Blod

Der er ved at blive lavet en film om mig, den kommer til marts og selvom den handler om mig handler den helt sikkert også om noget andet som jeg ikke helt ved hvad er… udover at det involverer blod.

At bløde for noget.

At virkelig fucking bløde for noget, at betale prisen, at gå hele vejen. Blod, sved og tårer.

Samtidig er der dette arrangement heksetid, 9-10 november, et samarbejde mellem Nationamuseet og Christiansborg slot. Jeg er booket til begge dage og jeg må give dem, at de har sammensat et program med de tunge skyts, de store kanoner og at det ser interessant ud, jeg har helt klart tænkt mig at komme til alle de andre talks.
Af en eller anden grund, som jeg heller ikke helt ved hvad er… har arrangementet dog, hvad skal jeg sige, kløet? et stykke tid. Hvorfor?
Jeg prøver at finde ud af hvorfor. Lige nu skriver jeg for at finde ud af hvorfor.

Jeg har været i Sverige i et stykke tid og er lige kommet tilbage. Jeg sidder i mit vejkryds og skriver, jeg varmer op, dette er mig der varmer op, jeg lugter stadig lidt at skoven, af svampe og af fyrnåle.
Det er tidlig morgen og vejkrydset er stille. En rød bygning er ved at få bygget altaner, håndværkernes ting flyder ud over kantstenene, propfulde blå bigbags, stiger og ramper og kraner og rør. Parasollen ved bodegaen er slået ned og surret stramt sammen. Krukkerne med enebær står lidt ensomt og der er ikke lys i nogle af ejendommenes vinduer endnu.

I sverige gik jeg ture og plukkede svampe, masser af dem, og jeg stod under fuldmånens lys og blev velsignet sammen med min søn. Så pakkede jeg mine ting i tasker, lukkede for vandet og forlod Sverige, nu er det definitivt, en æra er slut- og det har været en proces.
Det har taget mig mange år at forlade skoven og det har taget mange år at flytte til byen, finde en plads til mig selv i byen, et vejkryds at høre til i.

Vølver går til vejkryds hvor de sidder og ser - fordi vejkryds, ligesom strande og tusmørke er liminale steder, overgangssteder, steder hvor forskellige verdener mødes, der er mange veje at gå; hold dig åben, se hvad der sker.

Store skyer glider hurtigt, frit, henover himlen som er intethedsfarvet idag.

En flyvende fugls spejling i et af de sorte uoplyste vinduer. Fladen.

En kvinde i en grøn dunjakke går med hastige skridt forbi parasollen og rundt om hjørnet.

Engang, lang tilbage i fortiden kendte jeg mange af de folk der kommer til heksearrangementet. Maria Hyldemor og jeg stod mange gange i lundene og blótede sammen. Jeg kan huske at jeg skrev, og skændtes, med Anette Høst dengang folk stadig skrev mails til hinanden, vi mødtes til en vens fødselsdag for nyligt og snakkede længe og godt om vølvens spådom. Gudrun Gotved besøgte mig engang i skoven, vi slagtede en høne og spåede i indvolde sammen, så spiste vi hønen, vi gnavede helt ind til benene. Inge Syverud har jeg aldrig mødt i virkeligheden men jeg har kendt hende på nettet i mange år og respekterer hendes arbejde højt og dybt.

Så er der de unge hekse som jeg ikke rigtig kender og så er der de kendte.

Der er noget meget mærkeligt over at skulle ind og tale til en heksefestival som er arrangeret af Nationalmuseet og Christiansborgs slot. Det er noget med magten, jeg tror det er det med magten… som klør. Det er jo for helvede heksens rolle at være IMOD

IMOD
magten

En islandsk vølve jeg kender rejste engang en nidstang foran det islandske parlament. Sådan er aktivistmen, sådan er modstanden, modstanden er sådan her; når magten bliver placeret for meget udenfor selvet, når vi ikke kan gøre noget, kalder vi på heksen.

Det er hovedsagen, det er grundpremissen og det er derfor jeg selv blev heks; fordi magten, i mit liv, tilhørte nogle andre og så tog jeg den tilbage.

Det var også en proces.

Det tog mange år. Der var noget kompromisløst over det.

Morgensolen rammer de øverste af lejlighederne nu, en bygning skinner kridhvidt.

