BRAND I ANDEDAMMEN! HALLO!

Under the cloak, under the cloak, under the cloak…. ser jeg at der for øjeblikket foregår en stor og vigtig debat i det danske litteraturmiljø og jeg blander mig, efter at have prøvet ikke at blande mig, blander jeg mig nu alligevel, jeg har tænkt, talt, siddet i stilhed for at glo på mine skygger men nu blander jeg mig, blander jeg mig, blander mig, jeg rører i gryden.
Igår blev denne tekst offentliggjort i det litterære tidskrift Atlas. og der er ild i min facebook.

Jeg poster den uredigerede version af kronikken her nedenstående - fordi der er nogle pointer i mit oprindelige indlæg som ikke kunne komme med og fordi der er et flow i de ting jeg skriver som ikke altid passer ind i de traditionelle medieformer. (tryk endelig på linket men læs også meget gerne min egen version)

Det jeg vil sige med denne post er: tak. Tak fordi I støtter mig herinde. Det kan godt være I ikke ved det (ved I det?) men jeg kan ikke tage de kampe jeg tager hvis ikke det var fordi jeg ved, at jeg har folk i ryggen og ikke står alene. Det betyder så meget at jeg faktisk HAR en stemme at blande mig i debatten med og det ville jeg ikke have hvis ikke det var for jer. Uden mine læsere var jeg ingenting- så tak for alting!

MIG OG AUTOFIKTIONSDEBATTEN

Af Andrea Hejlskov

Jeg er autofiktiv forfatter, jeg skriver om mig selv og mit eget liv, jeg tager af hovedstolen, jeg æder af hovedstolen, jeg sparker til hovedstolen og jeg sætter mig tungt på den. Fordi jeg er kvinde er jeg naturligvis lidt for “privat” når jeg gør det men lad os for syns skyld antage, at jeg alligevel har en professionel litterær holdning, metode, stemme og poetik.

Her fra min høje hovedstol kan jeg se, at der for øjeblikket udspiller sig en stor debat i det litterære miljø i danmark. Det er en debat der begyndte med udgivelsen af Tomas Bobergs bog “insula” men som nu handler om noget andet og mere. Den handler om litteraturens forhold til og indvirkning på virkeligheden. Den handler om hvem der bestemmer hvad der er fiktion.

*

Insula handler om Tomas Bobergs liv og oplevelse med at bo i en kortere årerække på Fejø. Mange fejøborgere følte imidlertid at bogen ikke kun fremstillede dem karikeret men også overskred anstændig udgivelsspraksis; kritikken gik især på at Boberg havde gengivet folks udseende, bolig og arbejdsforhold forholdsvis 1:1 med virkeligheden men samtidig havde tillagt disse “karakterer” fiktive ord, intentioner, og historier. Især blev det opfattet som dybt problematisk i forhold til de børn der ufrivilligt optrådte i bogen. Efterfølgende, og i forstærket af Katrine Diez´s bog “ i egen barm” begyndte debatten at ulme i det offentlige rum, på de sociale medier og især imellem forfattere.

Dette indlæg skal ikke ses, læses eller forståes som et angreb på en kollega. Tværtimod synes jeg Boberg, intentionelt eller ej, er lykkedes med lige præcis det som i mine øjne er autofiktionens formål - nemlig at skabe samfundsdebat.

Til gengæld kan dette indlæg godt ses, læses og forståes som en problematisering af de holdninger der i dønningerne fra hans bog kom op til overfladen fra mange forfattere, forlæggere, redaktører, journalister og meningsdannere side. Jeg synes de var meget hurtige, alt for hurtige, til dels at affærdige fejøborgernes indsigelser, dels til at erklære enhver kritik og debat af både bog og udgivelsespraksis forkert, usolidarisk, unødvendig eller decideret dårlig stil.

Som autofiktiv forfatter er det mig næsten umuligt at lade være med at reagere på hele den problematik som er blevet rejst- fordi min genre i mine øjne handler så meget om netop konsensus og tabu. Det gælder når vi skriver om “de andre” men det må nødvendigvis også gælde og selv og det litterære miljø vi er en del af.

DEN NY TIDS SENSIBILITET

For det første må enhver debat af litteratur vel i princippet bydes velkommen uagtet hvor udfordrende den kan være. Debatten er åbenlyst nødvendig fordi der er et åbenlyst kulturelt behov for at tale om magt og etik ikke kun i autofiktionen men i bogbranchen som sådan.

