Byen

(tusind tanker der stritter i alle mulige retninger på samme tid)

Det har taget mig nogle år at vænne mig til at bo i byen, jeg ville hardcore lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke savnede “naturen” , det jeg savner er dette;

sollys flakker

på træstammer

sollys flimrer

i blade

vidder

at der ikke er noget der stopper

mit blik

stilhed

at der ikke er noget der forstyrrer

mine ører

den dybe duft af jord

mine fodtrin

i den dybe duft af jord

at flakke

gennem skoven

at flimre

i et øjeblik

nu er jeg over det hele

i det hele

Jeg savner at drikke min morgenkaffe i morgenluften, jeg savner kulden på kinden, bare… stemningen. Jeg savner at sidde og kigge, kigge i timevis mens tankerne strejfer, jeg ved ikke hvor de strejfer hen men jeg ved, at de har brug for at strejfe, det er et fysisk behov, tankerne vil bevæge sig i store buer, følge små, næsten usynlige dyrestier.

Jeg i byen og kigger ud af vinduet, mit blik stopper ved muren på den anden side af gaden, de tomme, sorte vinduesøjne i bygningen, nogle gange er der skikkelser dybt derinde- i grottehulerne- bevægelser, men mest er der bare muren og kun muren. Nogle gange kan jeg se ansigter i muren, menneskers eller ånders eller guders eller fortidens, lige i face, men for det meste er der bare røde mursten, hvide vinduesrammer, genspejlinger, noget der bliver stoppet, mit blik der bliver stoppet af muren, væggen, bygningen, disse kolloser der bare STÅR og er i så fundemental modsætning til byens natur som er BEVÆGELSER at det fucker med mit face, min hjerne og min tanke. Mennesket, som er det dyr der bevæger sig, har formået at produceret noget så evigt og stillestående og uforgængeligt som bygninger, monumenter, atomkraftværker og historiske statuer af sejrende mænd.

På den anden side af muren, bygningen, ligger der en hel verden (fuld af bevægelse) jeg ved det- men jeg kan ikke SE det, jeg kan kun høre det, så mit blik søger opaf for at strejfe og det strejfer på himlen som jeg iagtager hver dag, skyerne der glider forbi og minder mig om andre steder, andre tider, jeg føler mig ofte spærret inde så jeg vender mig mod computerskærmen

som også er et vindue

hvordan kan man være så indespærret?

*

Jeg stiller mig selv disse spørgsmål.
Hvordan bor man i byen? Hvad skal der til?

*

Jeg er lige flyttet.
Jeg indretter de firkantede rum, forsøger at gøre dem blødere, kanterne blødere, fylder hjørnerne ud med stueplanter, hænger stueplanter fra kroge i loftet, placerer alle mine fjer i en krukke som jeg stiller på en hylde, sten i vindueskarmen, pels på møblerne, skind, maler væggene grønne, “relaxing green”: grøn er den farve det menneskelige øje kan opfatte flest nuancer af, sollyset på relaxing green henover dagen, det skifter, lyset, lyset bevæger sig i det indespærrede, lyset vandrer på væggene, på gulvene (flimrer og flakker) til den konstante bibben fra biler der bakker, infrastrukturens lyde; en susen, stilladser der stables og pakkes ned, maskiner bryder asfalt op, udrykninger, fyrværkeri, fulde folk, en mor løber på fortorvet med klapvognen foran sig, barnet skriger, den elektriske summen, den sindssyge elektriske summen som er byens. Den kommer fra metroens ormehuller, døre der åbner og lukker sig af sig selv, rulletrapper der ruller op og ned, elevatorer, servere, neonlys, fodgængerfelter, cafeernes musik, elektriske biler, elektriske maskiner, elektricitet, tjiit, tjiit, ziin.

Jeg ville ønske jeg sad ved havet lige nu, jeg ville ønske der var de små bølgers syngen, uendelige vidder, jeg ville ønske der var duften af hyben og sand, jeg ville ønske der var lyngens honningduft og den sindssyge summen fra titusind honningbier istedet men nej, jeg sidder i en grøn lænestol i et rum der er relaxing green og jeg spørger mig selv “hvorfor er det egentlig jeg bor i byen?” og “hvordan er det egentlig man bor i en by?”