Den aftagende måne lyser roligt på himlen som nu er babyblå.

“Obey the signs” står der på bagsiden af et af vejskiltene.

Vølven går ind og ud af magten, det er velkendt, vølven i den nordiske tradition er ikke ligesom heksen i den kontinentale tradition; hun sidder ikke i sin hytte UDENFOR byen, på kanten af civilisationen, hun hører ikke til i det weird, vølven har alle dage været tilknyttet magten.
Vølven- i den nordiske tradition- bevæger sig (ind og ud, frem og tilbage), hun vandrer… af mange forskellige veje.

Hendes rolle er, at gå ind til magten og være så meget sig selv og så meget i kontakt med skæbnegudinderne at hun har mandat og styrke til at tale magten IMOD.

Fordi der er en magt der er mere magtfuld end magten.

*

Jeg konfronteres med en magt i forhold til denne festival, ikke kun i forhold til de fysiske placeringer; lige nu er der en udstilling om magt og magi i Christiansborgs slot, man kan lege med tråde og prøve at skrive forbandelser som en slags “aktivitet” - ovenpå ruinerne af blåtårn og Christians den fjerde, det røvhul´s, rester. Nationalmuseet synes det er lidt frækt med bulmeurt og har lavet en stor udstilling om vølver lige ved siden af de bygninger hvorfra man forbød magien.
Kan du se magtfuldkommenheden; at tro at man kan forbyde magi?
Men også, modsat, at tro at man kan udstille den?

I det hele taget: magtens forhold til hekse og vølver

- og i det hele taget; mit forhold til magt.

Jeg kan mærke en magtmetode som er substil og selv-angribende eller rettere; selv-eroderende og den handler om status, anerkendelse, popularitet og positionering. Får jeg nok anerkendelse, er de andre mere anerkendte end mig, hvor er jeg i positioneringen, bliver jeg positioneret (?) og hvor fuck kommer alle de her mennesker fra og hvad fuck ved de om de her emner? Hvorfor er kultureliten inviteret med til den her fest? Hvad laver de her? Hvad laver jeg her? Er jeg med i kultureliten?
En blåstempling er en blåstempling er en blåstempling og hvor er det røde så?

Ind i de firkantede bygninger med os. Glatte gulve og podier. Se! Se!

Jeg har skrevet om det før og jeg holder nok aldrig op med at skrive om det (den permanente glasur); kapitalismen som får os til at konkurrere mod hinanden og fastholder os i et tankesæt hvor vi ikke HAR nok eller ER nok og altid har brug for mere, mere! Følelsen af at der ikke er NOK og at de andre TAGER noget fra os.

Og den deraf følgende tendens til misundelse og gatekeeping: har de unge hekse blødt for det her? Har de betalt prisen? Har de kendte? Blod! Tårer! Tvivl! Jeg vil se indvolde, jeg vil se dem der mener det, tror på det, risikerer noget for det, ofrer for det!

Man skal altid betvivle sin egen betvivling af andre og det gør jeg, jeg danser lidt med skyggerne og sender dem så tilbage i mørket hvor de hører til, sådan, overstået - og jeg ved, at alt er frit og bare skal flyde (blod), at ingen ved mere end andre og at alting tilhører alle MEN

MEN

Jeg har ikke lyst til at fetichere heksen og jeg har ikke lyst til at eksotisere hende.
Jeg har ikke lyst til at pakke hende ind i cellofan og sælge hende i museumsbutikken og jeg synes- stadig- at kunsten, fandenædemig, handler om nerver, sener, knogler, kød og (du ved), jeg synes ikke at hverken kusnten eller magien er noget vi skal kigge distanceret på eller, åh, nej, forbruge.
Et partytrick. En trend. Cocacolafiseringen.

Du vil se en rituel performance men ikke et ritual? Hvorfor?
Du køber en bog eller en mulepose og du bærer den som en amulet. Sig mig, at det ikke er den samme positionering som jeg selv ligger under for? Vel?
Se. Så.
Går vi allesammen rundt og positionerer os overfor hinanden og kunsten bliver bare et middel, en metode; sådan signalerer vi identitet til hinanden i det senmoderne samfund?

Nogle stemmer på gaden, jeg kan ikke se hvem der taler.

En gammel kvinde med en knaldrød hue krydser gaden.

En ung mand går på fortovet med en sort hund i kort snor.

