DAGBOG

Jeg har lyst til at slette indlægget fra igår fordi det er dårligt og rodet men jeg gør det ikke, jeg gør det ikke fordi jeg alligevel brugte tid på det, brugte dagen på det, ville hellere have brugt dagen på noget andet, noget bedre MEN…

…jeg skal tilbage på skrivehesten. Det er svært at komme op på hesten og det er svært at holde fast i manken når man først er der, den sprutter, den spræller, den hest, den løber på de vilde vinde og lige pludselig standser den, bøjer hovedet for at græsse og man falder ud over… forenden.

Jeg var på Louisiana Litterature i weekenden med min veninde Louise, jeg er især glad for Anne Boyer og glædede mig til at se hende, blev overhovedet ikke skuffet, blev glad, hun sagde ting som Louise og jeg tit siger til hinanden i det private, men at se hende sige det fra scenen var såkaldt empowering og jeg gik opløftet derfra kun for at blive nedløftet bagefter - men det er en anden historie, historien lige nu handler om noget Louise sagde til mig i bilen på vej hjem; hun sagde at hun tror jeg trænger til inspiration. At jeg har skrevet fra det indre så længe- at jeg trænger til at blive stimuleret af noget ydre “jaaa! jaaaa!” sukkede jeg mens Louise flettede sig selv ind og ud mellem bilerne “det er så rigtigt!”, “du trænger simpelthen til at blive intellektuelt stimuleret”, “ja”, “det er også derfor du i så lang tid har snakket om at du gerne ville på en eller anden slags skole eller efteruddannelse som forfatter”, “ja,”, “du trænger måske i virkeligheden til at læse noget filosofi”, “ja”.

Christina Hagen lavede en kraftfuld performance, gik målbevidst op på scenen, læste op, var nervøs (den der rystende stemme man kan få) (pow pow pow er i mine øjne pt noget af det mest systemkritiske, klassekampsagtige pow pow powerfulde litteratur på samtidsscenen og jeg kan fucking ikke forstå, hvorfor man bliver ved med at glemme kvinderne, seriøst, jesus, i artiklerne og til debatarrangementerne HVORFOR FORETRÆKKER I DE UNGE MÆND?) NÅ.

Louise sagde “du trænger til at møde nogen der ikke giver en fuck, ligesom Christina Hagen ”, “ja!” “fordi du giver hele tiden for meget en fuck”, “ja!”. Så peb jeg noget særligt ynkeligt om at jeg savnede avantgarden eller at jeg gerne ville have en anden avant garde end den jeg har men Louise afbrød mig“altså det er jo simpelthen bare på et helt andet niveau når vi hører sådan en som Anne Boyer”, “ja”, “den slags har vi jo simpelthen bare ikke i Danmark”, “nej”, “altså enten skulle du tage ud og rejse lidt eller, simpelthen, begynde på en eller anden form for selvstudium”, “ja”, “du skal altså tage din hjerne alvorligt, den har brug for næring på samme måde som kroppen”, “ja”, “måske trænger du til at møde nogle nye mennesker?”, “ja”, “nogle anderledes slags mennesker end de venner du allerede har?”, “ja”, “lad os gøre det, Andrea, lad os tage ud og møde folk!”, “ja!”

Så snakkede vi om hvor de fede er og hvem de fede er og jeg sagde, hvad jeg altid siger når folk spørger mig hvor de fede (og smukke) hekse eller hedninge er “det er min erfaring at så snart man begynder at lede efter de fede er man på det forkerte spor. Jeg bliver ved med at erfare og med at tænke og tro, at man desværre bliver nødt til simpelthen at blive de fede selv”“ja” svarede Louise “måske skulle vi lave nogen saloner eller noget?”, “hmm” sagde hun fraværende, vi kørte lidt, så sagde hun “men du gider jo ikke være primus længere”, “ja det er rigtigt” svarede jeg og himlen blev tung.

