved at det er lidt underligt for mig. Hvad fanden sker der?
Er jeg blevet glad?

*

Altså… jeg tror det.

*

Til foråret kommer der en film om, hmm, mig. Du kan se traileren via dette link.

Filmen kommer på Copenhagen Dox og skal efterfølgende rundt i landet inden den sendes på Tv2. Filmen er en bagvedliggende uro i mit sind og i min bevidsthed og jeg kan mærke at jeg er begyndt at forberede mig i det subtile, i det mørke, i skyggerne.

Jeg har været i en shitstorm i mit liv, jeg har været i flere, men værst var det i forbindelse med DEN STORE FLUGT hvor folk- dengang- blev absurd provokerede ikke kun af min bog men også over vores boykut af det moderne samfund og kritik af kapitalismen. Mange tog det som en kritik af dem selv personligt.
Det var, som man siger, en anden tid og hvad der nu ville være totalt ukontroversielt var dengang… ekstremt kontroversielt.
Fuck hvor fik jeg tæsk i kommentarporene og på nettet.
Det har sat sig i mig som en angst jeg slet ikke vidste jeg havde men som i forbindelse med filmen er blevet reaktiveret, en retraumatisering. Jeg har været så bange at filmens instruktør- gode, gode, gode Emil- har afsat penge på budgettet til krisehjælp til mig hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.
Jeg er bange for filmen og hvad folk vil sige, det er en fare, men det er ikke noget der ødelægger noget, der er ting i mig der ikke længere kan gå i stykker selv hvis jeg selv skulle gå i stykker.

De sidste par år har været omkalfatrende for mig, sommeren var en indvielse, den sidste, den store, en afslutning og jeg er ok (husk det når I ser filmen)

Det er ikke kun en shitstorm jeg er bange for. Jeg er også bange for at blive fanget i en historie, jeg er blevet fanget i en historie før, jeg er blevet fanget i et narrativ jeg selv havde skabt og som jeg følte jeg ikke kunne slippe ud af (vilmarkshistorien). Nu føler jeg garnet stramme/kvæle barnet omkring heksen, jeg vil fandme ikke fanges i en kasse, jeg ville ikke være poster-girl for et eller andet (men ender hele tiden med at blive det)

Jeg nævner disse ting, de to farer jeg ser fordi; hvad vil det sige at have det godt?
Vil det sige, at leve udenfor fare?

Jeg mærker fare i forbindelse med filmen men den kan sagtens være indbildt og den kan sagtens skyldes, at jeg har levet med så meget fare i mit liv at jeg ser fare alle steder eller, i det mindste, forbereder mig på fare hele tiden og derfor, på en måde, altid er i “fare-tilstanden”.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde holder op med at være sådan, det er så indlejret en del af hvem jeg er og jeg synes ikke at det, som sådan, er problematisk. Jeg kan have det godt, jeg kan have den mest litterære dag af mit liv- og stadig være i faretilstanden.

Det var for eksempel meget farligt at gå til Suzanne Brøggers reception inde på Gyldendal. Jeg var nervøs for det hele dagen og bange for ikke at møde nogen jeg kendte, bange for at stå op af væggen og ikke have nogen at snakke med.
Jeg er bange, dødsensbange, for kultureliten som jeg aldrig har set mig selv som en del af, spørgsmålet er om nogen overhovedet føler sig som en del af kultureliten? Måske er kultureliten bare et spøgelse eller en zombie som alle er bange for? BUH!

Jeg tog metroen. Faren steg. Som jeg nærmede mig Gyldendals døre var faretilstanden aktiveret i min krop, jeg var aktivt bange men slog alligevel dørene op og gik ind.
Lige indenfor dørene stod Suzanne Brøgger, hun var igang med en samtale men gav mig et stort kram og sagde hej.

Det hjalp ikke.

Jeg var bange hele aftenen. Jeg var i fare. Jeg gik ind i det, jeg farede- og jeg havde det godt, jeg tænkte “fuck mand, mit liv…”

Hvis jeg skal være lidt litterær omkring det, efter jeg trods alt har haft den mest litterære dag i mit liv vil jeg sige det sådan her: vi ER i fare, klimakrisen, systemernes sammenbrud, hvis du føler fare er det sandt og rigtigt. Det er mærkeligt, det er fucked up, ikke at føle fare lige nu.

Faren er der.

Måske får vi det faktisk ikke godt, sådan rigtigt godt, før vi bare accepterer det og lærer at leve med det og ikke imod det?

Måske er faren hjertets smykke? Det der får blodet, altså livet, til at dunke stærkere?