For det andet må vi konstatere at der med Insula er sket enten et brud på etik eller en udfordring af den etik forfattere og forlag operer under. Der er nogen der er blevet kede af det. Der er nogen der føler sig udstillet, der er nogen der føler der er blevet begået et slags overgreb. At man fra forlag og forfatters side reagerer ved at sige “tudekiks” (nu karrikerer jeg med vilje) er påfaldende. Jeg kan også sige det på denne måde; Gyldendal profilerer sig på at ville udgive marginalerede stemmer og ved at give plads, rum og mulighed til de erfaringer der ellers traditionelt set ikke kommer til orde i den offentlige debat- bare ikke hvis den kommer fra nogen der udfordrer eller angriber Gyldendals selvopfattelse som “gode” (uh, jeg er grov nu) (men jeg kan sagtens blive grovere) Hvis man er “woke” for én- må man være “woke” for alle, inklusiv udkanten.

Simon Pasternak, direktør for Gyldendal skriver i en af de mange opslag og kommenterfelter om denne sag på nettet, at (etik) “i sidste ende er forfatterens afgørelse” og så er der jo ikke mere at tale om, fatter, jeg mener forfatteren ved bedst. I denne litteraturforståelse er etik ikke et fælles anliggende men noget som bor færdigudviklet inde i forfatteren, noget som tilhører forfatteren og noget som ikke kan/må betvivles. En mur af litterater hvisker “forfatteren er suveræn”, “sssshh”.

Og jeg forstår det faktisk godt. Forfatteren skal være fuldstændig fri til at udfordre, til at kritisere og til at beskrive fordi det er forfatterens rolle at udvikle tanken. En forfatter må “tænke godt” og for at kunne gøre dette må forfatteren acceptere at det ofte ligger i den nye tankes natur af nedbryde den gamle tanke. Der er noget destruktivt i den nye tankes væsen og dette destruktive må accepteres som fundementalt for forfatterens praksis. Jordan Peterson siger det bedst“for at være istand til at tænke godt må man være villig til at risikere at såre nogen”. Enhver moralisme i litteraturen må derfor kategorisk og nødvendigvis afvises. Ja! Men! (og nu har jeg lige flere tanker i hovedet på samme tid): måske er der også, samtidig, en gammel tanke her som trænger til at dø? Tanken om forfatteren som suveræn og som ikke-indlejret i sine omgivelser?

Jeg skriver autofiktion, jeg har boet på fejø (og iøvrigt også på en anden ø; mors), jeg har selv overtrådt etiske grænser i mit forfatterskab til stor fortrydelse for både mig selv og andre. Pilen peger ikke kun på Tomas Boberg, den peger også på mig, den peger på forlagsbranchen og på litteraturmiljøet.

I andre landes litteraturmiljøer (for eksempel i Norge) og i andre brancher (for eksempel i comedy) har man været villig til at tage et godt, langt, hårdt blik på sig selv og stille sig selv nogle ubehagelige men også nødvendige spørgsmål.

Vi lever nemlig ikke længere- kulturelt set- i den uimodsagte håns tid. Vi lever i en tid hvor selvrefkession er blevet en dyd og i denne fagre, fine nye tid er det blevet helt normalt at diskutere for eksempel fastelavnsudklædninger, mikroaggresioner eller hvodan statuer i det offentlige rum ekskluderer nogle mennesker fra “det fælles” Andre folks erfaringer og følelser betyder noget. Nogle gange for meget- helt klart ja!- men måske også nogle gange for lidt.

Hvis nogen siger, at nogle andre har optrådt uetisk og at deres grænser er blevet overskredet på en måde som næsten føles voldelig- er vi så ikke nået dertil, kulturelt set, at vi i det mindste lige stopper op og tænker over det?

HVEM ER OFFERET?

Min egen oplevelse af at bo på Fejø er ikke ubetinget positiv hvilket jeg har skrevet om i min bog “vølve” men jeg har et indgående kendskab til øens og til dens beboere. Det berørte mig derfor dybt, at læse deres statusopdateringer og interne diskussioner i forbindelse med debatten. Det er mit indtryk, at mange følte sig angrebet og forrådt ikke mindst af selve “kultureliten” som optrådte direkte mobbende. Jeg så det selv. Jeg så hvordan deres følelser og oplevelser af situationen blev neglicheret, laterliggjort og slået hen ikke kun i kommentarspor på sociale medier men også i f.eks Informations reportage fra fejø hvor foragten for whitetrash danmark var slet skjult. Jeg læste forskellige steder om hvordan fejøborgerne “bare skulle tage sig sammen” eller “være glade for overhovedet at blive skrevet om” eller modsat “ikke tro at alting handlede om dem”. Fokus var, og er, i i de igangværende diskussioner; forfatteren, litteraturen.