Uden at bløde for det.

*

Billederne er taget af min ven Esben, vi mødtes i byen for et stykke tid siden på min faste kaffebar hvor jeg tit sidder og skriver. Jeg kan lide billederne fordi de er så meget by. Jeg kan lide den her krop og det her sind i byen fordi jeg slår mig på byens asfalt og fordi byen er en udfordring for mig, nogle gange en lettelse, nogle gange en rus. Cement, beton, trafik, menneskehedens infrastruktur, cirkulationen rundt om søerne som er så meget anderledes end stilheden oppe i skoven hvor jeg lige kommer fra og som jeg stadig lugter af.

Jeg tror vølvens rolle netop er at stille sig i dette felt mellem magten og selvet: se hvor den virker i mig og se hvor den virker i dig.
Netop i brydningen mellem byen og landet, civilisation og crazy, netop i “krydsfeltet mellem”

At kunne gå ind i bygningerne og gøre noget så blodfattigt som en talk til noget mere…

Det tror jeg er heksens rolle, det tror jeg er vølvens rolle, jeg tror det er dét det handler om og det er dét jeg gerne vil.

Jeg tror på blodet.
Jeg har brug for at sige det.

Jeg må indrømme det og jeg må stå ved det.

Jeg tror på at man skal bløde for det man brænder for, jeg tror på at man skal brænde sig på det, jeg tror IKKE på den sikre distance, giv mig det kiksede, det ærlige, det skæve, det lidt underlige, ikke det glatte, sats og tab, rod rundt på gulvet, inde i skyggerne, jeg vil smile til dig med munden fuld af blod.

Jeg gider ikke tale om tingene på den populære måde, jeg gider ikke lade som om jeg ikke mener det, jeg vil ikke sidde med mine læsebriller og analysere guldkalven, jeg vil danse rundt om den, heksen er ikke en litterær figur, heksen er ikke en aktivistisk arketype, heksen er her lige nu- lad være med at lade som om- se hvor det vil vrimle med hekse inde i de bygninger!

Hvis vi bliver for glatte og for pæne skal du ikke tro på os, så fejler vi; inde i de bygninger skal vi komme med vores kroppe, blodrøde, og være OS SELV.

Man siger, at heksen er den der står for enden af den pegende finger- men glemmer det fundementale fysiologiske faktum, at når du peger- peger fire af dine fingre tilbage på dig selv.

Jeg kan godt lade en filminstruktør følge mig i nogle år, overlade historien til ham, - hvilket for en historiefortæller er et forholdsvis (et kæmpestort, et abnormt) kontroltab. Jeg kan også godt sidde stille på en stol i en eller anden setting, jeg kan godt tale sproget men du skal vide- vid- at når jeg sidder der handler det ikke om hverken mig eller magten eller noget som helst andet end DIG.
De fire fingre.
Den højre hånd.

Hvis du vil vide mere om vølver og om hekse og hvis du vil vide mere om magi er dette the first rule of the fightclub:

Når de laver en udstilling om vølver så handler det ikke om vølver- så handler det om dem selv, og hvis du kommer til en talk om magi som modstand så handler det ikke om dem der sidder oppe på scenen.
Det handler ALT SAMMEN OM DIG.

Hvad vil du se og hvorfor?

Jeg spørger dig igen: hvad vil du se- og hvorfor?

Så kommer løbeklubben, de løber i flok, de griner og de taler mens de løber.

Så kommer stilheden i krydset, ikke en eneste bevægelse, tomt ligger det.

- jeg spiser min morgenmad, rydder op og laver mine øvelser, jeg kommer tilbage til computeren -

Det vrimler med mennesker i krydset nu, en mand går og ryger og taler i telefon, en langhåret, lyshåret kvinde haster afsted, håndværkerne kommer, kranerne starter.

Der er en magt i det magtesløse; jeg er totalt ligeglad med hvad der sker inde på Christiansborg.

Der er en magt i det magtfulde; jeg er totalt ligeglad med hvad der sker inde på Christiansborg.

Magten ligger ikke der hvor dem der bestemmer tror den ligger. Magien ligger ikke der hvor dem der bestemmer tror den ligger.

Magten og magien ligger inde i mig og inde i dig og imellem os- der hvor vejene krydser hinanden,

magten ligger hos folket.