Jeg bor i et landskab som det koster penge at være i.

Luften er anderledes komprimeret her.

De første mange år følte jeg, at jeg skulle forsvare mig selv når folk spurgte mig om hvorfor jeg flyttede tilbage til byen. Jeg opfattede spørgsmålet som en implicit kritik; hvorfor bor du ikke i vildmarken længere, hvorfor gav du op, var det hele bare en teenagefantasi, en efterskoledrøm haha, vi sagde det, haha du har givet op, haha “priviligerede menensker med priviligerede drømme”. Alle mine forsvarsmekanismer blev aktiveret og jeg sagde ting som “vi blev skilt, børnene flyttede hjemmefra, vi indså at mennesket er et flokdyr og at overlevelsen afhænger af De Andre” men det jeg også kunne have sagt var “jeg var ensom, jeg kedede mig, jeg savnede kulturelle oplevelser, jeg savnede mine venner og den der buzz som er byens”

Den sindssyge summen.

På de gode dage, når håret sidder rigtigt og huden på kroppen, er det en boblende fryd at være i byen, mødes med mine venner, cykle på gaden, opleve et eller andet, en aperitif i solen, en tæppe i parken, alle folk smiler og griner og er så flotte, byen er et alfeslot og alting er lavet af guld. På de dårlige dage kan jeg ikke komme ud af min lejlighed fordi jeg er spærret inde, i min tanke, og det giver mig angst: at gå ud på gaden, at møde de andres blikke, alle disse SAMMENHÆNGE.

Jeg kunne være anderledes anonym i skoven (i naturen), i naturen behøves man ikke findes som menneske, jeg siger det lige igen; i naturen behøver man ikke findes som menneske, man kan bare findes.

Jeg tænker meget over disse forskelle som jeg oplever mellem at bo i byen og på landet, i naturen, i skoven. På en eller anden måde handler det om bevægelse, men jeg har ikke fundet ud af hvordan endnu.

Jeg har arbejdet på et manuskript der hed “bevægelsens natur” i virkelig lang tid, flere år men det er blevet til noget andet nu, jeg ville skrive om at vandre, jeg ville skrive om jægere og samlere og menneskets nomadiske natur og det dybt mærkelige i byen nemlig; at vi har skabt en superstruktur som BEVÆGER sig.
Byen er levende.
Byen er en organisme, det dunker hele tiden, det udvider sig, det trækker sig sammen som et hjerte, dunk, dunk, dunk, sådan er byen, byen vokser, skrumper, bevæger sig både i højden og i dybden, indlejrer sig, bygger sig selv ovenpå sig selv, findes i flere lag.

Naturen bevæger sig ikke hele tiden, ikke på samme måde som byen bevæger sig; naturens bevægelser er mere rolige og så genkendelige at de knap nok kan kaldes bevægelser, bølger, vinden i piletræerne, edderkoppernes kriblen, bevægelserne er der hele tiden, ja, svampene der skyder op fra skovbunden men.… naturen rejser sig ikke pludseligt bare op, råber pik og skrider, smækker med døren, giver en omgang, skriver et manifest eller udvikler den offentlige transport, stemmer blankt, grønt eller rødt, fortæres af jalusi eller indignation, nej.

Jeg kan ikke komme det nærmere, ikke lige nu, men det handler om bevægelsernes natur: i naturen stod jeg på en eller anden måde utrolig stille.

Jeg gik nærmest i stå, min individualitet gik i stå og blev en skygge af sig selv, jeg udviklede mig ikke… tiden gik bare henover mig med sine store træskostøvler og det var der ikke noget at gøre ved.

Uendelig stille, uendeligt roligt, uendeligt mørkt, uendeligt ensomt, uendelig… stilstand. Naturens bevægelser er gentagende, der er ikke så meget jazz, der er hektisk stemning når der skal høstes og sankes og fermenteres og konserveres men… vintrene!

Det er en stilstand som er så meget mere massiv end bygningen på den anden side af gaden nogensinde bliver.

I naturen accepterer man vilkårerne som de er og der er ikke så meget at diskutere.