På nuværende tidspunkt af mit indlæg er det nødvendigt at gentage at jeg selvfølgelig ikke går ind for at der skal være regler for litterautren. Cencur er og bliver et farligere at sige end “lord Voldemort”, vi har et nærmest religiøst forhold til ytringsfriheden i det her land og det anerkender jeg. Jeg argumenterer på ingen måde for begrænsning, jeg argumenterer for omtanke. Der er sket nogle forandringer i samfundet- en ny opmærksomhed, en ny sensibilitet- og det betyder, at mange af os skal igang med et større erkendelsesarbejde, det gælder for os som privatpersoner og det gælder for os som branche.

Jeg kan komme med et eksempel fra mit eget liv; i en af mine bøger skrev jeg om et foredrag jeg holdt, jeg beskrev hvordan der på første række sad et overvægtigt par, jeg gik i detajler med at beskrive dem. Det faldt nogle af mine læsere for brystet og der opstod en (ret ubehagelig) (og tak for det) diskussion på de sociale medier om scenen. Jeg reagerede ved at gå i vildt forsvar og argumenterede for at folk også kan blive FOR følsomme og at jeg som forfatter jo nødvendigvis måtte have friheden til at beskrive virkeligheden som den helt objektivt var; der sad et overvægtigt par til mit foredrag “jeg skal jo ikke til at kuratere virkeligheden så den ikke sårer jeres følelser” og “jeg skriver kun det som er nødvendigt” Diskussionen fik mig alligevel efterfølgende til at tænke over hvordan jeg havde beskrevet parret og hvorfor jeg havde beskrevet netop deres fysik som jeg havde gjort. Jeg blev, på godt gammelt dansk, opmærksom på min egen internaliserede tykfobi. I de efterfølgende oplag af bogen valgte jeg at ændre scenen- hvilket er hverken uhørt eller usædvaneligt i branchen. Jeg nævner det i forbindelse med Insula og jeg siger; det er sket før, det er sket for mange af os og det vil ske igen. Vi bliver af læsere eller af en debat gjort opmærksomme på noget vi ikke var opmærksomme på og vi udvikler os. Jeg fristes til at sige “værrere er det jo heller ikke” og “slap af”. Samtidig er der, naturligvis, ting jeg for min død ikke vil ændre og som jeg for evigt vil forsvare at have skrevet om. Et forlag hyrede engang en advokat til at gennemlæse et manuskript, jeg fik det tilbage fuld af understregninger men valgte alligevel at lade bogen gå i trykken forholdsvis som den var fordi jeg mente at det var nødvendigt. Heller ikke dette er usædvaneligt. Min pointe er den blinde vinkel. Min pointe er,at arbejdet som forfatter er et bevidsthedsarbejde og at bevidsthed er noget der udvikler sig. Oftest i dialog med andre.

Den gode tænkning kræver så at sige at blive spillet op mod noget- uanset hvor isoleret og ensomt vi ellers arbejder til dagligt.

Det er voldsomt problematisk at forestille sig det anderledes, at tænke sig at forfattere er en slags stivnede karaktere der implict og partout altid ejer moralen og etikken (og nødvendigheden) inde i dem selv og altid ved hvad der er rigtigst at gøre… men lige nu handler det hele faktisk ikke om os. Det handler om dem det går ud over, dem vi skriver om, i dette tilfælde fejøborgerne.

På den ene side hævdede forlag og forfatter at “insula” er ren litteratur og derfor anderledes i metode og etik end for eksempel journalistik eller antropologi- og på den anden side, at bogen sagde noget vigtigt om de faktiske forhold i udkantsdanmark. Udtalelserne kom fra et kommercielt forlag hvis ærinde det er, trods selvforståelse, at sælge og markedsføre bøger på klassisk kapitalistisk vis. At hævde at en “roman” siger noget vigtigt om virkeligheden og om faktiske forhold- har konsekvenser for et lille øsamfund på 500 borgere som er afhængig af blandt andet turisme og nye tilflyttere.

