Dagbog

Han vander en sten.

Han står lige foran mig og vander en sten. Eller. Jeg sidder i vinduet og kigger på ham som han går rundt og pusler i gården, slår parasolen ned, rydder op. Han har sorte cowboybukser på, en babyblå tshirt og en sixpence, halvlangt hår. Det er tidlig morgen, luften er stadig en anelse kølig og der er den særlige stilhed som kun findes i byen, man ved den går over og derfor er den påfaldende, rolig, afventende. Som om byen trækker vejret tungt og sovende, lige inden den vågner.

Jeg kigger på manden der går rundt nede i gården. Jeg kigger på de skælvende kridstreger nogle små børn har tegnet på asfalten, det forestiller sig ikke noget, måske slanger. Gyngen der står helt stille. Og manden der går rundt.

Han fylder en af de grønne vandkander med vand fra hanen, vander en efter en alle potteplanterne og så til sidst den store sten. Det er en placeret sten. Sten ligger ikke naturligt ovenpå firkantede fliser. Nogen må have løftet den med en gaffeltruck engang eller en kran og besluttet sig for at den skulle være der/have lov til at være der/ikke fragtes væk på en af de store lastbiler ud af byen.

Så vander den han den.

Jeg ved ikke hvorfor man ville vande en sten men der er noget over hans handling som vil definere min dag, jeg ved det bare.

En mand vander en sten.