Der er tale om en RADIKAL accept.

Den totale accept af de givne vilkår versus menneskets manglende accept af de givne vilkår?

Jeg mener: ville et træ foretrække at vokse et andet sted end lige præcis der hvor det vokser? Hvorfor svømmer svanerne rundt i de firkantede søer inde i byen, drømmer de ikke om andre og federe søer? Svanesøer? Hvorfor finder de ikke nogle federe søer?

Det er min oplevelse at naturen slet ikke operer indenfor disse tanker eller på disse akser, den er ikke god eller ond, oppe eller nede, høj eller lav, krig eller fred, den har ikke noget moralsk kompas, den giver hverken frelse eller forløsning, forbandelser eller modstand, som sådan, den ER bare

(jætten)

I relaxing green tænker jeg over hvad jeg har lært af at bo i naturen og hvad jeg har lært af at flytte tilbage til byen.

Jeg er nået frem til noget som jeg gerne vil dele.

DET GODE DER SKER ER IKKE EN BELØNNING

DET DÅRLIGE DER SKER ER IKKE EN STRAF

*

(det er vores protestantiske arbejdsmoral, forhold til gud og de individualistiske, neoliberalistiske grundideer der former vores tænkning og dermed vores erfaring, hverken gud eller naturen er IMOD dig eller MED dig, du ER bare, du sidder bare dér og du ER) (natur)

*

At få en gren i hovedet når man går gennem skoven, et brandsår af bålet, at falde igennem isen på et uheldigt tidspunkt; det er ikke naturen der straffer dig, det er ikke universet der er imod dig, det er bare sådan noget der sker og modsat; det fuldstændige og fuldkomne øjeblik hvor man sidder på stranden og kigger på havet, duften af sand og hyben og lyng, nogen kysser dig på skuldrene… det er ikke en belønning fordi du har været en særligt good girl, det er bare livet, sådan er livet OGSÅ.

Og videre; at bo i byen er ikke en (moralsk) straf af det (korrumperede) menneske (altså mig), byen er hverken værrere eller bedre end alt muligt andet, byen er en del af verden, naturen, landskabet og der er reelt ikke nogen forskel; hvorfor skulle muren jeg stirrer på lige nu være MINDRE natur end f.eks et bjerg. Begge dele består af det samme: mindre sten presset sammen.
Men vi har en kulturel forkærlighed for “naturen” som vi ynder at definere; den skal se ud på bestemte måder og give os bestemte følelser (helst belønning)

Det jeg prøver at nå frem til er dette; der er ikke nogen objektiv forskel på naturen og byen og mennesket, det dyr, er ikke dårligere end alle mulige andre dyr.

Jeg betrager byen som et landskab, jeg betragter byen som en biotop, mit menneskesind vil kategorisere og folk vil tage stilling; hvor er det bedst at bo?

Jeg tror jeg er ved at blive lidt ligesom svanerne, jeg prøver at blive lidt ligesom svanerne, eller vinden som blæser hid og did og hvad så?

At kunne være i den radikale accept og STADIG kunne bevæge sig… er måske menneskedyrets udfordring?

*

Jeg betragter ikke de ting der sker i byen som mere nederen end de ting der sker i naturen, den elektriske summen er nogle gange for meget og nogle gange for lidt, jeg betragter ikke mig selv som mindre mig end jeg er i naturen men jeg vil sige dette; der er dage hvor jeg føler mig spærret inde i relaxing green og hvor byen driver mig til vanvid, der er dage hvor jeg virkelig- inderligt og hårdt- savner at være i naturen men jeg er heldigvis blevet gammel nu så jeg ved hvad jeg skal gøre: jeg skal tage en kjole på og binde mit hår op, gå ned til min blå cykel, cykle igennem sirener hen til mit hemmelige birketræ, knortet og skævt, i min hemmelige park, jeg skal lægge mig blandt cikorierne og lytte… til s-toget og rådhusklokkerne og folk der går tur med deres hunde og børn der gynger, leger tag-fat og vinden er der altid og sollyset og byen bevæger sig og den har sin helt egen natur.

Det er altid godt at lære naturen at kende.