Reaktionen på fejøborgernes indsigelser kom fra et MAGTFULDT sted. Det kom fra en etableret forfatter på danmarks største forlag og for direktøren for det hele, Simon Pasternak. Det kom fra journalister og fra indflydelsesrige kulturpersonligheder og fra andre forfattere.

På den ene side; dem der allerede har ordet og står med mikrofonen i hånden.

På den anden side dem som ikke gør.

Alligevel, og absurd nok, blev det fejøborgerne omtalt som “magtfulde” og diskussionen, i byen, blev hurtigt en diskussion om hvor hårdt det kan være for Københavnere at flytte på landet “et vigtigt perspektiv” blev der sagt, “de lukkede øsamfund” måtte “tage et nødvendigt opgør med sig selv”.

LAND VERSUS BY

Mange forfattere skriver bøger om at komme fra landet, flygte fra landet eller flytte tilbage på landet, der skrives bøger om byernes forhold til landområderne men ligesom med de fattige hører vi sjældent fra landområderne selv. De bliver omtalt, beskrevet, diskuteret, nogle gange udstillet og vist frem som aber i en zoo.

Det moderne storbymenneske feticherer livet på landet som et romantisk billede på fællesskab og større naturforbindelse eller, modsat dekonstrurerer livet på landet og forstår dem som forårede og mindrebemidlede miljøer vi kan se på og føle os bedre end.

De kulturelle fortællinger om udkantsdanmark er ofte sådan lidt feltstudie-agtige og nå ja, fremmedgjorte; at tage til udkanten er som at tage til et andet land.

Jeg har aktivt været med til at reproducere begge disse narrativer om landet i mine bøger, jeg har kontinuerligt skrevet om at flytte på landet/flygte fra landet.

Det var derfor en vigtig øjenåbner for mig at følge med i fejøborgernes perspektiv og oplevelse af sagen netop fordi jeg fik et indblik i netop hvor fremmedgørende og hvor udhulende det kan opleves at blive gjort til “materiale”.

Det er mit indtryk at man på fejø ikke var blinde overfor den større litterære debat om etik som fulgte i kølvandet på debatten om Insula. Blandt andet blev der i et opslag fra fejø skrevet “kompleksiteten og omfanget af hele denne sag skyldes nok især bogens genre, autofiktion, men også forlaget og forfatterens tilsyneladende manglende moralske og etiske overvejelser inden udgivelsen”.

Et billede begyndte at tegne sig for mig; det ser ud som om to forskellige forståelser af etik og litteratur strides mod hinanden. På den ene side etik som forfatterens suværene indsigt og afgørelse - og på den anden side etik som en kollektiv praksis. Og en meget mærkelig og mudret halvtåget diskussion om magt; er forfattere magtfulde eller ej?

KLASSEPERSPEKTIV

Det forholdsvis unikke ved situationen omkring “insula” er at der kom et MODSVAR fra udkanten. Det er ikke første gang det sker hverken i danmark eller i udlandet. Der har været store og brede diskussioner om f.eks Madam Nielsen´s og Vigdis Hjort´s forfatterskaber. Men det er første gang, så vidt jeg ved, at modsvaret er kollektivt, ikke kommer fra de nære relationer og derudover direkte på på et betændt klassespørgsmål nemlig forholdet mellem land og by, København og Udkantsdanmark.

Jeg mener, at det siger noget meget smukt om mennesket som art, at så mange længes efter naturen, efter hinanden og efter et mere simpelt liv. Du kommer aldrig til at høre mig nedgøre længslen efter landet- men jeg kan sagtens se problemet i at “så kommer vi der med alle vores længsler” og vil HAVE noget, vi vil ekstrapolere noget, vi vil udvinde nogle ressourcer fordi vi synes vi har brug for dem. Man kan også bruge dette ord; kolonisering.

At livet på landet alligevel ikke er så let og lykkeligt som vi havde forestillet er en god og nødvendig fortælling, ja, men det er måske også på tide at begynde at stille sig selv spørgsmålet om det virkelig er landet der er noget galt med- hver gang?