Jeg har lyst til at slette indlægget fra igår fordi jeg sad fast inde i mit eget hoved, det føles lidt ligesom at være spærret inde, jeg VED at jeg kan komme (længere ud) af mit hoved, jeg ved at jeg er lige på nippet til at erkende noget eller nedbryde noget…

Det handler om udtalepositionen og det handler om hvilket slags litteratur jeg vil skrive, hvor jeg vil gå hen, som forfatter, debattør, herfra.

Jeg har arbejdet på “blomsterbogen” i nogle år nu. Egentlig var den et slags etnobotanisk eksperiment; jeg oplever, at vi som kultur er ved at være klar til at forholde os til vores omgivelser anderledes men når jeg læser om plant magic eller naturmedicin eller selv det såkaldte “nature writing” synes jeg ofte at der kommer et overdrevent semividenskabeligt fokus i det; vi taler om “aktive ingredienser” og bryder planterne ned i deres mindste bestanddele for at forsøge at forstå hvad de handler om. Fiskene. Landskaberne Jeg ville skrive om de enkelte planters væsen og kulturhistorie… men manuskriptet blev mærkeligt.

Rodet.

Det er en svær balancegang at ville skrive i fiktionen om noget faktuelt, det kan nemt blive lidt opslagsagtigt; jeg ville videregive noget konkret viden om for eksempel vintergækker (vild, vild historie!) men det spillede ikke rigtigt sammen med resten af manuskriptet, eller med autofiktionen for den sags skyld… så projektet ligger mærkeligt halvfærdigt, halvdødt, det har transformeret sig om til noget andet… en historie om kærlighed. Jeg vil skrive om kærlighed. Al den magt der er inde i kærlighed, omkring kærlighed, al den vold, al den længsel.

Jeg har læst hele internettet om kærlighed og lad mig fortælle dig; det er godt nok en trist historie (på internettet) (på internettet) handler kærlighed kun om narcisister, røde flag, grænser og psykopater, om at gå væk, gå væk, gå væk.

Jeg finder det meget demotiverende. Det er et fattig sprog og den bagvedliggende forståelse af kærlighed (som noget der skal give dig selv noget) generer mig. Cost/benefitanalyser. “Den Anden” som næsten altid og i udgangspunktet nogen som er ude på at TAGE noget fra dig.

Jeg har selvfølgelig også læst en masse bøger om kærlighed, som koncept, men alligevel.. jeg sidder fast i min tanke, jeg kan ikke komme videre, det er det med blomster, det er det med kærlighed, det er det med filosofi…

Alt dette bare for sige; når jeg sætter mig op på hesten skal jeg kondensere et helt LANDSKAB ned til noget ekstremt og uhyre konkret; sorte bogstaver. En eller anden form for sammenhængende narrativ. Alt hvad jeg ser, sanser når jeg sidder på hesten, når jeg rider igennem et landskab (bjerge, mosehuller, udsigter, stepper, jeg vil ud over stepperne!) alt dette skal formidles i en rækkefølge, et fokus; nu kigger vi på dét, så kigger vi på dét siger jeg og peger men hvad så med STEMNINGEN?

Jeg har gerne villet skrive stemninger frem.

Igår lykkedes det ikke (stemningen var ambivalent) men idag… idag er en ny dag og jeg har ikke givet op.

Jeg har fået to gode råd i mit liv om at være forfatter og de kommer her:

1). En forfatter er en der skriver.

Der er ingen vej udenom, det handler ikke om tanken, det handler om din praksis, om det du rent faktisk gør, du skal skrive og skrive og skrive og skrive og skrive.

2) at være forfatter handler om at have en særlig høj tolerancetærskel for kedsomhed.
Man sidder i en stol og man kigger ud i luften (relaxing green), det er pissekedeligt, man læser bøger.

Så hvad skal jeg læse? Kender I til noget fedt? Er der noget der har inspireret jer? Udstillinger, filofiske retninger, bøger om litteratur, om at skrive, bøger om noget andet, bøger om heste, blomster, kærlighed?