Udkanten stritter. Den er modvillig. Den gider ikke kolonialiseres. Udkanten svarer igen. Udkanten skal på den ene side leve op til vores drømme og på den anden side ikke blande sig når vi beskriver vores skuffelse over den. Det er jo en umulig situation (for en udkant) og det er kke fair. Jeg oplevede en hel branche der gik i kollektivt selvsving og nærmest hysterisk fremførte at alt autofiktion er fiktion og at folk ikke kan finde ud af at læse litteratur, at udkantens modsvar bare skulle ties ihjel eller latterliggørelse, begge dele de facto herskerteknikker. For så til sidst så at fremføre, at hvis folk er så utilfredse kan de jo bare skrive deres egen bog - hvilket jeg anser som en blatant mangelnde respekt overfor både forfatterene og overfor branchen selv fordi nej, det er ikke bare lige alle der kan skrive og få udgivet en bog.

KUNSTSYN

At se forfatteren som et ophøjet geni, det ultimative individ i individualismens guldalder, fuldstændig løsreven og frigjort fra alle snærende bånd og forpligtelser og dermed give totalt frikort til at forfatteren kan gøre lige præcis hvad der passer “ham”… er en gammel tanke.

Jeg finder denne gamle tanke yderst problematisk. Måske fordi jeg er en af de der pisseirriterende økofeminister der skriver bæreposeteoretiske bøger om hvordan alting er forbundet. Måske fordi jeg dybt og inderligt tror på det partikulære som adgang til det almene. Måske fordi jeg anser autofiktionen som en direkte forlængelse af den orale fortælletradition eller måske fordi jeg tror på at vi rent faktisk kan forandre virkeligheden ved at skrive bøger; jeg tror på litteraturen som aktivistisk praksis, som samtale mere end monolog. Og jeg er usigeligt træt af stereotypien om den unge, hvide, drukne, lidende, hæmningsløse digter på sit loftsværelse. Han har aldrig nogensinde gjort noget godt for mig og mine. Røvhulsadfærd er røvhulsadfærd er røvhulsadfærd både i litteraturen og i virkeligheden. Litteraturen har længe været patriarkalsk, paternalistisk, koloniserende, priviligieblind og ubyttende og jeg er træt af det. Jeg tror ikke på at det er sundt at “frede” nogen fra den kollektive granskning. Det gælder politikere, rockstjerner, de ultrarige- såvel som forfattere.

MAGTEN OG ÆREN AMEN

Forfattere er notorisk nogle af de økonomisk dårligst stillede borgere i vores samfund. Socioøkonomisk ligger de fleste af os og roder rundt nede i socialklasse fem- men når vi skriver og udgiver bøger sker der noget; vi får social kapital. Vi får så meget social kapital at vi kan spise det til morgenmad.

Social kapital er et priviligie.

En debat omkring forfatteres magt og indflydelse vil derfor, givetvis være præget af en vis konservatisme fra vores egne rækker eftersom dem med priviligier sjældent synes det er en god ide at diskutere deres privilegier. Det er ikke særlig rart, heller ikke for mig, at tale om en eventuelt omfordeling af ressourcerne når det kommer til mit priviligie for det er ærligt talt forsvindende lille i forhold til hvor dårligt stillet jeg er på alle mulige andre områder af livet; jeg har ikke pensionsopsparing, forsikring, ferie etc. Jeg må naturligvis være villig til at gøre det alligevel- stille spørgsmål til mit priviligie.

Men jeg må anføre, at det ville være uretfærdigt hvis det kun er mig der skal gøre det. Litteraturens forhold til og indvirkning på virkeligheden indvolverer også forlag, redaktører, mediebranche. Disse kunne jo også udemærket begynde at stille sig selv nogle kritiske spørgsmål; hvorfor skulle fejøborgerne latterliggøres så massivt? Var det fair? Hvorfor fandt så mange i branchen ikke kun debatten om Insula men også den efterfølgende debat om litteraturens forpligtelse overfor virkeligheden så provokerende og så farlig? Hvilke sociale mekanismer var på spil? Og kan det virkelig være rigtigt at forfattere kulturelt set skal have frikort til at skrive lige præcis hvad de vil og at alt hvad de skriver- per definition- er fiktion? Også autofiktionen? Hvad er fiktion overhovedet så?

Hvem bestemmer egentlig hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed? Forfatteren? Forlaget? Et eller andet udefinerligt talent, en følelse i maven?

Det er en magt at skrive en bog og stivne en fortælling, definere en virkelighed. Det er en absolut magt og den har omfattende konsekvenser. I min familie er nogle af vores bedste (og værste) fælles minder fastholdt i mine bøger og bøgernes beskrivelser har, uundgåeligt, forrang over det individuelle minde som ofte er mere flydende.

Forestil dig hvor hårrejsende det er som forfatter når ens søn siger “jeg kan næsten ikke huske hvad der skete i virkeligheden, jeg husker det mest sådan som det står i din bog”

Bogens magt er total. Skriftssprogets magt er totalt.

Som autofktive forfattere bliver vi konfronteret med denne magt på en måde som jeg mistænker “almindelige” skønlitterære forfattere måske ikke gør og måske er det en af årsagerne til at de skønlitterære forfattere jeg har talt med er blevet så sure; de har simpelthen ikke de samme erfaringer som jeg har med hvordan en bog reagerer tilbage på sin virkelighed?

Når vi skriver påvirker vi minderne, fortællingerne imellem de mennesker der optræder i bogen, vi påvirker den officielle diskurs, “sandheden”. Især hvis vores bøger får et tværmedialt efterspil. Som autofiktiv forfatter opfatter jeg mit arbejde som en form for virkeligheds-arbejde. Mit arbejde foregår ikke i et lukket litterært rum. Jeg er aktivt i dialog med mine læsere ikke kun i selve bogen men også efterfølgende, til foredrag, i indbakken. Der ligger et stort relationsarbejde både før og efter en udgivelse, der skal indhentes tilsagn og forståelse fra dem der indgår i mine bøger (nogle gange og andre gange ikke) og jeg skal kunne rumme læserne nogle gange meget voldsomme reaktioner af både positiv og negativ karakter.

I autofiktionen tager vi andre folks virkelighed og kværner den igennem vores eget bevidsthedsapparat. Vi tager noget der ikke tilhører os- og det er et kæmpe argument imod genren (appropierer vi?). Det eneste der kan gøre det ok er, at vi fastholder positionen; jeg taler ud fra et mig, jeg beskriver hvad JEG ser, hvad JEG føler, hvordan JEG oplever en situation. Vi kan ikke gå “over i” andre mennesker på samme måde som man kan i fiktionen (men vi kommer tit til at gøre det alligevel) vi kan ikke beskrive folks indre tanker, følelser- kun deres handlinger og hvordan vi tolker dem. Vores absolutte og vores uigenkaldelige udgangspunkt er JEG´ET. Derfor har jeg tit i anmeldelser fået at vide at jeg er selvoptaget- hvilket jeg ærligt talt betragter som et succeskriterium. Jeg bruger mig selv, min krop og min bevidthed - som et redskab og som en teknik.

Jeg´et den prisme jeg bruger til at belyse noget.

Fordi dette “jeg” er så afgørende i autofiktionen har debatten anfægtet mig ikke kun personligt, privat men især også professionelt.

En implicit og universel - og altid gældende- frikendelse af forfatteren og en forståelse af etik og moral som noget der tilhører forlagsbranchen og det litterære miljø byder mig simpelthen så meget i mod, måske- netop- fordi jeg anser jeg´et som forfatterens vigtigste arbejdsredskab. Selvfølgelig skal en autofiktiv forfatter kunne stilles til regnskab og stå på mål for sit virke. Ikke kun fordi vores arbejde er bundet til virkeligheden men også fordi vi nødvendigvis må udvikle os, lære, blive klogere, tænke nye tanker, jeg´et er afhængigt af det.

Jeg oplever autofiktionen som en dybt etisk praksis fordi den er i dialog med sin omverden, med virkeligheden. Etik er så at sige selve formålet, genrens funktion fordi etik, min forståelse, er noget der udvikler sig i fællesskabet, i virkeligheden, imellem jeg´et og omverden. I autofiktionen udfordrer vi konsensus og tabu. Vi autofiktionen ælter vi noget rundt inde i os selv for så at sende det tilbage ud i det kollektive, til diskussion, til samfundsdebat.

At forstå etik som monolog og at forstå litteratur som en indadvendt eller forfinet praksis- modsat en mudret, smadrende, æltende, væltende, forsøgende og dialogisk praksis er i mine øjne dét der er på spil.

Og derfor tror jeg at dette er debatten der ikke vil dø.

Så omend jeg finder det dybt sympatisk at et forlag (og et litteraturmiljø) vil “passe på sin forfatter” og “beskytte litteraturen” så anser jeg netop denne beskyttelse for et problem for litteraturen i almindelighed og autofiktionen i særdeleshed.